Tour de France

Fænomen havde Quick Step som førstevalg - men holdet turde ikke hente ham

Deceuninck-Quick Step var tæt på at hente en af cykelsportens store stjerner, men i sidste ende løb Jumbo-Visma med ham.

Wout van Aert er et af de varmeste navne i cykelsporten.

Den belgiske Jumbo-Visma-rytter har allerede hentet to etapesejre i Tour de France, hvor han ellers er udset til at passe på sine kaptajner.

Jeg ville ikke være den store skurk i international cykling

Patrick Lefevere, holdejer, Deceuninck-Quick Step

Men faktisk var han tæt på at havne på et helt andet hold. Deceuninck-Quick Step havde nemlig snørren ude, da Van Aert brød kontrakten med Verandas Willems-Crelan i september 2018.

- Indimellem tænker jeg tilbage på en samtale jeg havde med Wout i slutningen af 2018. Han havde lige brudt sin kontrakt med Verandas Willems-Crelan.

- Vi diskuterede et skifte til vores hold med hans manager, Jef Van den Bosch. På det tidspunkt var Deceuninck-Quick Step Wouts førstevalg, skriver Patrick Lefevere ifølge Wielerflits i sin klumme hos Het Nieuwsblad. Han er holdejer hos Quick Step.

Van Aert ville ud af sine kontrakt, da det kom frem, at Verandas Willems-Crelan skulle fusionere med hollandske Roompot - Nederlandse Loterij inden 2019-sæsonen.

Ville ikke være den store skurk

Men selvom Quick Step var tæt på at tilknytte det belgiske fænomen, var der et problem for holdejeren. UCI-regler gjorde nemlig, at han stadigvæk var forpligtet kontraktmæssigt.

Derfor ville Patrick Lefevere ikke hente ham, før han officielt var fri af sin kontrakt.

- Wout kunne ikke skifte på det tidspunkt. Jeg ville ikke være den store skurk i international cykling. Jumbo-Visma turde godt, og overraskende for mig gjorde UCI ikke noget ved det, forklarer Lefevere med henvisning til, at Jumbo-Visma skrev kontrakt med ham.

Oprindeligt skulle belgieren først skifte før 2020-sæsonen. Men Van Aert forsøgte at komme ud af sin kontrakt med Willems, som var blevet til Sniper Cycling efter fusionen, før tid. Det lykkedes ham i sidste ende, selvom holdet sagsøgte ham - en sag, som Van Aert vandt.

Nu kører han så for Jumbo-Visma - og også altså ikke Quick Step. Så kan I selv vurdere, hvem der er skurken i den sag.

Ikke desto mindre er det bare at nyde fænomenet Wout van Aert.