Tour de France

Jumbo-Visma i ny Tour-triumf - belgisk stjerne vinder tæt spurt

En begivenhedsløs 5. etape uden udbrud blev afgjort i massespurt. Her var Wout van Aert hurtigst og sikrede Jumbo-Visma anden etapesejr i træk.

Top-3 på etapen

  1. Wout van Aert (Jumbo-Visma)
  2. Cees Bol (Sunweb)
  3. Sam Bennett (Quick-Step)

Klassementet

  1. Adam Yates (Mitchelton-Scott)
  2. Primoz Roglic (Jumbo-Visma) +0:03
  3. Tadej Pogacar (UAE) +0:07

Trøjerne efter etapen

  • Gul: Adam Yates (Mitchelton-Scott)
  • Prikker: Benoît Cosnefroy (AG2R)
  • Grøn: Sam Bennett (Quick-Step)
  • Hvid: Tadej Pogacar (UAE)

Se alle resultater her: Etapen / klassementet

Dagens danskere

Michael Mørkøv var klar for Sam Bennett på den indlagte spurt. Ikke alene afleverede danskeren Bennett til de maksimale 20 point. Mørkøv tog selv andenpladsen, så de 17 point ikke gik til en rival i kampen om den grønne trøje.

I finalen afleverede Casper Pedersen Sunwebs sprintertog for Cees Bol. Bol var millimeter fra sejren, men blev slået af Wout van Aert.

Der var i virkeligheden mere drama efter etapen end undervejs, da Julian Alaphilippe fik en tidsstraf og måtte afgive den gule trøje til Adam Yates. Video: Magnus Stig Christensen

Referat

/ritzau/

Jumbo-Visma kan for anden dag i træk lade champagnepropperne springe.

Wout van Aert sørgede onsdag for holdets anden etapesejr i træk i Tour de France, da han fulgte op på Primoz Roglics triumf tirsdag og vandt 5. etape efter en massespurt.

Danske Casper Pedersen (Sunweb) leverede holdkammerat Cees Bol perfekt til spurten, men hollænderen måtte altså se sig slået af van Aert og blev nummer to.

Heller ikke Michael Mørkøv (Quick-Step) lykkedes med at køre sin sprinter til sejr. Sam Bennett blev nummer tre.

Mads Pedersen skulle forsøge at hjælpe holdkammerat Jasper Stuyven til sejr, men det mislykkedes også. Den danske verdensmester måtte slippe med lidt over en kilometer til mål, og belgiske Stuyven blev nummer fem.

Julian Alaphilippe holdt uden problemer fast i den gule trøje. Troede man.

Efter etapen blev han nemlig tildelt 20 strafsekunder for at have modtaget en vandflaske inden for de sidste 20 kilometer. Det er ikke tilladt, og derfor er den gule førertrøje nu på Adam Yates' (Mitchelton Scott) hænder.

Ingen udbrud

Onsdagens etape kan uden at overdrive kaldes en af de mest begivenhedsfattige i mange år.

De 183 kilometer fra Gap til Privas gik med undtagelse af et par enkelte mindre bump nedad næsten hele vejen. Afslutningen lå dog på toppen af en lille bakke. Sprinterne var altså i fokus, og der var ikke lagt op til krig i toppen af klassementet.

En næsten fast del af en Tour de France-etape er, at et udbrud kommer afsted. Men sådan skulle det ikke være onsdag. Kasper Asgreen viste dannebrogstrøjen frem kortvarigt, da han prøvede at stikke af, men det endte i ingenting.

Turen på tværs af Sydfrankrig blev derfor en rolig en af slagsen for feltet, som kørte med bred front undervejs. Et tegn på, at tempoet var overkommeligt, og at der ikke var nogen, der skulle holdes i snor forude.

Farten blev sat op med cirka 50 kilometer tilbage, og holdene begyndte deres placeringskamp frem mod finalen.

Sidevinden satte lidt kulør på optakten til afgørelsen. Ineos satte trumf på, og feltet slog sprækker, men Egan Bernal og co. kunne ikke ryste rivalerne af sig.

Det endte med en sprinterduel, og Wout van Aert - der sidste år udgik af Tour de France efter et grimt styrt - var hurtigst på aftrækkeren.

Torsdag skal rytterne finde bjergbenene frem igen. 191 kilometer skal tilbagelægges. Der er mål på toppen af kategori 1-stigningen Mont Aigoual.