Tour de France

Når sidevind afgør cykelløb: Sådan fungerer viftekørsel

De hold der mestrer at køre i vifte, når der er sidevind i cykelløb, har en stor fordel. Men hvordan gør man det mest effektfuldt? Få svaret her.

Etaper, der på papiret ser helt harmløse ud, kan pludselig ende med scener, hvor selv de stærkeste ryttere kæmper for at hænge på.

Sidevind er nemlig en faktor, der kan vende op og ned på klassementet. Nogle af favoritterne elsker at udnytte og udfordre vinden, mens andre favoritter har koldsved blot ved tanken om den mindste brise.

Se listen over danske etapesejre i Tour de France

Kraftig sidevind fra starten af 14. etape Video: Ida Brodtkorb

Det er altid let at spotte, når sidevinden har effekt i feltet. Når der er sidevind, er kunsten at ligge i læ lidt mere kompliceret. Her vil man kunne se et langt felt, hvor rytterne søger mere og mere ud mod siden af vejen for at få læ og dermed spare energi.

Kommer vinden eksempelvis fra venstre mod højre, kan en rytter opnå læ i højre side skråt bag nærmeste rytter. Det kaldes 'viftekørsel'. Det har flere gange vist sig at være en utrolig svær disciplin for selv de bedste ryttere. For når man først mister sin plads i viften, er det yderst svært at få kontakt igen.

I videoen øverst i artiklen viser det daværende Team VéloConcept, der nu hedder Team Waoo, hvordan sidevindskørsel fungerer, og hvor det er bedst at ligge.