Tour de France

Mads Pedersen dropper forsvar af VM-trøjen

Den nuværende verdensmester stiller ikke op til VM i Italien den 27. september. Mads Pedersen fokuserer i stedet på andre løb.

Nu er det helt definitivt: Mads Pedersen lægger sine VM-trøjer på hylden, når verdenseliten kører om de ikoniske regnbuestriber i Italien.

Mads Pedersen genvinder ikke verdensmesterskabet i 2020. Han har besluttet, at han ikke stiller op til VM. Det bekræfter landstræner Anders Lund over for TV 2 SPORT.

- Det har været en svær beslutning for Mads, men efter jeg har været nede at se ruten, er han kommet frem til, at det ikke giver ret meget mening rent sportsligt, siger Anders Lund.

VM 2020 skulle have været afholdt på en bjergrig rute i Schweiz, men det er blevet flyttet til en mindst lige så hård rute i Italien på grund af den nye coronavirus.

'Er nødt til at stå mig selv nærmest'

Med cirka 5000 højdemeter er ruten i Imola langt fra oplagt for en ryttertype som Mads Pedersen, der i stedet satser på at lave et stort resultat i efterårets klassikere. Derfor vil Pedersen hellere bruge kræfter på løb, han har en realistisk chance for at vinde.

- Der har været mange overvejelser, og det har taget mig lang tid at tage beslutningen. I sidste ende var jeg nødt til at følge min mavefornemmelse og melde fra. Det passer dårligt ind, fordi jeg skal bruge BinckBank Tour som forberedelse til klassikerne, siger Mads Pedersen til TV 2 SPORT og tilføjer:

- Jeg havde overvejet at tage med til VM for at hjælpe drengene, ikke bare for at være med. Men det passer så dårligt ind, at jeg nødt til at stå mig selv nærmest.

Det er blot tredje gang i dette årtusind, at verdensmesteren ikke stiller op for at forsvare sin titel året efter. I 2003 stillede italienske Mario Cipollini ikke op for at forsvare sin titel. Det gjorde spanske Oscar Freire heller ikke i 2005.

Her er Flandern Rundt og Paris-Roubaix oplagte mål for Mads Pedersen, der var den første danske herrerytter, der vandt VM.

Danmarks VM-trup bliver udtaget den 14. september. Tidligere har Søren Kragh Andersen også meldt afbud.

Mads Pedersen vandt VM-guld i England. Video: Malthe Henriksen