Cykling

Matthews river sin kontrakt i stykker før tid og skifter hold

Den australske sprinter bliver på Mitchelton-Scott genforenet med holdejer Gerry Ryan, der tidligere har hjulpet Matthews i sin karriere.

Cykelrytteren Michael Matthews skifter fra næste sæson fra tyske Team Sunweb til sin tidligere arbejdsgiver Mitchelton-Scott.

Den 29-årige australier havde ellers kontrakt med Sunweb frem til slutningen af 2021, men parterne er blevet enige om et ophæve kontrakten ved årsskiftet. I stedet skal Matthews køre for det australske hold allerede fra starten af 2021.

Dermed vender Matthews bogstavelig talt 'hjem', da cykelrytteren kørte for holdet, der gik under under navnet Orica-GreenEDGE igennem fire sæsoner fra 2013 til 2016.

Vi kunne ikke være gladere for, at han er tilbage, hvor han hører til

Gerry Ryan, holdejer Mitchelton-Scott

Fulgte sit instinkt

Michael Matthews er på Mitchelton-Scott udset til både at skulle gøre sig gældende i klassikerne samt jagte sejre i de største etapeløb, skriver cykelholdet på sin hjemmeside.

Og den australske sprinter ser frem til udfordringerne på sit kommende cykelhold.

- Det føltes bare rigtigt, siger Matthews om skiftet og tilføjer, at han fulgte sit instinkt.

- Muligheden for at komme tilbage var der, og man er nødt til at tage mulighederne, når de er der. På dette tidspunkt i min karriere føltes det bare rigtigt, og holdet har budt mig velkommen tilbage med åbne arme, hvilket virkelig er specielt, udtaler Michael Matthews.

Den 29-årige rytter bliver på Mitchelton-Scott genforenet med holdejeren, Gerry Ryan, som tidligere har hjulpet Matthews i sin karriere som junior og U23-rytter.

Holdejer Gerry Ryan er da også særdeles tilfreds med at have sikret papir på den australske sprinter.

- Michael er en unik rytter, som har givet denne organisation nogle af vores mest spektakulære sejre på verdens største scene, inklusiv Tour de France. Vi kunne ikke være gladere for, at han er tilbage, hvor han hører til, siger Gerry Ryan.

En notorisk vinder

Michael Matthews blev noget overraskende ikke udtaget til dette års Tour de France af sit nuværende hold, Team Sunweb.

Søndag kom det frem, at det tyske cykelhold havde givet Michael Matthews lov til at kigge sig om efter en ny arbejdsgiver, og der skulle altså ikke gå længe, før australieren havde sikret sig en ny kontrakt.

Mitchelton-Scott får i Michael Matthews en rytter, der er vant til at vinde på de største cykelscener.

Matthews har vundet i alt otte etapesejre i de tre Grand Tours, som fordeler sig med tre i Tour de France, to i Giro d'Italia og tre i Vuelta a España.

Australieren vandt Tourens grønne pointtrøje i 2017 og er dermed den eneste rytter, der de seneste otte år har forhindret slovakiske Peter Sagan i at iføre sig den eftertragtede sprintertrøje i Paris.

Michael Matthews har også i den nuværende sæson fortsat sin sejrsstime.

I sidste uge vandt australieren éndags-løbet Bretagne Classic, og Matthews blev nummer tre i det italienske monument Milano-San Remo i starten af måneden.