Tour de France

Etapevinder hylder Søren Kragh – ekspert kalder det 'meget unikt'

Efter et stort forarbejde fra Søren Kragh Andersen vandt 22-årige Marc Hirschi 12. etape. Efterfølgende storroses danskeren for sit arbejde.

Med armene i vejret kunne 22-årige Marc Hirschi nyde jublen fra de omkringstående tilskuere, efter han sikrede sig sin første professionelle sejr på 12. etape i Tour de France.

Den kom efter et eminent stykke forarbejde, hvor både Sunwebs Tiesj Bennot og Søren Kragh Andersen var med i udbruddet. Med omkring 30 kilometer til mål angreb Hirschi, og han sikrede sig karrierens største sejr.

Efterfølgende er etapevinderen da heller ikke nærig med de rosende ord til sine hjælpere.

- De lavede det perfekte arbejde for at køre os i position. Uden dem ville jeg ikke stå her nu, fordi de blokerede alle angreb – det kunne jeg høre i radioen. Jeg er meget taknemmelig. Uden dem havde jeg ikke vundet, siger Marc Hirschi til TV 2 SPORT.

- Det var en perfekt situation med tre ryttere fremme, men der var også en del pres. Jeg vidste godt, at det var op til mig, da de gav den gas på den sidste stigning. Det hjalp mig meget at have Tiesj og Søren derude. De lavede meget arbejde, og de gjorde løbet hårdt på den sidste stigning. Og i finalen blokerede de i forfølgergruppen. Uden dem havde jeg ikke vundet.

Det er meget unikt, det Sunweb og Søren Kragh laver

Rolf Sørensen, cykelekspert TV 2 SPORT

Søren Kragh startede udbruddet

Med sejren tog Hirschi revanche ovenpå søndagens 9. etape, hvor han over 90 kilometer sad alene i et udbrud.

Dengang blev han indhentet kort før målstregen og måtte se slovenske Tadej Pogacar tage sejren. Hirschi endte på tredjepladsen. På 2. etape blandede schweizeren sig også med en andenplads. Men tredje gang blev lykkens gang, og Søren Kragh Andersens forarbejde hjalp Hirschi med at søge lykken.

TV 2 SPORTs cykeleksperter Henrik Jul Hansen og Rolf Sørensen glæder sig også over danskerens præstation på 12. etape.

- Han havde en kæmpestor andel i den her etapesejr. Det var ham, der startede det udbrud, som Hirschi bringer til afslutning. Og det er meget veltilrettelagt, siger Henrik Jul Hansen, imens Rolf Sørensen er enig:

- Søren Kragh er sammen med Tiesj Bennot dem, der lancerer det her angreb. Hirschi kommer op bagfra, og det er meget unikt, det Sunweb og Søren Kragh laver. Det var en holdpræstation, og hvis Hirschi ikke havde, hvad der skulle til, sad Søren Kragh i en position, hvor han sandsynligvis havde vundet etapen.

Søren Kragh Andersen jublede på sin holdkammerats vegne.

'Et fantastisk stykke arbejde'

Triumfen er ikke kun Marc Hirschis første professionelle sejr i karriere. Det er også Team Sunwebs første i årets Tour de France, og det glæder holdets sportdirektør Matt Winston.

- Vi ville gøre det hårdt på kategori tre-stigningen, hvor Søren og Tiesj gjorde et fantastisk stykke arbejde. Vi vidste, at det ville blive svært på kategori to-stigningen, så Marc angreb der.

- Nico (Nicolas Roche, red.) og Søren var i gruppen med forfølgere, og de lavede et stort stykke arbejde, hvor de dækkede angrebene af, så ingen kunne komme op til ham. Det var en fantastisk holdpræstation.

Sunweb-drengene skal igen i aktion i bjergene, når 13. etape skal køres fredag. Den kan du læse mere om her: