Dansk kollega er kritisk over for Mads Pedersens VM-fravalg

Mads Pedersen meldte onsdag ud, at han ikke kommer til at forsvare sin VM-trøje. Det er blevet modtaget med blandede følelser.

Den forsvarende verdensmester Mads Pedersen stiller som bekendt ikke til start, når VM afvikles i slutningen af september.

Det er en beslutning, der møder ærgelse blandt de danske ryttere, der er til start i Tour-feltet.

Særligt Søren Kragh, der heller ikke stiller op, er uforstående.

- Det må have været en tung beslutning. Jeg ved heller ikke, om det er den rigtige faktisk. Hvis jeg var forsvarende verdensmester, tror jeg bare, at jeg ville stille op – af ære for trøjen, siger Sunweb-rytteren og uddyber:

- Han har været verdensmester i et år. Så kan det godt være, at han bliver sat, men hvad så? Bare for at vise, at han skulle være verdensmester, synes jeg, at han burde gøre det. Men det er hans beslutning, ligesom jeg har taget min beslutning.

Ruten i italienske Imola byder på mere end 5000 højdemeter og er blevet kaldt for en af de hårdeste VM-ruter i historien.

'Er nødt til at tænke på sig selv'

Hovedpersonen selv lægger heller ikke skjul på, at beslutningen har været hård at tage. Men for ham handler det om de løb, der ligger efter VM.

- Det har ikke været særligt nemt. Der har været mange overvejelser. Jeg har hørt for mange for og imod, men jeg har fulgt min mavefornemmelse i sidste ende. Det passer dårligt med forberedelserne til BinckBank Tour.

- Det er noget skidt, og jeg er brandærgelig, men jeg bliver nødt til at tænke på mig selv, siger han med henvisning til, at BinckBank Tour begynder, blot to dage efter VM er slut.

Mads Pedersen tilføjer, at han ikke synes, han misværdier trøjen. Han kommer nemlig ikke til at køre i den under VM-løbet, som han selv siger. Til gengæld har han forståelse for kritikken.

- Jeg kan sagtens forstå, hvis folk synes, det er respektløst. Men de ved ikke, hvad jeg går igennem. Det er 100 procent min egen beslutning i sidste ende.

Chris Juul er forstående

Det er dog ikke alle, der er uenige i beslutningen. Christopher Juul-Jensen kan sagtens se det fra Pedersens perspektiv.

- Selvfølgelig er det ærgerligt, at en forsvarende verdensmester ikke stiller til start, men omvendt har han også gode chancer for at vinde mange store løb for Trek. Det har jeg forståelse for.

- Det er ærgerligt, men jeg kan godt forstå hans begrundelse for det, siger han.

Landstræner Anders Lund har i skrivende stund ikke udtaget holdet til VM. Men Jakob Fuglsang spås gode chancer for et stort resultat. Og det ser Juul-Jensen frem til at hjælpe ham med.

- Jeg har læst mig til, at det minder om en Ardennerklassiker, og der har Fuglsang bevist sine evner. Med sin sejr i Lombardiet Rundt for nylig, er han helt sikkert en topfavorit. Han forbereder sig til Giroen, som ligger kort tid efter. Vi har alle grunde til at satse på ham.

VM afvikles fra den 24. til 27. september.