Tour de France

Sådan er styrkeforholdet mellem sprinterne i årets Tour de France

Er Sam Bennett, Caleb Ewan eller Peter Sagan hurtigst? Måske André Greipel i en alder af 38 år? Se Lars Baks rangering af sprinterne her i artiklen.

Sveden hagler ned af panden, cyklen står så godt som stille, mens uret tikker og tikker.

For de tunge drenge er de hårde bjergetaper udelukkende en psykisk kamp mod tidsgrænsen. En kamp, der bare skal overstås, fordi der venter en lidt fladere etape ude i fremtiden.

Scenarier, der kommer mange af i løbet af september. Årets Tour de France-rute er bestemt ikke skræddersyet til en sprinter.

Han er et af de største ikoner i cykelsporten, så han får frit lejde til at gøre, hvad han vil

Lars Bak om Peter Sagan

Et forsigtigt bud er, at sprinterne blot får chancen i en reel massespurt en håndfuld gange i årets udgave af verdens hårdeste cykelløb. Det ændrer dog ikke på, der skal udpeges favoritter, når de flade etaper endelig falder.

Og med store sprinternavne som Pascal Ackermann, Fabio Jakobsen, Fernando Gaviria, Arnaud Démare og Dylan Groenewegen ude af ligningen, er det et decimeret sprinterfelt, der stiller op til Touren.

Derudover er Elia Viviani og Andre Greipel to ryttere, der ikke har fået en sejr siden 2019. Så hvor stiller det sprinterfeltet i årets Tour de France?

Den tidligere professionelle cykelrytter og nu assisterende sportsdirektør hos NTT Pro Cycling, Lars Bak, der fungerer som TV 2 SPORTs cykelekspert under Tour de France, har gennemgået feltets tungeste sprintere. Og her er der særligt to ryttere, der skiller sig ud.

- Caleb Ewan og Sam Bennett er egentlig de to, som jeg ser som de to største sprintere. Caleb Ewan er rigtig godt kørende. Det er Sam Bennett også. Jeg var sportsdirektør i Wallonien Rundt, hvor de begge to vandt en etape, og de var også begge to godt kørende på de sidste to dage, som var noget hårdt terræn i Ardennerne. De er begge to i kanonform, så jeg ser en virkelig stor duel mellem Ewan og Bennett.

Det kan være, han kommer som skudt ud af en kanon

Lars Bak om Elia Viviani

Og der er to meget simple årsager til, at det netop er Ewan og Bennett, der står stærkest. De er i forvejen to af de absolut bedste sprintere i verden, og så kommer de til Touren med et hold, der er bygget op omkring massespurter.

- Lotto Soudal er jo 100 procent bygget op omkring Caleb Ewan. Han har fået John Degenkolb til sit leadout, og så har han Roger Kluge og Jasper de Buyst, der også var godt kørende i Wallonien. Så taktikken er 100 procent for Caleb.

- Jeg ved godt, Deceuninck - Quick Step har Julian Alaphilippe, men det er jo ikke sådan, at han skal gå efter klassementet. Sidste år gik det hele op i en højere enhed, men ellers er de jo bygget 100 procent op omkring Sam Bennett.

Det faktum, at Bennett og Ewan har mandskaber, der er bygget op omkring dem, betyder, at de er bedre stillet end store navne som Elia Viviani og Peter Sagan.

Derfor har Lars Bak givet et bud på, hvordan rangeringen er mellem de forskellige sprintere i feltet:

De næstbedste

Lige bag de to største favoritter har Lars Bak peget på Elia Viviani og Peter Sagan. Peter Sagan kommer ikke ind til Tour de France med den bedste optakt i bagagen, men han skal bare aldrig afskrives.

- Jeg er egentlig lidt overrasket over, at Sagan kører Touren. Jeg havde regnet med, han skulle køre Giroen. Men han har jo vundet pointtrøjen seks gange, så selvfølgelig er han også med i betragtningen. Jeg tror faktisk, der er mange etaper, der kommer til at ligge til ham i år, fordi det er noget hårdt terræn. Og så er Sagan bare er altid godt kørende i Touren og vil helt sikkert gå efter den grønne trøje.

- Han har stadig klassementshåbet Emanuel Buchmann på holdet, men Sagan er jo bare Sagan. Han er et af de største ikoner i cykelsporten, så han får frit lejde til at gøre, hvad han vil. Så det ser jeg ikke som et problem.

Elia Viviani blev hentet til Cofidis efter en perlerække af store resultater hos Deceuninck - Quick Step. Den tunge sprinter har dog hidtil intet præsteret hos sit nye mandskab.

- Der er et stort spørgsmålstegn ved Viviani. Jeg synes ikke, han har holdet til at hjælpe ham. Jeg har ikke set meget fra ham i år. Men det er jo det, der gør Touren så spændende, fordi der altid kommer overraskelser. Og det kan være, han kommer som skudt ud af en kanon.

Dem, der virkelig kan udfordre

Under de fire største navne har Lars Bak peget på tre ryttere. Det drejer sig om Wout van Aert, Cees Bol og Giacomo Nizzolo.

Førstnævnte har været forrygende efter coronapausen med sejre i Strade Bianche, Milano - Sanremo og Dauphiné. Han kører dog bare på et hold, der har flere klassementsryttere med.

- Wout van Aert kommer selvfølgelig til at være den her luksushjælperytter i alt terræn for Jumbo-Visma, men han er stadigvæk en rytter, der kan gå efter den grønne trøje. Jeg tror dog ikke, han får lov til det. Men han er allerede en favorit på første etape, da det kan ende med, der kun sidder 80 mand i spurten, fordi et hold har sat tempo undervejs.

Team Sunweb har valgt at satse på Cees Bol i år i stedet for Michael Matthews. Og i sidste øjeblik blev Casper Pedersen udtaget, fordi han skal køre leadout for Bol. Så alt tyder også på, at Sunweb ser noget stort i hollænderen.

- Cees Bol er jo en darkhorse til at vinde en af de her helt flade etaper. Han er en stor dreng, siger Lars Bak og peger på endnu en outsider:

- Nizzolo er også en darkhorse til at vinde første etape. Nu skal jeg selvfølgelig passe på med at rose NTT for meget, men den ligger godt til ham, hvis alt flasker sig. Men Nizzolo skal også regnes med, for han er lige blevet italiensk mester.

'En andenrangsrytter skal nok få en sejr'

Det decimerede topsprinterfelt kommer også til at åbne muligheder. Bennett, Ewan og Sagan kan således ikke vinde det hele.

Derfor kommer rytterne, som Lars Bak har givet en og to stjerner, også til at kunne lege med om etapesejre.

- Der kommer helt sikkert sprintere fra anden række, der kommer til at tage en etapesejr. Groenwegen, Démare og Gaviria stiller ikke til start, og du har en Viviani, der ikke er godt kørende. Der vil være ryttere, der kan øjne en etapesejr.

Se samtlige minutter fra Touren direkte på TV 2 eller TV 2 PLAY.