Enten et 'langt skakspil' eller 'to sms'er' - sĂĄdan arbejder en cykelagent
Det kan tage måneder, før to cykelhold bliver enige om et køb af en rytter. Men nogle gange sker det over kun to tekstbeskeder.
Sportsdirektører, holdledere, scouts, ryttere og mekanikere.
Det er bare en håndfuld af de personer, en cykelagent skal være i kontakt med, hvis man vil undgå at sove i timen, når der forhandles nye rytteraftaler på plads.
En hverdag, som Ken Sommer kender alt til. Han er agent hos bureauet Corso, der blandt andet har danske Michael Valgren som klient, ligesom han arbejder for mange øvrige danske cykelryttere.
TV 2 SPORT har taget en snak om livet som cykelagent med den nu tidligere grundlægger af Leopard-Trek. Cykelholdet, som havde Schleck-brødrene i front og danske Kim Andersen som sportsdirektør.
- Jeg ser rigtig meget cykelløb, men ikke som den gennemsnitlige cykelfan. Det sker, at jeg ikke engang ved, hvem der vandt løbet. Der er så mange ting, som et resultatoverblik ikke viser, og derfor er det utopi at tro, at man kan dømme en rytter ud fra dette, siger Ken Sommer.
Med sidstnævnte henviser han til Casper Pedersen, som kom over målstregen som nummer 13 i femte etape af dette års Tour de France.
Et fint resultat, men endnu vigtigere var, at Casper Pedersen, ifølge Ken Sommer, lavede et af de bedste leadouts (når en rytter lægger sig forrest for at sætte tempoet, red.), han nogensinde havde set i en Grand Tour.
Ikke en forhandling er ens
Det er mere undtagelsen end reglen, nĂĄr cykelagenter forhandler aftaler pĂĄ plads - altid forskelligt fra handel til handel.
Især afhænger det af at kunne sætte sig ind i modtagerholdets finansielle kunnen, og hvad der generelt kendetegner dem.
- Nogle betaler lidt, andre betaler rigtig meget. Hver enkel forhandling er anderledes end den forrige. Det kan være en kort og effektiv aftale, men sommetider trækker det ud.
- Jeg har flere gange lavet handler, der kun foregår via sms. Du udveksler to beskeder, og så er handlen faldet på plads. Det er dog sjældent. Det er oftere som et skakspil, der strækker sig over flere måneder, fortæller Ken Sommer.
De ’billige’ transfers er de sjoveste handler
Ligesom i fodboldens verden er det ofte de store handler, der fanger offentlighedens opmærksomhed, og derfor har medierne naturligvis også en interesse i at skrive om disse.
Men anderledes forholder det sig for cykelagentens perspektiv. I hvert fald hvis man skal tro Ken Sommer, som fremhæver de mindre transfers som de mest spændende at arbejde med.
- Der er den type handler, hvor der er store summer på spil. Men handlerne, hvor man skal kæmpe med næb og klør for at få dem i hus, er klart de sjoveste. Lad os for eksempel antage at en rytter har haft et dårligt år, så er det bare langt mere tilfredsstillende at lande en aftale for dem, siger Ken Sommer.
Det er fra 1. august, at ryttere må offentliggøre deres skifte til et nyt hold, hvilket under normale omstændigheder og uden pandemier, også er de mest travle perioder for cykelagenterne.
Husk du kan stille spørgsmål til Ken Sommer på mandagens hviledag 7. september på TV 2 SPORT.