Tour de France

Chef er bekymret for dansk Tour-debutant: - Vi er først lige startet

Trek-Segafredos danske sportsdirektør Kim Andersen siger, at Niklas Eg helst skal være klar i bjergene.

Umiddelbart så torsdagens etape i Tour de France ud til at være en nem en af slagsen for de klatrestærke ryttere.

Angrebene udeblev i feltet, og en større gruppe kom i mål sammen. Men den danske Tour-debutant Niklas Eg, der under normale omstændigheder har sine styrker, når de går opad, havde en anden opfattelse, da han kom i mål.

- Det var hårdt. Jeg bøvlede lidt med det derude i dag, men de dage er der også en gang imellem, siger Trek-Segafredo-rytteren til TV 2 SPORT og afviser, at der var tale om sygdom.

- Jeg har bare ondt i benene. Men sådan er det en gang imellem, og så er det op på hesten igen. Så må vi håbe, det bliver bedre de kommende dage.

Og det faktum, at 25-årige Niklas Eg ikke følte sig godt tilpas på 6. etape af den franske Grand Tour, er ikke positive tegn for holdets danske sportsdirektør Kim Andersen.

- Han så ikke så godt ud. Han var forpint.

Er det bekymrende?

- Ja, det er det da. Vi er først lige startet. Vi må håbe, det bare er en dårlig dag, siger Kim Andersen.

Til trods for den dårlige dag på kontoret var Niklas Eg den bedste dansker på etapen. Han kørte i mål som nummer 70 - lidt over et kvarter efter Alexey Lutsenko fra Astana.

Eg skal bruges på bjergetaperne

Fredag venter der Tour-feltet en decideret flad etape, der med stor sandsynlighed ender i en massespurt. Det er derfor ikke en dag for Niklas Eg, men allerede på lørdag skal den danske bjergrytter helst være klar igen.

Her skal rytterne over to kategori 1-stigninger og en stigning uden for kategori.

- Vi er nødt til at spare ham så meget, vi kan, men vi skal også bruge ham. Han er med for at skulle hjælpe i bjergene. Vi har kun fire bjergryttere med, så forhåbentlig var det bare en dårlig dag, siger Kim Andersen.

Trek-Segafredo kører i dette års Tour de France for australske Richie Porte, mens også Bauke Mollema fortsat ligger godt til i klassementet.

Niklas Eg har tidligere kørt både Giro d'Italia og Vuelta a Espana en enkelt gang. Han har endnu ingen sejre som professionel.