Cykling

Dansk cykeltalent skifter til World Tour-hold

Andreas Kron skifter til det belgiske World Tour-hold Lotto Soudal. TV 2

På det belgiske World Tour-hold Lotto Soudal bliver Andreas Kron holdkammerat med superstjernerne Caleb Ewan og Philippe Gilbert.

Den danske cykelrytter Andreas Kron skifter hold og skal fra årsskiftet køre for Lotto Soudal på World Touren.

Det oplyser det belgiske cykelhold på sin hjemmeside.

Andreas Kron har fået en to-årig kontrakt og tager dermed et stort skridt op i sin karriere fra sit nuværende danske hold Riwal Readynez Cycling Team, der kører på cykelsportens prokontinentalniveau.

- World Tour har altid været min ultimative ambition. Nu har jeg fået en fod inden for døren og har to år til at vise mit værd, siger Andreas Kron om skiftet til Lotto Soudal og tilføjer:

- Det er et stort skridt, men jeg synes, det er et godt tidspunkt efter fire år på Riwal.

Ifølge Andreas Kron har Lotto Soudal præsenteret en solid plan for, hvordan de ser danskeren udvikle sig, og planen stemmer overens med, hvor danskeren ser sig selv om et par år, lyder det.

Cykelrytteren bliver dermed den 23. dansker, der fra næste sæson kører på UCI's World Tour.

De danske ryttere er fordelt på i alt 13 hold.

Andreas Kron har den rette mentalitet til at blive en god professionel rytter på allerhøjeste niveau

Chris Anker Sørensen, cykelekspert TV 2 SPORT

Et godt hoved

TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen kalder det "en dejlig nyhed", at Andreas Kron skifter til det belgiske World Tour-hold.

- Det, der imponerer mig mest, er hans hoved. Andreas Kron har den rette mentalitet til at blive en god professionel rytter på allerhøjeste niveau. Han er ikke til at slide op, og han er god til at håndtere modgang, lyder skudsmålet fra cykeleksperten.

Ifølge Chris Anker Sørensen passer et terræn som Ardennerne allerbedst til den 22-årige dansker, der dog stadig mangler lidt i at kunne vinde i de samlede spurter.

På hold med Ewan og Gilbert

På Lotto Soudal kommer det 22-årige cykeltalent i fremtiden til at køre på cykelsportens allerhøjeste niveau.

Her bliver danskeren holdkammerat med superstjerner som sprinteren Caleb Ewan, Philippe Gilbert, Tim Wellens og John Degenkolb samt landsmanden Rasmus Byriel Iversen.

Andreas Kron har de seneste fire dage gjort opmærksom på sit cykeltalent i netop Belgien, hvor han med Riwal Readynez Cycling Team har deltaget i etapeløbet Tour de Wallonie.

Her blev danskeren nummer 42 i den samlede stilling og fik sin bedste placering på 3. etape, hvor han endte på en 16. plads.

Flot placering til U23-VM

Andreas Krons cykeltalent resulterede i sidste sæson i en plads på det danske cykellandshold for ungdomsryttere.

Ved U23-VM i engelske Yorkshire i september 2019 blev Andreas Kron den bedst placerede dansker og endte på en flot 5. plads i landevejsløbet.

Kron stiller på søndag til start ved DM i linjeløb i Middelfart, og fire dage senere deltager han i U23-rytternes EM.