Tour de France

’Psykiske problemer og ingen karakter’ - rådgiver revser Tour-profil

På 9. etape vinkede Fabio Aru farvel til årets Tour de France, og det har mildest talt gjort holdrådgiver for UAE Emirates rasende.

Det kan se underligt ud, når en fisk ikke kan følge med den stime, den tilhører.

Det samme gjorde sig gældende, da italienske Fabio Aru fra UAE Emirates sagde fra og valgte at udgå fra dette års Tour de France midt på Pyrenæernes landeveje.

Han har ikke den karakter, der skal til

Giuseppe Saronni, holdrådgiver for UAE Emirates

Allerede fra starten af etapen kørte feltet fra italieneren, og han cyklede derefter alene i små 50 kilometer, hvorunder han tabte cirka 10 minutter til de resterende ryttere, inden han satte sig i holdbilen og endegyldigt forlod den franske rundtur.

Tidligere rytter og nuværende holdrådgiver for UAE Emirates, Giuseppe Saronni, lægger ikke fingre imellem sin mening om Fabio Aru.

- Aru har skuffet os. Han har problemer. Psykiske problemer. Han reagerer ikke på de vanskeligheder, der opstår. Han har ikke den karakter, der skal til. Nu må vi evaluere på, hvem der har besluttet at tage ham med til Tour de France, sagde Giuseppe Saronni til den italienske tv-station Rai 2. Det skriver La Flamme Rouge på Twitter.

Ved ikke selv hvad der foregår

Fabio Aru er da også den første til at lægge sig fladt ned.

Selv siger han, at han har haft sine bedste træningsresultater i de seneste tre år, ligesom han lørdag fortalte UAE Emirates' holdlæge, at han følte sig bedre tilpas og var optimistisk forud for søndagens etape.

- Jeg kan ikke rigtig sætte ord på, hvad der foregår, og det smerter mig. Nu er jeg her. I et dybt hul uden at forstå hvorfor.

- Jeg føler ikke, jeg fortjener det her. For jeg synes, at jeg altid har været eksemplarisk professionel og givet alt, hvad jeg kan. Det piner mig, at jeg ikke kan bidrage til holdets bedste og Tadej (Pogacar, red.), siger Fabio Aru i en pressemeddelelse.

Fremtiden spekuleres der heller ikke i.

- Min fremtid? Den tænker jeg ikke på lige nu. Jeg er stadig optaget af at sluge søndagens skuffelse, siger han.

Niende rytter der forlader Touren

Selvom Fabio Aru måtte kaste håndklædet i ringen, så fik UAE Emirates masser at glæde sig over, da deres store talent Tadej Pogacar krydsede målstregen som den første i en intens duel med Primoz Roglic og Mark Hirschi.

Med farvellet til Fabio Aru tilslutter han sig en nimandsgruppe, der allerede har taget afsked med Touren.

Han er dermed den 10. rytter, der har forladt cykelløbet.