Cykling

Rytter testet positiv for corona - storhold trækker sig fra klassiker

Ingen af de syv ryttere, der var udtaget til Bretagne Classic, skulle efter planen køre Tour de France for det tyske storhold BORA - hansgrohe.

En unavngiven rytter fra cykelholdet BORA - hansgrohe er testet positiv for coronavirus.

Derfor har det tyske cykelhold trukket alle sine syv ryttere ud af dagens World Tour-løb Bretagne Classic i Frankrig før starten.

Det oplyser holdet på sin hjemmeside.

BORA - hansgrohe har omgående igangsat alle nødvendige foranstaltninger til opsporing af kontaktpersoner, oplyser holdet.

- Vi modtog det positive resultat i morges og reagerede øjeblikkeligt. Holdet kan ikke deltage i løbet. Alle fra cykelholdet, der har været i direkte kontakt med rytteren, vil gå i selvisolation i henhold til officielle regler.

- Den berørte rytter er asymptomatisk og viser ingen tegn på sygdom, udtaler Jan-Niklas Droste fra cykelholdets medicinske stab.

Syv ryttere udtaget til Bretagne Classic

BORA - hansgrohe havde udtaget følgende syv ryttere til den franske cykelklassiker:

  • Cesare Benedetti
  • Marcus Burghardt
  • Jean Pierre Drucker
  • Patrick Gamber
  • Oscar Gatto
  • Jay Mccarthy
  • Ide Schelling

Dette efterår bliver de professionelle cykelryttere testet for covid-19 henholdsvis seks og tre dage før et givent løb.

BORA - hansgrohe oplyser, at den pågældende rytters seks dage gamle coronatest var negativ. Derimod har den tre dage gamle test vist sig at indeholde coronasmitte.

Ingen af de syv ryttere til Bretagne Classic er udtaget til tyskernes Tour de France-hold.

Den franske rundtur begynder lørdag 29. august, hvor 1. etape byder på 156 kilometer lang rute, der både starter og slutter i Nice.