Tour de France

Overrumplet af sin egen succes: - Det er absurd

Wout van Aert har været så godt kørende i Tour de France, at han har svært ved at forstå det.

To spurtsejre og en imponerende indsats i bjergene – Wout van Aert har i sandhed fået en forrygende start på Tour de France.

Jumbo Visma-profilen har faktisk haft så meget medvind i Touren, at det er svært for ham at forstå, hvor godt det er gået.

- Det føles absurd. Især min anden etapesejr i år, hvor jeg havde en følelse af, at alt hvad jeg tænkte blev til virkelighed. Normalt skal man køre hovedet mod en mur ti gange, før man vinder. Nu er det lige modsat.

- Jeg prøver virkelig at overbevise mig selv om, at det her ikke normalt – og så prøver jeg at nyde det, siger Wout van Aert til Sporza.

Med solide spurter på 5. og 7. etape er Wout van Aert den eneste rytter, der er noteret for to sejre i årets Tour de France. Det er i sig selv imponerende, men med en stor arbejdsindsats for holdets kaptajn in mente kommer sejrene til at funkle endnu tydeligere.

Wout van Aert viste sin styrke, og sprintede fra alle de andre på tourens 5.etape Video: Magnus Stig Christensen

Læg dertil, at Wout 25-årige van Aert er i gang med sin kun anden Grand Tour. I 2019 debuterede han i Tour de France, hvor han slog Elia Viviani og Caleb Ewan på 10. etape, inden han kørte sig selv ud af løbet med et alvorligt styrt på enkeltstarten tre dage senere. I øvrigt efter at have sat bedste mellemtid.

Wout van Aert styrter ind i barrieren med 1,1 kilometer tilbage af enkeltstarten. Video: TV 2 Sport

Største overraskelse i Tour Awards

I sig selv er det altså ikke nogen overraskelse, at Wout van Aert er en god cykelrytter. Det overraskende er, at han i samme løb både kan skabe store resultater og være en nyttig hjælperytter for Primoz Roglic.

Det har fået TV 2 SPORTs cykelsportsekspert Chris Anker Sørensen til at udpege belgieren som den største overraskelse i sine Tour Awards.

- Jeg vidste godt, at han var en vanvittigt dygtig cykelrytter, som han jo har vist med alle de her latterlige resultater, han har lavet. Men at han kan sidde og gøre forskellen i bjergene, det er vildt. Jeg husker etapen til Orcières-Merlette, hvor han splittede hele feltet, og så vandt han lige en massespurt dagen efter.

- Han har vundet to massespurter, og det har været på dage, hvor han også har hjulpet sin kaptajn, Primoz Roglic. Jeg vidste godt, han var god, men det niveau, han har vist, har alligevel overrasket mig. Lige nu er han vel verdens bedste cykelrytter.