Dansker værdsætter "den gamle Bjarne" - ekspert kalder holdet en rodekasse
NTT-rytteren Michael Valgren er glad for, at han endelig får lov til at arbejde sammen med en glad og motiveret Bjarne Riis.
Bjarne Riis var i mange år det mest genkendelige danske ansigt i Tour de France.
I 2015 sagde han dog farvel til verdens største cykelløb, efter at det ulykkelige ægteskab med Oleg Tinkov bristede.
Men nu er Bjarne tilbage. Nok en gang i rollen som team manager.
Nu leder han NTT-holdet, hvor Michael Valgren kører. Den danske cykelrytter kørte også under Bjarne Riis, sidst han var med i Tour de France, men i år mærker han en stor forskel.
- Sidst var han der ikke så meget. Det var lige inden, at han ligesom røg ud, så jeg synes, at det er rart at have den gamle Bjarne tilbage, som alle har snakket om, siger Valgren til TV 2 SPORT og uddyber:
- Den gamle Bjarne nåede jeg aldrig rigtig at kende på Tinkoff, for der tror jeg, at der var en masse ballade bag, så jeg synes bare, at det er fedt at have ham tilbage og se ham så motiveret.
- Han har en rodekasse
Selvom Bjarne Riis er tilbage, er han ikke tilbage i sit rette element.
Det mener TV 2 SPORTs cykelekspert Henrik Jul. Det hold, som Bjarne styrer nu, er nemlig langt væk fra det, han har været vant til.
- De hold, han har stået i spidsen for, har altid været bygget op om en rytter, der kunne vinde Touren.
- Nu har han et hold, som er en rodekasse af alle mulige typer. Han har en sprinter i Nizzolo, men det har Riis aldrig yndet at have på sit hold. De er kun til ballade og besvær.
Tour de France har da også hidtil været lidt af en rodekasse for Bjarne Riis.
Der er stadig ikke en etapesejr fra en NTT-rytter, mens holdets to nok største stjerner er udgået i form af Giacomo Nizzolo og Domenico Pozzevivo.