Cykling

20-årig komet sender hilsen fra sygesengen

Remco Evenepoel får det bedre dag for dag efter sit styrt i Lombardiet Rundt. Mandag har han sendt en tak til blandt andre dem, der har hjulpet ham.

Det belgiske cykelfænomen Remco Evenepoel er hjemme i Belgien.

Fra en hospitalsseng udtaler han sig for første gang til offentligheden, siden han styrtede i Lombardiet Rundt, der blev kørt lørdag.

- Hej alle sammen. Det er Remco her, indleder 20-årige Remco Evenepoel sin hilsen på Deceuninck - Quick-Steps Twitter-profil.

- Jeg vil bare sige, at jeg har det rigtig godt i øjeblikket. Jeg havde en god overflytning til et belgisk hospital.

Herefter takker han de mennesker, der har støttet og hjulpet ham siden styrtet og frem til nu, inden han fortsætter:

- Desværre er min sæson ovre, men vi har ikke travlt. Vi har god tid til at planlægge et comeback.

Karrierens første Grand Tour må vente

Remco Evenepoel havde udsigt til at skulle køre Giro d'Italia i oktober. Hans første Grand Tour i karrieren må dog vente til næste år.

Belgieren sender også en tak til sine fans, der har bombarderet ham med opløftende beskeder. Han har ikke kunnet besvare dem alle.

- Men jeg ser alting og føler alting. Jeres støtte rører mig virkelig og vil hjælpe mig på en positiv måde.

- Teamet og jeg tænker positivt, og vi ser allerede frem mod næste sæson.

- Jeg vil gøre alt for at blive en bedre rytter, for at blive stærkere end før, og for at levere et comeback stærkere end nogensinde set.

Du kan se hele Remco Evenepoels hilsen herunder:

Uhyggeligt styrt ud over bro

Evenepoel var en af de store favoritter til sejren i Lombardiet Rundt, men på nedkørslen fra Muro di Sormano gik det galt.

Han læste et skarpt venstresving helt forkert, hvilket resulterede i, at han ramte ind i et stengærde, røg ud over en bro og flere meter ned i en kløft.

Et lægehold stormede ned til ham, iførte ham en halskrave, og Evenepoel blev efterfølgende kørt til hospitalet i Como.

Her viste røntgenundersøgelser, at belgieren havde brækket sit bækken og beskadiget sin højre lunge.

Danske Jakob Fuglsang vandt Lombardiet Rundt, der er et af cykelsportens fem monumenter.