Bernal råbte ’fuld gas’ og sprængte sig selv i luften, siger rival

Jumbo-Visma-holdet var godt tilfreds med indsatsen, efter 12. etape hvor Egan Bernal endte med at tabe meget tid.

Den forsvarende Tour de France-vinder, Egan Bernal, var blandt 13. etapes største tabere.

Han tabte næsten 40 sekunder til Primoz Roglic og Tadej Pogacar, der kom i mål som de første favoritter. Tom Dumoulin, der er holdkammerat med Primoz Roglic, havde ikke regnet med, at Bernal ville tabe tid.

Det fortalte han til TV 2 SPORT efter etapen.

- Jeg er lidt overrasket over, at Bernal ikke kunne følge med. Han så stærk ud på den næstsidste stigning, så jeg er lidt overrasket over, at han slap. Det er kun godt for os, siger Tom Dumoulin.

Bernals hold, INEOS, satte sig ellers frem i finalen, men han kunne ikke selv gøre arbejdet færdigt.

- Han råbte "fuld gas" til sine holdkammerater. I sidste ende viste det sig, at han ikke var så god. Det er dejligt for os, at han sprængte sig selv i luften, siger Dumoulin ifølge In de Leiderstrui.

'De havnede i egen gryde'

Ifølge Wielerflits sagde hollænderen ligeledes, at han var glad for at se, hvor godt kørende hans kaptajn var.

- I sidste ende var Primoz og hele vores hold stærkere. Det er en dejlig observation, lød det fra Dumoulin.

Cykelfans har formentlig minder om et skræmmende stærkt INEOS-hold, der sidder forrest i feltet og kværner løs. Men sådan er det altså ikke helt i år.

- Det var dem, der ville styre det hele. Så havnede de selv i den gryde, som de havde varmet op til de andre, sagde Henrik Juul, der er ekspert på TV 2 SPORT, inden Morten Bennekou supplerede i studiet:

- Bernal fortalte, at han havde gode ben under etapen, og han kørte nogle af de bedste watt, han kan. På den baggrund lagde de en mere offensiv taktik, end de havde gjort de andre dage. Det kan jeg godt forstå. Det var bare ikke nok, lyder vurderingen fra Bennekou.

Roglic er godt tilfreds

Primoz Roglic udbyggede med sin flotte præstation forspringet til nummer to, som nu er landsmanden Tadej Pogacar. Roglic har et forspring på 44 sekunder, mens Bernal er knap et minut efter løbets gule førertrøje.

Efter etapen glædede den tidligere Vuelta-vinder sig over den tid, som han hentede.

- Jeg er godt tilfreds med at tage tid på Bernal. Når man kan få tid på de andre, er alle sekunder gode – det er til min fordel, siger Roglic.

Lørdag får klassementsrytterne formentlig et hvil, når der er lidt mindre bjerge på programmet. Til gengæld venter Tourens hidtil hårdeste etape søndag, hvor rytterne skal over to kategori 1-stigninger, inden Grand Colombier venter til sidst.

Den er uden for kategori, og etapen slutter på toppen.