Tour de France

Fem World Tour-danskere mangler kontrakt: - Det er ved at være presset

19 danskere er allerede bekræftet som World Tour-ryttere til den kommende sæson, mens fremtiden fortsat er uklar for fem ryttere.

Traditionen tro er sensommeren og efteråret et afgørende tidspunkt for de cykelryttere, der endnu ikke har sikret sig kontrakt for den kommende sæson.

I år er ingen undtagelse. Tvært imod.

Det bliver meget sent, så der er en form for usikkerhed

Jesper Hansen

Kampen om kontrakterne bliver i år fulgt med en ekstra spænding på grund af den usikkerhed, der er forbundet med den globale udbredelse af coronavirus.

Og ifølge den finske cykelagent Joona Laukka, der blandt andre har Romain Bardet og Benoit Cosnefroy i stalden, kan udsigten til en kontraktforlængelse være lang for et stort antal ryttere.

- Der vil være færre World Tour-ryttere til næste år sammenlignet med i år. Måske helt op til 40-50 færre end i denne sæson. Normalt er det de ældste og yngste ryttere, der lider mest i disse situationer, siger finnen til TV 2 SPORT.

Set med rød-hvide briller har størstedelen af de nuværende danske World Tour-ryttere også kontrakt for 2021-sæsonen, men der er stadig fem ryttere med dansk pas, der mangler at få fremtiden på plads.

Michael Valgren (Team NTT): Danskerens agent, Ken Sommer, har under Tour de France oplyst, at man arbejder på at forlænge kontrakten med Team NTT.

- Michael Valgren fortæller mig, at han virkelig er glad for at være hos Bjarne Riis. Så det er vores benhårde prioritet, at han skal blive hos NTT, skrev agenten til TV 2 SPORT på Tourens første hviledag.

Michael Carbel (Team NTT): Status er ukendt. Michael Carbel er ikke vendt tilbage på TV 2 SPORTs henvendelse.

Jonas Gregaard (Astana): Astana-rytteren har endnu ikke sin fremtid på plads, men efter eget udsagn "regner han med at fortsætte på World Touren". Jonas Gregaard ønsker ikke at kommentere, om en eventuel fremtid på World Touren vil være hos Astana eller et andet hold.

Jesper Hansen (Cofidis): Danskeren fortæller til TV 2 SPORT, at han, som det ser ud lige nu, forlader Cofidis efter denne sæson, og at han i øjeblikket ikke har gang i nogen forhandlinger.

- Det er ved at være presset, fordi holdene jo også er presset på økonomien, og man ved jo ikke, om NTT er der næste sæson. Det bliver meget sent, så der er en form for usikkerhed forbundet med det, siger Jesper Hansen.

Rasmus Byriel Iversen (Lotto Soudal): Status er ukendt. Rasmus Byriel Iversen er ikke vendt tilbage på TV 2 SPORTs henvendelse.

Mens der fortsat er fem World Tour-danskere, der mangler at få fremtiden på plads, så vil cykelsportens øverste niveau næste år stifte bekendtskab med to nye ryttere fra Danmark. Andreas Kron skifter Riwal Readynez ud med Lotto Soudal, og ColoQuicks 19-årige Frederik Wandahl skal til BORA-hansgrohe.

Herunder kan du få et overblik over de i alt 19 danske ryttere, der har kontrakt med et World Tour-mandskab for 2021-sæsonen.

Danskere ryttere på World Touren i 2021

  • Andreas Stokbro (Team NTT) – kontraktudløb i 2021
  • Jakob Fuglsang (Astana) - kontraktudløb i 2021
  • Kasper Asgreen (Deceuninck – Quick-Step) – kontraktudløb i 2021
  • Michael Mørkøv (Deceuninck – Quick-Step) – kontraktudløb i 2021
  • Mikkel Frølich Honoré (Deceuninck – Quick-Step) – kontraktudløb i 2021
  • Mathias Norsgaard (Movistar) – kontraktudløb i 2021
  • Mikkel Bjerg (UAE Emiratea) – kontraktudløb i 2022
  • Christopher Juul-Jensen (Mitchelton-Scott) – kontraktudløb i 2021
  • Niklas Eg (Trek-Segafredo) – kontraktudløb i 2021
  • Alexander Kamp (Trek-Segafredo) – kontraktudløb i 2021
  • Mads Pedersen (Trek-Segafredo) – kontraktudløb i 2022
  • Magnus Cort (EF Pro Cycling) – kontraktudløb i 2021
  • Mads Würtz Schmidt (Israel Cycling Academy) – kontraktudløb i 2022
  • Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) – kontraktudløb i 2022
  • Søren Kragh Andersen (Team Sunweb) – kontraktudløb i 2022
  • Asbjørn Kragh Andersen (Team Sunweb) – kontraktudløb i 2021
  • Casper Pedersen (Team Sunweb) – kontraktudløb i 2021
  • Andreas Kron (Lotto Soudal) - kontraktudløb i 2022
  • Frederik Wandahl (BORA-hansgrohe) - kontraktudløb i 2023

Kilde: Pro Cycling Stats (OBS: Andreas Stokbro oplyser til TV 2 SPORT, at han har kontrakt for 2021-sæsonen, selvom Pro Cycling Stats skriver, at han har udløb efter denne sæson).