Tour de France

Norge har udlignet enorm dansk Tour-føring: - Gør meget ondt på danskerne

Alexander Kristoff sikrede Norge den 19. etapesejr i Tour de France, så nationen kom op på siden af Danmark. Stuart Franklin / Ritzau Scanpix

Alexander Kristoffs sejr på 1. etape har pustet nyt liv i rivaliseringen mellem Danmark og Norge.

En nordmand lige foran en dansker - Kristoff lige foran Pedersen.

Det var resultatet af årets første Tour de France-etape, og dermed har Norge udlignet Danmarks forspring i den evige Tour-rivalisering mellem de to nationer.

Det betyder meget for danskerne at ligge foran os, fjeldaberne

Mads Kaggestad, cykelekspert for TV 2 Norge og tidligere professionel cykelrytter

Danske etapevindere i Touren

  • Mogens Frey (1970)
  • Kim Andersen (1983)
  • Jørgen V. Petersen (1985)
  • Johnny Weltz (1988)
  • Jesper Skibby (1993)
  • Bjarne Riis (1993, 1994, 1996, 1996)
  • Bo Hamburger (1994)
  • Rolf Sørensen (1994, 1996)
  • Jakob Piil (2003)
  • Michael Rasmussen (2005, 2006, 2007, 2007)
  • Nicki Sørensen (2009)
  • Magnus Cort (2018)

Både Danmark og Norge har nu vundet 19 etaper i verdens største cykelløb.

- Touren er rigtig lang, så mon ikke, vi gør vores til, at vi kommer foran igen. Jeg tror, I har en større beef omkring det, end vi har, men man vil da gerne være foran de andre i Norden. Det er klart, siger Mads Pedersen til TV 2 SPORT.

Gør ondt på danskerne

Den norske cykelekspert Johan Kaggestad har gennem flere år kommenteret Tour de France for TV 2 Norge.

Ifølge cykeleksperten er det til stor irritation for danskerne, at Norge har udlignet i det interne regnskab.

- De (Danmark, red.) ser Norge som en lillebror og sig selv som stor cykelnation. At se Norge puster dem i nakken, tager nogle titler og vinder etaper, det gør meget ondt på danskere, siger Johan Kaggestad.

Ekspertens søn, den tidligere professionelle cykelrytter Mads Kaggestad, sender også en stikpille til de danske cykelfans.

- Det betyder meget for danskerne at ligge foran os, fjeldaberne, siger Mads Kaggestad, der ligeledes fungerer som cykelekspert for TV 2 Norge.

Norske etapevindere i Touren

  • Dag Otto Lauritzen (1987)
  • Thor Hushovd (2002, 2004, 2006, 2006, 2007, 2008, 2009, 2010, 2011, 2011)
  • Kurt Asle Arvesen (2008)
  • Edvald Boasson Hagen (2011, 2011, 2017)
  • Alexander Kristoff (2014, 2014,  2018, 2020)

Kristoff vil bringe Norge i front

Den seneste danske etapesejr er fra 2018, hvor Magnus Cort triumferede på 15. etape. Det bragte Danmark foran med to, men da Kristoff vandt både på Champs-Élysées samme år og på første etape i år, så er stillingen altså uafgjort.

Vidste du, at du udlignede til 19-19 mellem Danmark og Norge? ’

- Med Danmark? Nej det vidste jeg ikke.

Mads vil gerne have den tippet over til Danmark igen.

- Ja, og jeg vil prøve at give Norge føringen, siger Kristoff til TV 2 SPORT.

Går man tilbage til årtusindskiftet, var Danmarks føring ellers helt og aldeles suveræn. Her var stillingen nemlig 12-1.

Hvad samlede Tour-sejre angår, er Danmark stadig i front. Bjarne Riis vandt Tour de France i 1996, mens Norge stadig har den første sejr til gode.

Riis har efterfølgende indrømmet brug af doping, men det skete først efter forældelsesfristen, og derfor står han stadig som vinder af løbet.

Og hvad så med vores fælles naboland, Sverige?

Det kan vi hurtigt komme rundt om. Magnus Bäckstedts etapesejr i 1998 er stadig den eneste Tour-triumf, svenskerne kan prale af.

Tre andre statistikker efter Kristoffs sejr

  1. Det var første gang, Kristoff lagde sig i spidsen af en Grand Tour - både hvad angår klassementet og pointkonkurrencen
  2. Kristoff er kun den anden nordmand, der har den gule og den grønne trøje i Tour de France
  3. Kristoff er nu den nordmand, der har vundet næstflest etaper i Touren. Hushovd (10), Kristoff (4) og Boasson Hagen (3) har vundet flest etaper