Tour de France

Sprinter hylder dansk Tour-debutant efter stort resultat

Casper Pedersen spillede en afgørende rolle i afslutningen på 5. etape, hvor holdkammeraten Cees Bol blev nummer to.

For første gang i karrieren er Casper Pedersen i år med i Tour de France.

Det er begrænset, hvad vi har set til den danske Team Sunweb-rytter i løbet af de første dage, men da onsdagens etape skulle afgøres, spillede han pludselig en fremtrædende rolle i det hollandske storholds forsøg på at sikre et topresultat til sprinteren Cees Bol.

Team Sunweb satte sig frem på de sidste kilometer, og da Cees Bol skulle afleveres til spurten kort før målstregen, var det Casper Pedersen, der slog ud som sidste Sunweb-mand.

25-årige Cees Bol spurtede sig herefter frem til en andenplads, og efter etapen var han ikke sen til at overraske sin danske lead out-mand.

- Casper var den sidste mand. Allerede inden etapen snakkede vi om, at man ikke kunne se målstregen, så man skulle ikke være bange for at køre, og det var han ikke. Farten var meget høj. Han lod indersiden af det sidste sving være åben for mig.

- Faktisk leverede han alt det, som man forventer i et godt lead out. Det var et fantastisk arbejde fra ham – faktisk fra alle på holdet, siger Cees Bol til TV 2 SPORT.

Casper Pedersen kom selv i mål som nummer 13.

"Det gør ondt, når man er så tæt på"

Cees Bol blev kun slået af det belgiske fænomen Wout van Aert, og andenpladsen var hollænderens hidtil bedste resultat i Tour de France.

Alligevel var han skuffet i minutterne efter etapens afslutning.

- Jeg var så tæt på, og alle leverede så godt et stykke arbejde. Jeg skulle ikke meget på en anden måde, så jeg er ikke sur på mig selv, men selvfølgelig er jeg skuffet. Man lever for at vinde, så det gør ondt, når man er så tæt på, siger Cees Bol.

Cees Bol åbnede årets Tour de France ved at blive nummer tre på 1. etape.