Tour de France

Danske kollegaer føler med verdensmesteren Mads Pedersen

Mads Pedersen under 3. etape af Tour de France.  Marco Bertorello / Ritzau Scanpix

Mads Pedersen må pakke VM-trøjen væk, når han kommer hjem fra Tour de France.

Dagene som regerende verdensmester er så småt talte for Mads Pedersen.

Med annonceringen af VM i Imola står det klart, at Pedersens sidste løbsdag i den regnbuestribede trøje er forbi, når han og resten af Tour de France-feltet når til Paris.

Tour de France slutter den 20. september, og VM i linjeløb køres kun en uge senere – og her har Pedersen afskrevet sine muligheder for at genvinde trøjen.

Samme opfattelse har en række af hans danske kollegaer, fordi ruten i Imola byder på næsten 5000 højdemeter. Det er ikke terræn for Pedersen, og derfor føler kollegaerne med verdensmesteren.

Michael Valgren, NTT Pro Cycling: - Det er synd, han ikke får lov til at køre nogle flere løb i trøjen. Især klassikerne. Det havde han fortjent.

Søren Kragh Andersen, Sunweb: - Det er lirens at sidde i feltet med ham. Jeg kørte også Paris-Nice med ham, men jeg har ondt af ham, fordi han ikke fik lov til at køre klassikerne i den trøje. Jeg tror, han kunne have gjort det rigtig godt. Han tager sig godt ud i trøjen, og jeg synes, det er megasejt, han kører Tour de France i den trøje.

Niklas Eg, Trek Segafredo: - Mads bærer trøjen rigtig flot, og han er absolut en værdig verdensmester. Han skal nok få mulighed for at vinde trøjen tilbage i fremtiden. Det er jeg ikke i tvivl om. Det er fedt at køre på hold med en verdensmester. Der er en masse respekt om den trøje.

På grund af den nye coronavirus blev store dele af forårssæsonen enten aflyst eller udsat. Det betyder, at Mads Pedersen i alt har kørt 14 løb iført regnbuestriberne. Tre af de 14 løb lå i efteråret 2019, hvor han udgik hver gang. Udsættelserne betyder også, at han ikke får lov at køre Paris-Roubaix, der er et af favoritløbene, i VM-trikoten.

- Det havde været nogle lirens billeder, skriver Mads Pedersen i verdensmesterens SMS-dagbog.

- Men 5000 højdemeter bliver det sgu svært. Heldigvis har vi andre gode bud.

Mads Pedersen har hentet én sejr i VM-trøjen. Det var på anden etape i Polen Rundt. Derudover blev Pedersen nummer to på årets første Tour-etape - der i øvrigt også var Pedersens debut i Touren.