Tour de France

Selvsikker Mørkøv: - På de sidste 500 meter er jeg klart bedst

Michael Mørkøv har udviklet sig til at være en af de absolut bedste ryttere til at køre lead-out - hvis ikke dén bedste.

Selvtilliden fejler intet hos danske Michael Mørkøv.

Og det er der en god grund til. De seneste år har den danske Deceuninck-QuickStep-rytter leveret det ene succesfulde lead-out efter det andet for topsprintere som Alexander Kristoff, Elia Viviani og Sam Bennett.

Jeg har en hurtighed, der er tæt på de bedste sprintere

Michael Mørkøv

Eksperter, ryttere og fans har rost ham adskillige gange for sit arbejde. Men danskeren selv har også en klar fornemmelse af, hvad han er i stand til.

- Jeg ved jo, at hvis jeg kommer ind på de sidse 500 meter, så er jeg klart den, der har det bedste lead-out af de ryttere, der er i feltet. Det gælder om at komme ind på de sidste 500 meter og så vælge den rigtige vej at gå for at få leveret ham (Bennett, red.), sagde Michael Mørkøv, da han i AftenTouren på TV 2 blev bedt om at beskrive sig selv.

Et lead-out går kort og præcist ud på at køre holdets sprinter, som man satser på i finalen, frem til en optimal position forrest i feltet, så sprinteren selv kan køre et topresultat i hus på de allersidste meter i en massespurt.

En disciplin, som Michael Mørkøv har vist sig at mestre på et tårnhøjt niveau. Faktisk er han så god til sit arbejde, at han i foråret blev kåret som verdens næstbedste hjælperytter i en afstemning på Cyclingnews - kun overgået af den spanske veteran Mikel Nieve.

Men hvad er hemmeligheden bag Mørkøvs gode lead-out?

- Jeg har en hurtighed, der er tæt på de bedste sprintere, og det er mit våben, når jeg bruger det til lead-out i en spurt, siger Michael Mørkøv.

I videoen herunder kan du se Michael Mørkøv levere et perfekt lead-out for Sam Bennett under årets første World Tour-løb, Tour Down Under.

Ved årets første World Tour-løb, der køres i Australien, vandt Michael Mørkøvs holdkammeret Sam Bennett. Video: TV 2 SPORT

"Det er, som om han har øjne i nakken"

Michael Mørkøv har været professionel siden 2005, hvor han startede på kontinentalholdet Team GLS. Herfra gik turen i 2009 til Team Saxo Bank, inden han syv år senere skiftede til russiske Team Katusha.

Og det var på det russiske hold, han for alvor kørte sig ind i den absolutte verdenstop, når man snakker lead-out-ryttere.

På Team Katusha var det primært stjernesprinteren Alexander Kristoff, som danskeren servicerede. Her leverede Mørkøv på så højt et niveau, at nordmanden ønskede at få danskeren med, da han i 2018 skiftede til UAE Emirates.

TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen forstår godt, hvorfor Mørkøv er en eftertragtet herre.

- Han kan mærke, hvor meget han selv har, og hvor meget hans folk har, hvornår det skal være. Det er ligesom om, at han har øjne i nakken. Og nu er det altså mange, mange gange, han har ramt rigtigt.

- Det er nærmest kun hans egen sprinterkaptajn, som kan gøre det forkert eller ikke har benene til det. Han gør det til perfektion stort set hver gang, siger Rolf Sørensen.

Også Chris Anker Sørensen, der tidligere har kørt sammen med Michael Mørkøv på Team Saxo Bank, har store roser til overs for Deceuninck-QuickStep-profilen.

- Det, der er vildt med Mørkøv, er, at han altid bevarer roen. Selv når man sidder i en situation, hvor både sportsdirektøren og kaptajnen råber.

- Massespurter er jo noget af det mest stressende, du kan sidde i. Der kan han alligevel formå at bevare roen, tænke klart og styre toget, siger Chris Anker Sørensen.

Prøvede sig af som sprinter - uden held

Inden Michael Mørkøv fandt sit kald som lead-out-rytter, har han selv jagtet topplaceringer, hvor han har kæmpet med verdens hurtigste sprintere.

- Jeg har selv prøvet mig af som sprinter i de unge år, og det lykkedes jeg ikke med. Det er jo sådan, at hvis man vil være topsprinter, så skal man selv finde vej til at starte med, og man skal vise, at man kan vinde spurterne på egen hånd.

- Det formåede jeg ikke, men på et tidspunkt fandt jeg ind i denne rolle som leadout-mand, siger Michael Mørkøv.

På Deceuninck-QuickStep har Michael Mørkøv fået så stor en rolle, at han er blevet udtaget til Tour de France de seneste to år. I 2019 hjalp danskeren Elia Viviani til en enkelt sejr og yderligere tre podieplaceringer.

I dette års rundtur i Frankrig kører danskeren lead-out for irske Sam Bennett, og her er det indtil nu blevet til en anden- og tredjeplads. Nu håber Mørkøv, at der snart kommer en sejr til holdets topsprinter.

- Vi mangler stadig en sejr i den massespurt. Vi har været tæt på med Sam. Vi har været dominerende i de indlagte spurter, men vi skulle rigtig gerne have ham til at vinde en etape, og det kunne være rigtig flot i morgen iført grøn trøje, siger den rutinerede dansker.

Michael Mørkøv er heller ikke selv uden sejre. I 2013 vandt han en massespurt i Vuelta a Espana og tre danske mesterskaber i linjeløb. Derudover er han forsvarende verdensmester og europamester i parløb i banecykling sammen med Lasse Norman Hansen.