På løbets første hviledag i dette års Tour de France handlede det ikke kun om at gøre status på ugen, der er gået.
Mandag var der nemlig også lidt transfernyt at varme sig på.
BORA-hansgrohe oplyste for eksempel, at de har hentet den tidligere Danmark Rundt-vinder Wilco Kelderman, ligesom Matteo Trentin blev præsenteret som ny UAE Emirates-rytter.
Således cirkulerer rytterne rundt mellem forskellige hold. Og det er altid spændende at følge.
Men hvordan fungerer det egentlig, når ryttere skifter hold i den internationale cykelverden? Og hvor mange penge er der på spil?
Cykelagent Ken Sommer fra agentbureauet CORSO og TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen svarede mandag på spørgsmål om transfers i professionel cykling.
Ken Sommer har blandt andre danske Mads Pedersen, Søren Kragh Andersen og Michael Valgren som klienter.
Kan man købe cykelryttere?
Ken Sommer:
Der er ikke transferfees (overgangssumme, red.), som man kender det fra fodboldens verden. I cykling tilknytter man en ny rytter, fordi han eller hun har kontraktudløb med sit hold og derfor enten skal forlænge eller søge nye græsgange. De penge, der således bliver betalt, går altså til den løn, som rytteren skal have på det nye hold. Dog er der eksempler på, at ryttere kan købe sig ud af en kontrakt. For eksempel da Fabian Cancellara gjorde det, da han skiftede til Leopard-TREK.
Hvilke transfers vil være spændende?
Chris Anker Sørensen:
Det er egentlig et godt spørgsmål, for mange ryttere har jo skiftet allerede. For eksempel Greg Van Avermaet, som jeg tror bliver god hos AG2R. Jeg kunne måske godt tænke mig, at en rytter som Tao Geoghegan Hart skifter væk fra INEOS, da han måske kunne udvikle sig bedre et andet sted. Derudover synes jeg, at Bob Jungels er gået helt i stå, så jeg er glad for, at han har søgt nye græsgange.
Hvornår må man forhandle med en ny rytter?
Ken Sommer:
Det er fra 1. august, at en rytter må annoncere, hvis vedkommende skifter til et nyt cykelhold. Det samme gælder for holdene. Der er ikke et decideret "transfervindue", men hvis en rytter ikke har scoret en kontrakt inden 31. december, så kan vedkommende igen underskrive i februar eller i marts.
Store stjerners næste hold?
Chris Anker Sørensen:
Personligt vil jeg tro, at Alexey Lutsenko, Pavel Sivakov, Michal Kwiatkowski og Miguel Angel Lopez bliver på deres nuværende hold. Men det kunne godt ligne, at Alberto Bettiol skifter til UAE Emirates eller Bahrain McLaren, hvis det skulle være. Men Alberto Bettiol har jo kontrakt et år endnu. Giacomo Nizzolo kunne også godt være på vej den samme vej. Det bliver spændende.
Bliver Michael Valgren hos NTT?
Ken Sommer:
Michael Valgren fortæller mig, at han virkelig er glad for at være hos Bjarne Riis. Så det er vores benhårde prioritet, at han skal blive hos NTT.
Kan man få løbepas før tid?
Chris Anker Sørensen:
Man kan tit blive enige om at løse kontrakten fra en rytter, hvis han ikke gider være på holdet længere. Og det kan der jo være mange grunde til. For så præsterer han heller ikke. En glad rytter er en god rytter. Hvis du kan vise, at du vil gå igennem ild og vand for holdet, så har du den rette mentalitet. Noget som Deceuninck-QuickStep gør til UG, men som Moviestar ikke klarer lige så flot.
Forhandler agenter private sponsorater?
Ken Sommer:
Det gør vi i stor stil, da det jo er en stor del af cykelsporten og rytternes økonomiske interesser. Men også i forhold til hvad de gerne vil vise udadtil. Men når alt kommer til alt, så er det rytternes løn, som giver den største andel af, hvad de tjener samlet.
Hvor passer Edvald Boasson Hagen ind?
Chris Anker Søren:
Jeg kunne godt tænke mig at se Edvald Boasson Hagen på Deceuninck-QuickStep. Jeg synes, hans vindermentalitet er knap så udtalt som før. En rytter, der er så god, som han er, mangler et stort resultat i eksempelvis Paris-Roubaix eller i Flandern Rundt.
Den største transfer?
Ken Sommer:
I løbet af nyere tid må jeg nok sige Peter Sagan til BORA-hansgrohe. Jeg har naturligvis ikke set kontrakten, men den må være i størrelsesordenen 4-6 millioner euro (29-44 millioner kroner) om året. Men ryttere som Egan Bernal eller Tadej Pogacar kan i fremtiden ende med at sætte Peter Sagans kontrakt til vægs. De er så gode og samtidig så unge.
Tirsdag er der igen Tour de France, hvor rytterne skal ud på 10. etape fra Île d'Oléron til Île de Ré Saint-Martin.
Du kan se etapen på TV 2 eller på TV 2 PLAY fra 13.20.