Tour de France

Flere favoritter tabte tid i sidevinden - få overblikket her

Fredagens etape i Tour de France blev en dyr en af slagsen for flere favoritter i klassementet, da Team INEOS angreb i sidevinden.

Sidevind har år efter år vist sig at spille en stor rolle i Tour de France.

Og 2020 blev ikke en undtagelse.

På forhånd var fredagens 7. etape udråbt som en dag, hvor der var en sandsynlighed for, at sidevinden ville skabe splittelser. Alligevel blev flere favoritter fanget, da Team INEOS med 38 kilometer til mål satte et storstilet angreb ind.

UAE Emirates Tadej Pogacar, der inden etapen var indehaver af løbets ungdomstrøje, Mikel Landa fra Bahrain-Merida og Trek-Segafredos Richie Porte var blandt fredagens største tabere i klassementet.

Favoritternes klassement efter 7. etape

1. Adam Yates (Mitchelton-SCOTT)

2. Primoz Roglic (Jumbo-Visma) +0'04

3. Guillaume Martin (Cofidis) +0'09

4. Egan Bernal (INEOS) +0'13

5. Tom Dumoulin (Jumbo-Visma) +0'13

6. Nairo Quintana (Movistar) +0'13

7. Romain Bardet (AG2R) +0'13

8. Miguel Angel Lopez (Astana) +0'13

9. Thibaut Pinot (Groupama-FDJ) +0'13

10. Rigoberto Uran (EF Pro Cycling) +0'13

11. Julian Alaphilippe (Deceuninck-QuickStep) +0'15

12. Emanuel Buchmann (BORA-hansgrohe) +0'22

13. Enric Mas (Movistar) +0'22

14. Alejandro Valverde (Movistar) +0'34

16. Tadej Pogacar (UAE Emirates) +1'28

19. Mikel Landa (Bahrain-McLaren) +1'34

20. Richie Porte (Trek-Segafredo) +1'34

21. Richard Carapaz (INEOS) +2'02

Sagan smadrede dagen for sprinterne

På forhånd var fredagens etape udråbt som en dag for sprinterne, selvom der var en risiko for sidevind. Men forventningerne til en massespurt blev hurtigt ødelagt.

BORA-hansgrohe med Peter Sagan kørte sig frem efter få kilometer og satte et massivt angreb ind på resten af feltet, da de nåede ind på kategori-3-stigningen Côte de Luzençon i begyndelsen af etapen.

Og konsekvenserne var enorme for feltets hurtigste ryttere, der blev sat en efter en.

Caleb Ewan og Giacomo Nizzolo blev sat som de første, og herefter fulgte en lang række store sprintere. Sam Bennett, Alexander Kristoff, Cees Bol, Elia Viviani og danske Mads Pedersen mistede alle kontakten til feltet.

I løbet af kort tid var forspringet oppe på mere end to minutter, og det skulle vise sig bare at blive større og større.

- Av, av, av. Sikke et kup, han har lavet, Peter Sagan, lød det fra Rolf Sørensen under kommenteringen.

Peter Sagan udnyttede situationen til at blive nummer to i den indlagte pointspurt, hvilket betød, at han generobrede løbets grønne pointtrøje, der ellers havde siddet på Deceuninck-QuickSteps Sam Bennet de seneste to dage.