'Alt strålede af styrke' - eksperter faldt i svime over vildt soloridt
Søndagens etape var en flot en af slagsen for unge Marc Hirschi. TV 2 SPORTs eksperter var dybt imponerede under kommenteringen.
En etape, der i lang tid var præget af, at feltet ikke tillod et eneste udbrud, udviklede sig pludselig til en spændende eftermiddag på de franske landeveje i Pyrenæerne.
Det kan man blandt andet takke den blot 22-årige Marc Hirschi for.
- Han (Marc Hirschi, red.) har en af de dage, hvor alt kan lade sig gøre. Alt fungerer for ham. Det er sådan en dag, hvor alt går op i en højere enhed, sagde TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen under kommenteringen.
Den tidligere U23-verdensmester og nuværende Team Sunweb-rytter begav sig ud på en vanvittig solorejse, da han med 90 kilometer igen løsrev sig fra det felt, der ellers ikke gav nogle ryttere lov til at slippe afsted.
Undervejs på de mange nedkørsler sendte schweizeren således implicitte stikpiller til CCC-rytteren Ilnur Zakarin, der lørdag leverede et studie i alt det, man ikke skal gøre på en nedkørsel.
- Ej, hvor er han dygtig til det her. Helt smooth med den der finesse, der skal til, når du kører nedad, sagde Rolf Sørensen med henvisning til Marc Hirschis flotte teknik på etapens nedkørsler.
Som at vinde i lotto
Søndagens etape bød ikke kun på stigninger. Med cirka 80 kilometer igen opstod der tåge, hvilket gjorde vejene under de tynde cykeldæk glatte.
Det slog dog ikke Marc Hirschi ud af kurs. Tværtimod.
- Han kører bare, som om det er tørt, sagde Chris Anker Sørensen.
Rolf Sørensen tilføjede:
- Det er den form for sikkerhed, man skal køre med på en nedkørsel, hvor man har den sensibilitet, der skal til. Han er jo ret komplet, og hvis han gør det færdigt, er det som at vinde i lotto.
Blev hentet kort før mål
Selvom mange seere nok sad og heppede på Marc Hirschi, lykkedes det ham dog ikke at følge det lange soloridt til dørs.
Rejsen sluttede under to kilometer fra mål, hvor flere af klassementets favoritter kom bragende bagfra.
Det endte i en intens duel, hvor UAE Emirates-rytteren Tadej Pogacar lykkes med at komme først over stregen i en herrefight mellem ham, Marc Hirschi selv og Primoz Roglic fra Jumbo Visma.
Marc Hirschi kom ind som nummer tre.
- Jeg er bare ked af det. Jeg er dog glad for præstationen, men jeg ønskede at vinde, så jeg er virkelig skuffet, sagde han til Tourens officielle hjemmeside efter etapen.
Til trods for nedturen på de sidste kilometer, fik Marc Hirschi efter etapen en solid bunke ros med på vejen fra Morten Bennekou, der er elitechef hos Danmarks Cykle Union og ekspert på TV 2 SPORT under dette års Tour.
- Alt hvad han gjorde i dag, strålede af styrke og var dybt imponerende, sagde Morten Bennekou.
Mandag venter Tourens første hviledag, men tirsdag 8. september går det allerede løs igen, når rytterne skal køre 10. etape fra Île d'Oléron til Île de Ré Saint-Martin.