Tour de France

Sagan fik fingeren og blev deklasseret efter farligt skub i spurten

Peter Sagan er blevet deklasseret og mister sin andenplads på 11. etape af Tour de France.

Peter Sagan vandt ikke 11. etape, men slovakken løb alligevel med en stor del af opmærksomheden efterfølgende.

Bora-stjernen gjorde sig nemlig særdeles bred i spurten, hvor han gav Wout van Aert et skub med skulderen cirka 100 meter før stregen.

Det får nu konsekvenser. Slovakken er blevet deklasseret på onsdagens etape og mister dermed sin andenplads.

Caleb Ewan vinder dermed foran Sam Bennett og Wout van Aert.

Det får stor betydning for kampen om den grønne trøje.

Med Peter Sagans deklassering mister slovakken 43 point. Dermed er Bora-rytteren nu 68 point efter Sam Bennett.

Van Aert gav fingeren

I feltet blev Peter Sagans skub heller ikke modtaget synderlig positivt.

Særligt Wout van Aert, der fik skubbet, var langt fra tilfreds, og det fik belgieren til at kvittere med en strakt finger på cyklen.

Efter etapen fortsatte van Aert sin kritik af Peter Sagan.

- Det er i forvejen farligt nok at spurte, og fra mit synspunkt er det ikke okay, det han gør.

- Jeg var virkelig chokeret i øjeblikket. Jeg mærkede noget i maks fart. Jeg var virkelig bange.

Der må være noget vrede bag den handling fra van Aert. Video: Magnus Stig Christensen

Van Aert opsøgte Sagan

Wout van Aert skulle da heller ikke bruge mange øjeblikke efter etapen, før han selv havde fundet Sagan.

Her gav belgieren klart udtryk for sin utilfredshed, men det blev umiddelbart ikke taget godt i mod af Peter Sagan.

- Jeg brugte ikke særligt pæne ord. Jeg sagde til ham, at det her ikke er slut endnu, og at jeg ikke var fan af det.

- Det eneste der kom fra ham var en masse andre grimme ord. Det var svært at have en god snak.

Det er ikke første gang Peter Sagan gør sig uheldigt bemærket i en massespurt.

I 2017 blev slovakken smidt ud af Tour de France, da han sendte Mark Cavendish i asfalten på 4. etape.

Senere kom andre TV-vinkler frem, der frikendte Sagan fuldstændigt - men der var beslutningen af løbsjuryen allerede truffet.