Tour de France

De slog verdens bedste og satte rekord i bemærkelsesværdig Tour-debut

Tour de France er tilbage i den sydfranske by Nice, hvor et undertippet hold ved seneste besøg satte en bemærkelsesværdig rekord.

Matthew Goss blottede tandsættet i et anstrengt smil af smerte.

Hele hans krop forsøgte at presse de sidste kræfter ud i pedalerne.

Han kastede cyklen frem. Hvilket blev afgørende. Tiden stoppede, da han som femte mand passerede målstregen.

25 minutter og 56 sekunder.

Han og resten af Orica-GreenEDGE-holdet, nuværende Mitchelton-Scott, havde sat bedste tid på holdtidskørslen. Marginalt.

Med blot 75 hundrededele af et sekund havde de vippet favoritterne og verdensmestrene fra Omega Pharma-Quick-Step væk fra det varme sæde.

Den 25 kilometer lange rute i Nices gader var tilmed tilbagelagt i rekordhøj fart.

I gennemsnit havde de cyklet 57,841 kilometer i timen, hvilket fortsat er det hurtigste nogensinde på en Tour de France-etape.

Simon Gerrans i sin første Tour de France-førertrøje.

Udover sejren på 4. etape tog holdet også førertrøjen med Simon Gerrans. Det kunne nærmest ikke blive bedre for det australske hold i deres Tour-debut.

- Det var, som om alle juleaftener faldt samme dag. At komme til Touren for første gang, slå de bedste i verden og tage den gule trøje. Det var et kæmpe øjeblik for holdet og mig personligt, siger Stuart O'Grady til TV 2 SPORT.

Mere end syv år senere er Tour de France-cirkusset igen tilbage i den sydfranske by.

Tilbage til der, hvor Orica-GreenEDGE 2. juli 2013 virkelig trådte sig ind i cykelsportens fineste selskab.

Tempomaskinernes dessert

Klokken 16.23 accelererede ni ryttere i hvide, blå og grønne tætsiddende dragter samt dråbeformede hjelme ned ad startrampen på Avenue Félix Faure.

Sprængfyldt med selvtillid.

Det kan være en skræmmende dag. For du vil ikke være ham, der er dårlig

Stuart O'Grady

Ganske vist var det Orica-GreenEDGEs første deltagelse i Tour de France, men de havde allerede gjort sig bemærket.

På 3. etape havde Simon Gerrans sikret sit holds første Tour-sejr.

- Filosofien og mentaliteten på holdet var, at man altid skulle gøre sit bedste. Og det gjorde vi. Vi var i rigtig god form og arbejdede bare godt sammen. Det smittede af på holdets selvtillid. Det giver lige den ekstra procent, som kan gøre den store forskel, siger O'Grady.

Han var med sine 40 år dengang holdets ældste. I sin tid hos det danske hold Team CSC havde han prøvet at have stor succes i den kollektive disciplin.

- Jeg kunne bruge mit lederskab og erfaring på holdtidskørsler, som jeg elskede. Men det kan være en skræmmende dag. For du vil ikke være ham, der er dårlig.

- Og vi vidste, at det ville blive en super hurtig tidskørsel, hvor det var vigtigt at starte utrolig hårdt ud. Uden at komme for tidligt op i den røde zone.

Stuart O'Grady cyklede i fem år for Team CSC.

På 4. etape var det Cameron Meyer og Svein Tufts tur til at træde i karakter. De havde ansvaret for lige efter startrampen omgående at få holdet op i høj fart.

Til venstre ad Rue de la Buffa. Venstre ad Boulevard Gambetta. Derefter til højre på Promenade des Anglais.

Tre sving inden for de første 1,5 kilometer. Op med tempoet igen.

Det var slut med den tekniske del. På de resterende 23,5 kilometer var der kun seks sving. Pandekageflad. En dag, hvor de store tempomaskiner slikkede sig lækkersulten om munden.

Fordel fra banecykling

Mens det australske hold trampede løs i pedalerne ad den engelske strandpromenade, var Lars Bak i gang med at 'rulle af' foran Lotto-Belisols holdbus.

Det var først her, han fik et overblik over, hvor stærkt hans hold egentlig havde kørt.

Det var vildt at kigge ned og se, hvor stærkt vi kørte

Stuart O'Grady

Højst overraskende var de kommet ind i præcis samme tid som Garmin, der var en af forhåndsfavoritterne.

Rytter for rytter havde det belgiske hold ikke samme stærke hold til tidskørsel som Garmin. Men de var et homogent hold.

Det samme var tilfældet med Orica-GreenEDGE. Selvom de modsat andre løb ikke stillede til start med et decideret tidskørselhold.

- Alle ryttere kan holde en fart på 60-62 kilometer i timen på flad vej. Men det er de små marginaler, der afgør det. Hvor tæt kan du sidde på hjul af rytteren foran dig? At huske at slå ud så snart du ikke kan holde den samme fart længere. Ikke at sidde ude i vinden for lang tid.

- Det var Orica sindssygt gode til, fordi flere af deres ryttere havde en fortid på banecyklingen. Sidde rigtig tæt, holde en topfart og være aerodynamiske. Alle de tekniske ting, som betyder meget i en tidskørsel, lærer du der, påpeger Lars Bak i dag om Orica-holdet.

Orica-GreenEDGE på Promenade des Anglais med Middelhavet i baggrunden.

66 kilometer i timen

Ved første mellemtid var Orica-GreenEDGE tre sekunder efter favoritterne fra Omega Pharma-Quick-Step.

Kort efter fulgte et venstresving ned ad Route de Grenoble.

Kursen var sat mod lufthavnen i Nice, hvor det sidste rigtige sving på ruten var.

Herefter ville rytterne komme tilbage på Promenade des Anglais med målstregen nogle kilometer længere fremme.

Det var kun nødvendigt for fem ryttere at passere stregen, før en tid var registreret.

Så da rytterne havde passeret mellemtiden efter 13 kilometer, var det tid for nogle af rytterne til at brænde det sidste af.

Den første var Cameron Meyer.

Der var ikke nogen bedre måde at slutte karrieren af på

Stuart O'Grady

Foran lufthavnen var det O'Gradys tur til at give alt. Cykelcomputeren viste 66 kilometer i timen.

- Jeg tog den største føring, jeg overhovedet kunne. Det var vildt at kigge ned og se, hvor stærkt vi kørte. Det var en fed følelse, mindes han.

Svein Tuft tog over. Tempoet hos det canadiske lokomotiv fik Brett Lancaster til at falde fra kort efter.

Seks ryttere tilbage.

Med over 60 kilometer i timen bragede de op ad den solrige engelske strandpromenade i Nice, der snor sig langs Middelhavets kyst. Med massevis af festglade tilskuere på hver side.

Simon Clarke blev sat med cirka 100 meter til mål, men det spillede ingen rolle.

Simon Gerrans, Svein Tuft, Michael Albasini, Daryl Impey og til sidst Matthew Goss sørgede for de sidste pedaltråd i et holdløb i verdensklasse.

De resterende Orica-GreenEDGE-ryttere passerer målstregen.

Perfekt karriereafslutning

Da hverken Lampre-Merida, Vacansoleil-DCM, BMC Racing eller RadioShack-Leopard efterfølgende var hurtigere, vandt det australske hold for anden dag i træk en etape.

- Vi var bestemt ikke de stærkeste på forhånd. Men vi gav alt, hvad vi havde og kunne ikke have gjort mere. Det var stort, siger O'Grady.

For ham personligt betød sejren også meget.

I 1998 havde han den gule trøje i Tour de France på tre etaper. Tre år senere nåede han at have førertrøjen i den franske Grand Tour på seks etaper.

Stuart O'Grady i den gule trøje, da han kørte for Crédit Agricole.

Med et karrierestop ventende efter Touren i 2013 føltes sejren som en fuldendt cirkel.

- Det var sidste gang, jeg stod øverst på podiet i min karriere. Og at slutte med den sejrsfølelse i Tour de France, som har været så stor en del af mit liv, var surrealistisk. Der var ikke nogen bedre måde at slutte karrieren af på, siger australieren.

Simon Gerrans nåede at have føretrøjen i to dage, inden han afleverede den til holdkammeraten Daryl Impey, som også havde den i to dage.

O'Grady nåede at køre Touren 17 gange, hvilket på daværende tidspunkt var en tangering af rekorden.

Den er siden blevet slået af Sylvain Chavanel med 18 deltagelser.