Tour de France

Tourspillet i år bliver et ’lotteri’ - mesteren viser vejen til succes

Peter Sagan (tv) og Egan Bernal (th) var to af de helt store pointsamlere i sidste års udgave af Tour de France.  TV 2 SPORT og Ritzau Scanpix

Sidste års vinder af Tourspillet deler ud af sine råd til dette års udgave, så du er helt klar til at slå dine venner og kollegaer under Touren.

Denne artikel er lavet i samarbejde med Holdet.dk.

- På en skala fra 1 til 10 så er rutens sværhedsgrad i år nok 11.

Sådan lyder vurderingen fra Mads Læsø, der i 2019 vandt Tourspillet på Holdet.dk, som samarbejder med TV 2. Mads Læsø forventer i år et af de sværeste managerspil gennem tiden, fordi Tour de France-ruten er så varieret, som den er.

Tourspillet er for mange en fast del af det tre uger lange cykelløb, der traditionen tro skaber eufori, bitterhed og glædesudbrud hos de mange tusind cykelfans i Danmark, når kampen om at slå vennerne, kollegaerne eller resten af cykeldanmark bliver sat ind.

TV 2 SPORT har taget en snak med sidste års vinder, Mads Læsø, der vil klæde dig på til at finde de otte ryttere, der skal føre dit hold hele vejen til tops.

40-årige Mads Læsø, der efter eget udsagn er ”alt for gammel til at spille managerspil”, har spillet med siden dengang, det foregik i avisen. Sidste år gik det hele op i en højere enhed, da han vandt Tourspillet.

I år venter dog en omgang, som den forsvarende vinder frygter.

- Det er en total sammenblanding af alle etapetyper fra dag ét, og det er jo nærmest noget, der minder om Vueltaen. Så det bliver crazy. Det bliver rigtig meget lotteri i år, og du kan have tabt spillet allerede på de første to dage. Så det handler om at ramme rigtigt til at starte med.

Men fortvivl ej. Manden, der sidste år løb med den samlede sejr, er klar til at give dig den perfekte start på dette års Tourspil. Tour de France starter nemlig med en forholdsvis flad etape, men allerede på 2. etape skal klassementsrytterne være klar.

Derfor skal der også være styr på taktikken. Mads Læsø har i den anledning sat et hold til både 1. og 2. etape, mens han også senere i artiklen deler ud af sine generelle tips og tricks.

Mit råd til andre managere er, at man er nødt til at skifte ud

Forsvarende vinder af Tourspillet, Mads Læsø

Bemærk, at nedenstående råd tager udgangspunkt i Tourspillet og dem, der har købt et 'guldhold', så der spilles med udskiftninger undervejs.

Her kan du deltage i Tourspillet på Holdet.dk, hvor det også er vigtigt at sætte sig ind i reglerne omkring point og økonomien til dit hold.

Mesterens hold til 1. etape

1. etape starter og slutter i Nice, hvor bookmakernes favoritter er de typiske sprintere.

Kigger man nærmere på etapeprofilen, fremgår det, at der undervejs er indlagt to kategori 3-stigninger. Det har fået Mads Læsø til at tænke en smule alternativt.

- Min første tanke er, at jeg godt kunne tro, at 1. etape ikke er en helt ordinær sprinteretape. Der er lidt kuperet terræn i den første halvdel, så man kunne godt forestille sig, der er nogle, der kunne ønske sig at gøre etapen rigtig hård. Og det kan måske betyde, at de helt tunge sprintere falder fra.

- Mit hold er i hvert fald sat ud fra en betragtning om, at en rytter som Peter Sagan kommer til at have en større chance, fordi det har været en hård dag.

Det har resulteret i følgende hold:

Mads Læsøs hold til 1. etape. Resterende penge i banken: 1,5 millioner.

Mesterens forklaring på de forskellige ryttere:

  • Det kan godt være, de alle sammen kommer med hjem til mål, men man har bare set, at supersprintere ikke nødvendigvis er de eneste, der kan vinde en spurt efter en hård dag. Og derfor har jeg også sådan en som Mads Pedersen med.
  • Det handler jo om at ramme så mange som muligt fra top-15 for at få de her bonuspoint. Især fordi, der skal skiftes så meget ud til 2. etape. Så der er forhåbentligt et par af mine lidt billigere ryttere som Cosnefroy, der kan lege med i top-15 på 1. etape, selvom de ikke er rendyrkede sprintere.
  • Ryttere som Bonifazio og Cees Bol er måske lidt mere rendyrkede sprintere, og de skal selvfølgelig smides af igen til 2. etape, for der har de ingen rolle at spille.
  • Mørkøv og Kämna går som de eneste to igen på holdet til 2. etape. Kämna er eneste mand, der ikke selv kan gå i point, men han er oplagt på grund af Sagan og til brug dagen efter. Mørkøv bliver en slags reserve for eventuelle holdpoint lavet af Sam Bennett.
  • Sagan er et godt bud på en vinder af 1. etape. Han er der jo bare altid i Touren fra dag et, og han er jo nærmest altid i top-fem på de her etaper. Så det handler også om at have en holdkammerat til ham, der kan give lidt point.
  • Caleb Ewan er kaptajn. Han plejer ikke at skuffe. Det kom måske bag på nogle, at han var den mest dominerende sprinter i sidste års Tour de France. Og det satser jeg kraftigt på, at han bliver igen i år. Han har jo set rigtig god ud efter coronapausen.

Mesterens hold til 2. etape

Folk, der tidligere har deltaget i Tourspillet, kender frustrationen ved at bruge ufattelig mange penge på transfergebyr. Det koster nemlig én procent af rytterens værdi at lave en udskiftning.

Men med en rute, hvor der ikke er mange flade etaper i streg i løbets indledning, handler det bare om at få ramt de ryttere, der kan køre en god placering i hus. Det er Mads Læsøs største råd i år.

- Min konklusion er, at det sagtens kan betale sig at skifte ud, hvis man laver en nogenlunde bonus på hver etape. Man vinder i hvert fald mere, end hvis beholder sprintere på en bjergetape. Eller omvendt. For mig synes det at være en bedre strategi at skifte ud end at tænke langsigtet. Så mit råd til andre managere er, at man er nødt til at skifte ud.

Derfor skifter Mads Læsø til følgende hold på 2. etape:

Mads Læsøs hold til 2. etape.

Mesterens forklaring på de forskellige ryttere:

  • Mørkøv bliver fra 1. etape grundet holdpoint til Julian Alaphilippe, som vinder 2. etape, og han kan genbruges på 3. etape, hvor Sam Bennett kommer stærkt igen.
  • Jeg må bare sige, at jeg tror sindssyg meget på Alaphilippe i år. Det er, som om de har designet ruten for ham. Og jeg tror ikke på hans tidligere udmeldinger om, at han ikke vil gå efter den samlede sejr. Han kan nærmest godt gå hen og vinde hele molevitten, og derfor skal han også på holdet allerede på 2. etape.
  • Jeg føler mig overbevist om, at Martin og Martinez kan køre sig i top-15 på denne etape. Hvis der er mange af forhåndsfavoritterne, der ikke er helt på toppen og lige skal køres ind i løbet, så er Martinez en mand, der giver ret god value for money.
  • Sepp Kuss og Thibaut Pinot kan sagtens ryge af, hvis der er en af de store Jumbo-kanoner, der er ordentligt friskmeldt igen. Og Bernal ditto. Angående de rene bjergetaper så ser Roglic jo uhyggelig ud, hvis han er helt klar. Han ligner også en mand, der kunne finde på at tage førertrøjen allerede på 2. etape. Så han kan meget muligt komme ind i stedet for de to førnævnte, og så må jeg finde en billig rytter som fyld.
  • Cras er billigt fyld, som jeg regner med at beholde til 3. etape, hvor Caleb Ewan forhåbentligt vinder.

Generelle tips og tricks

Tourspillet er selvsagt meget mere end blot de første to etaper.

Derfor har Mads Læsø også listet en række af sine bedste tips og tricks, der i fjor førte ham helt til tops.

  • Der er nok færre, der har god tid i år, hvis man antager, at folk går på arbejde og i skole. Men det er altid en god idé at følge holdene og de mest prominente ryttere på Twitter. Der kommer tit et eller andet ud, som man kan bruge til noget, inden man sætter sit hold.
  • Bookmakerne er altid gode at følge, fordi de har det med at opsnappe ting og har fingeren på pulsen. Så hvis der er noget, der bevæger sig helt vanvittigt i en retning, kan det være en god idé at tage højde for det.
  • Ellers vil jeg anbefale at læse optakter på blandet andet TV 2 SPORT. Det giver også en god indikation af, hvad der sker. Specielt på de etaper, hvor det spås, at et udbrud holder hjem. Simon Yates var jo et godt eksempel sidste år. Hvis man havde ham de to gange, han vandt fra et udbrud, så var man rigtig godt med.
  • Når klassementet har sat sig, så plejer jeg typisk at have to-tre angrebsivrige ryttere på en udbrudsetape. Ellers så holder jeg på mine klassementsfolk, fordi der er gode, sikre point at hente, når de holder deres placeringer.

De nye regler

Dette års udgave af Tourspillet byder på en række ændringer i uddelingen af point. To nye tiltag er således kommet til.

I år bliver rytteren, der får tildelt det røde rygnummer, belønnet med 50.000 point, mens rytteren, der er indehaver af den hvide ungdomstrøje, får 15.000 point for hver dag i trøjen.

Derudover er holdbonussen, der tildeles alle ryttere, der kører på hold med dagens etapevinder, justeret fra 100.000 point til 60.000 point. Specielt denne ændring kan skabe store ændringer. Det forklarer Mads Læsø.

  • Holdbonussen er jo faldet lidt, så man skal helt klart spekulere i at ramme flere ryttere i top-15 end at have typer som Asgreen og Mørkøv, der gav gode point sidste år grundet holdkammeraternes sejre. Men i starten af løbet er det jo en afvejning af, at det er svært at ramme de 15 ryttere, der krydser målstregen først.
  • Man kan jo håbe på, at en leadout-mand kan gå i top-15, som Richeze gjorde flere gange sidste år. Så det kan man også spekulere i, hvis man tror på den slags.
  • Det røde rygnummer er alt for tilfældigt på flade etaper. Her er der jo oftest tale om TV-udbrud, og det er aldrig til at vide, hvem der kommer med der. På udbrudsetaperne spiller det jo fint ind med de ryttere, man satser på, der kan vinde etapen eller gå i top-tre.
  • Den nye bonus på den hvide ungdomstrøje spekulerer jeg ikke det store i. Der er jo også flere af klassementsrytterne, der går ind under den kategori, så de point kommer nok meget naturligt med.
Årets officielle Tour-magasin.

Med ovenstående råd og guide er der vist bare tilbage at sige held og lykke.

Skal du være helt klædt på, til Tour de France 2020 trædes i gang, så kan du købe TV 2 SPORTs officielle Tour-magasin, som igen i år er udgivet sammen med Euroman. Her kan du blandt andet komme tæt på verdensmesteren Mads Pedersen, der i år får debut i verdens største og hårdeste cykelløb.

Magasinet er desuden fyldt med portrætter, etapebeskrivelse og holdanalyser, der også kan hjælpe dig på vej i Tourspillet.