Tour de France

Dansker blev nummer tre - føler sig som stor del af sejr

Marc Hirschi vandt 12. etape, men Søren Kragh Andersen havde stor andel i sejren. Derfor var der stor glæde hos danskeren.

Så lykkedes det endelig. På 12. etape fik Sunwebs Marc Hirschi sin første etapesejr i Tour de France.

På anden etape blev han nummer to, mens han på 9. etape blev nummer tre. Men sejren kom ikke i hus uden dansk hjælp.

Søren Kragh Andersen havde nemlig en stor andel, da han i finalen tog afgørende føringer og samtidig var med til at forsinke forfølgergruppen.

- Jeg synes, at vi kørte super flot cykelløb. Marc var igen exceptionel, men jeg er også tilfreds med mine ben. Jeg føler, at jeg var en del af hans sejr. Cadeau til Marc, men jeg er også selv godt tilfreds.

- Det var en stor sejr for hele holdet. Det var en holdpræstation. Vi er glade. Vi skal have et glas vin eller champagne. Men ellers giver det bare god stemning, og vi skal nyde den her sejr, lød det til TV 2 SPORT.

Topplacering til Kragh

Danskeren endte selv med at blive nummer tre på etapen. Og selvom det ikke blev til dansk sejr, var han bestemt tilfreds med sin egen præstation.

- Det var fedt at køre en finale. Jeg synes, at benene var endnu bedre end sidst jeg var i udbrud.

Han og holdets præstation høster også store roser fra sportsdirektøren, Matthew Winston.

- Søren blev nummer tre på etapen, så det viser styrken og dybden. Det var virkelig godt arbejde af holdet. Cykling er en holdsport – ikke kun på sprinteretaper, siger Winston.

Skal passe på sig selv

Nu vil Søren Kragh forsøge at hvile benene på fredagens 13. etape, før han igen kan forsøge sig.

- Der kommer måske en dag om to dage (14. etape red.), der passer mig godt igen. Men fredag er nok en dag, hvor jeg skal passe lidt på mig selv, siger Søren Kragh.

Fredagens 13. etape slutter på en kategori 1-stigning, som over 5 kilometer stiger med mere end otte procent i snit.