Tour de France

Kasper Asgreen er dansk mester

For første gang i karrieren vandt Kasper Asgreen danmarksmesterskabet i linjeløb.

Kasper Asgreen (Deceuninck – Quick-Step) skal i det næste år køre i dannebrogstrikoten.

Søndag eftermiddag vandt han det danske mesterskab i linjeløb, som blev afholdt på en rundstrækning i Middelfart.

Det er første gang i karrieren, han vinder DM-linjeløbet. Sidste år blev han nummer to, og han overtager nu trøjen fra holdkammeraten Michael Mørkøv.

- Det er helt fantastisk. Det er dejligt at kunne holde trøjen på holdet. Efter de sidste to år at have set Michael køre rundt i den, så er det blevet min egen drøm. Så jeg er jeg rigtig glad, siger den nykårede vinder til TV 2 SPORT.

Afgørelsen faldt, da han med cirka 1000 meter tilbage af søndagens løb satte Andreas Kron (Riwal Securitas) i kampen om sejren.

- Han er en led karl, og jeg er glad for, jeg ikke skal køre Touren mod ham, lød det med et smil fra Kron.

- Men jeg er glad, og jeg havde gerne solgt den for en sølvmedalje inden løbet.

Kasper Asgreen i dannebrogstrikoten flankeret af Andreas Kron (tv.) og Michael Mørkøv (th.)

Forventes på Tour-holdet

De to ryttere stak af sted fra resten af favoritterne med 9,7 kilometer til mål, da de udnyttede en stilstand i gruppen.

Michael Mørkøv blev nummer tre, da han vandt spurten blandt resten af favoritterne.

Både Mørkøv og Asgreen forventes at være på det Tour de France-hold, som Deceuninck – Quick-Step udtager mandag.

Kasper Asgreen besidder nu begge dannebrogstrikoter, da han vandt DM i enkeltstart sidste år Den skal han forsvare 3. oktober i Slagelse, hvor årets DM-enkeltstart afholdes.

Tidligere vindere i linjeløb:

  • 2019: Michael Mørkøv
  • 2018: Michael Mørkøv
  • 2017: Mads Pedersen
  • 2016: Alexander Kamp
  • 2015: Chris Anker Sørensen
  • 2014: Michael Valgren
  • 2013: Michael Mørkøv
  • 2012: Sebastian Lander
  • 2011: Nicki Sørensen
  • 2010: Nicki Sørensen