Tour de France

Rival opdagede svaghedstegn, da Bernal råbte til holdkammerat

Egan Bernal sagde selv efter torsdagens etape, at han havde det "meget bedre" end de foregående dage.

Spørgsmålene har været mange om Egan Bernal op til Tour de France.

Kort tid inden årets første Grand Tour styrtede colombianeren og udgik af optaktsløbet Critérium du Dauphiné, og derfor har flere tvivlet på, hvor han står rent formmæssigt forud for de store bjergslag i den franske Grand Tour.

Torsdag har Trek-Segafredos Bauke Mollema givet næring til tvivlerne, da han på de afgørende meter af 6. etape observerede det, der kunne være en Egan Bernal i problemer.

- Jeg var meget overrasket over, at der var et hul til Bernal. Han sagde "rolig, rolig" til Kwiatkowski på de sidste 200 meter. Måske ville han ikke køre hurtigere, eller også havde han det ikke godt, siger Bauke Mollema til hollandske NOS.

På tv-billederne kan man rigtigt nok se, at Egan Bernal råbte noget til Michal Kwiatkowski i et øjeblik, hvor polakken havde skruet tempoet i vejret for at lukke et hul til Julian Alaphilippe. Kort forinden kunne man på billeder fra luften, at Kwiatkowski skabte et hul til Bernal, da han satte efter Warren Barguil.

Ud fra billederne kan det naturligvis ikke konkluderes, at den forsvarende Tour-vinder råbte, at Kwiatkowski skulle sænke farten igen.

"Han virkede ikke til at være flyvende"

Ifølge TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen er det ikke helt utænkeligt, at Egan Bernal var dårligt kørende - og det er ikke kun vurderet på de sidste meter.

- Jeg tænker, at man måske kan tolke lidt - også med den måde de kørte på. Han virkede ikke til at være helt flyvende, siger eksperten og tilføjer, at holdende lægger mærke til de små svaghedstegn, som Mollema i dette tilfælde har opdaget.

- Nu skrives der om det, og så snakker de andre hold om det. Jeg tror, at der er mange hold, der snakker om, at INEOS ikke er så gode, som de plejer.

Bernal får det bedre dag for dag

Egan Bernal mistede ikke tid på etapen i forhold til sine direkte konkurrenter i klassementet, da han kom i mål som nummer otte sammen med resten af favoritgruppen.

Da den 23-årige colombianer mødte pressen umiddelbart efter etapen, kunne han ikke genkende billedet af, at han skulle have været i problemer.

- Jeg får det en smule bedre dag for dag, og i dag havde jeg det meget bedre. Jeg er nødt til at forblive tålmodig og restituere så godt som muligt.

På etapens afsluttende stigning, Col de la Lusette, var der da heller ikke meget, der tydede på, at Egan Bernal skulle være dårligt kørende. Team INEOS satte sig frem og styrtede tempoet - omend det ikke var noget hårdt tempo, der blev sat.

- Vi vidste, at det var en svær stigning med et dårligt underlag, så det handlede egentlig bare om at undgå problemer. At sidde på hjul af nogen på stigningen ville kun gøre det værre, så vi besluttede os for at holde os fremme og sætte vores egen fart, siger Kwiatkowski til ITV ifølge Cyclingnews.

Satser på Tourens sidste uge

Det var anden gang under dette års Tour, at en etape sluttede på toppen af en stigning. Første gang var i tirsdags, og her var Primoz Roglic, der betragtes som Bernals største rival til sejren, suveræn i spurten og krydsede målstregen først.

Grundet bonussekunder er sloveneren derfor 10 sekunder foran Egan Bernal inden de kommende bjergslag i Pyrenæerne.

Men det bliver ikke nødvendigvis her, at colombianeren lukker det minimale hul eller måske endda får overtaget. På Team INEOS har de andre planer.

- Jeg tror, vi er nødt til at være tålmodige. Det bedste scenarie er at komme ind i tredje uge i en så god position som muligt og så forsøge at genvinde det, vi har tabt på det tidspunkt, når vi kommer til de lange bjerge, sagde Egan Bernal efter 4. etape.

I 2019 var det også primært topresultater i løbets sidste uge, der gjorde, at Egan Bernal kunne stå øverst på podiet, da de nåede Paris.

Forhåndsfavoritten Aleksej Lutsenko tog en flot sejr på 6.etape. Video: Magnus Stig Christensen