Manglende familiebesøg på hviledage glæder Mørkøv: - Det er fantastisk
Flere ryttere savner det traditionsrige besøg fra familien på hviledagene i Tour de France. Bare ikke Michael Mørkøv.
Hviledage i Tour de France plejer at være lig med familiebesøg.
Sådan er det dog ikke i dette års udgave af det franske cykelløb grundet COVID-19, der forhindrer koner, kærester, børn og andet godtfolk i at komme på besøg.
Det er til stor ærgrelse for de fleste ryttere i feltet. Men ikke for danske Michael Mørkøv.
- Det er fantastisk, lyder det noget overraskende svar fra den tidligere danske mester, da TV 2 SPORT spørger ham ind til de manglende besøg.
- Det er selvfølgelig rart at se hinanden, men det er ikke særlig optimalt. Slet ikke med børn. De forstår ikke, at man kun lige kan sige hej og ellers skal fortsætte løbet. Så for mit vedkommende fungerer det bedre at sige farvel – vi ses om nogle uger.
Valgren savner mor, far, kone og søn
Danskeren fra Deceuninck–QuickStep får dog ikke opbakning til den holdning hos Michael Valgren.
NTT-rytteren er vant til at have mor og far rejsende rundt i en autocamper under Tour de France, men i år trisser familien kun rundt i Danmark grundet den smitsomme coronavirus.
- Jeg savner dem. De har støttet mig hele vejen og været der i tykt og tyndt, siger Michael Valgren.
Det er dog ikke kun forældrene, der er savnet. Danskerens kone og særligt deres knap et år gamle dreng ville Valgren meget gerne have besøg af.
- Jeg kan godt mærke, at det er hårdt. Selvom de ikke er her fysisk, så er de med i hjertet. Det er godt.
- Jeg savner dem. De næste to uger kan kun gå for langsomt. Jeg må cykle noget stærkere og komme hurtig i mål.
Jumbo-rytter fik uventet opbakning på stigning
Det er dog ikke alle koner og kærester, der er blevet hjemme fra Tour de France.
For selvom besøg på hviledagene ikke er tilladt, så er der intet forbud mod support på de mange hårde stigninger.
Det mærkede Jumbo Vismas George Bennett på 9. etape, hvor konen Caitlin havde fundet løbeskoene frem på den sidste stigning.
Her viste hun sin støtte til sin mand ved at løbe med ham op et godt stykke op ad Col de Marie Blanque.
Ingen kram eller kys - bare en 'high five' og så afsted i løb side om side.