Cykling

Riwal får omgående ny navnesponsor

Rasmus Quaade og resten af rytterne på Riwal Securitas får ikke løn i årets fire sidste måneder. TV 2 SPORT

Resten af året kommer Riwal Readynez til at hedde Riwal Securitas. Den ny navnesponsor sikrer, holdet kommer igennem 2020, men 2021 er fortsat i fare.

Det er ikke nogen hemmelighed, at coronakrisen har resulteret i en større økonomisk hovedpine hos cykelholdet Riwal Readynez.

Lørdag løsnede hovedpinen sig en smule, da Securitas træder til som navnesponsor for resten af 2020, mens Readynez trækker sig.

Dermed kommer mandskabet med øjeblikkelig virkning til at hedde Riwal Securitas og kører allerede første løb søndag, hvor DM bliver afholdt.

Den nye navnesponsor får hjulene til at dreje rundt resten af året - dog ikke uden hjælp fra rytterne. Holdets eksistens afhænger nemlig stadig af, at de undværer løn fra 1. september og resten af året. Det kommer dog ikke som en overraskelse for dem.

- Rytterne har vidst det hele tiden. Det har været en del af pakken, og de har set, hvordan vi har fået det til at hænge sammen økonomisk, fortæller Riwal Securitas direktør, Stefan Kromann, til TV 2 SPORT.

- De har vidst, det har været på vej i et stykke tid. Så det er ikke sådan, at de siger: "Nå, nu kom der x-antal hundrede millioner", og så skal de have noget. Hvis det var tilfældet, så skulle de selvfølgelig tilbage til deres almindelige aftale. Selvfølgelig ingen tvivl om det.

Rytter overvejede manglende løn grundigt

For omtrent tre uger siden kom det frem, at rytterne havde indvilget i ikke at få løn i årets fire sidste måneder.

Den beslutning var dog ikke let at træffe, fortalte Riwal-rytteren Rasmus Quaade dengang til TV 2 SPORT.

- Jeg mister stort set det hele. Det er mit indtægtsgrundlag. Jeg ved jo, at holdet kæmper for at fortsætte næste år, men man tænker jo lidt: ’Jamen fortsætter det, når de ikke kan udbetale løn i år?’.

- Jeg har gjort mig mange overvejelser. Jeg har jo regninger, der skal betales. Heldigvis har jeg job som lærervikar ved siden af, og det prøver jeg at skrue op for, men det er for usikkert som indtægtskilde, for man jo ikke kan være sikker på at blive kaldt på arbejde.

Stadig usikkert med 2021

Riwal Securitas kører på næstbedste niveau, og den nye navnesponsor sikrer, at holdet kan klare sig igennem resten af 2020-sæsonen.

På den måde betyder opbakningen fra Securitas 'utrolig meget' ifølge holdets direktør - men mandskabet kæmper stadig for at finde en løsning for 2021.

- Vi er gået herhen, fordi vi tror på, der er en løsning - men vi har ikke løsningen. Vi har tre-fire forskellige skibe i vandet - det er forskellige sponsorer, hvor de er henne, og hvad vi kan gøre. Det er den proces, vi er i gang med lige nu. Om det lykkes, ved jeg ikke, men vi har en forhåbning og tro på, at det lykkes for os.

Riwal blev oprettet i 2008 og har siden 2019 været et prokontinentalhold.