Tour de France

Den første danske Tour-sejr blev tildelt, da kaptajnen holdt fast i hans styr

For 50 år siden fik Danmark sin første etapevinder i Tour de France, da Mogens Frey efter en dramatisk afslutning fik tildelt sejren på 9. etape.

Historien er spækket med bemærkelsesværdige øjeblikke i Tour de France.

Et af de øjeblikke stammer fra 5. juli 1970, hvor Mogens Frey skrev sig i historiebøgerne som den første danske etapevinder i verdens største cykelløb - selvom han ikke krydsede målstregen først.

Det var selvfølgelig en oplevelse. Jeg har aldrig set de billeder før

Mogens Frey

Det gjorde i stedet danskerens kaptajn, Joaquim Agostinho.

De to Frimatic - De Grimaldy-ryttere formåede lige nøjagtigt at holde feltet bag sig efter en lang dag i udbrud og skulle køre om sejren på 9. etape.

Mogens Frey kørte spurten i højre side og blev presset ind mod reklamebanderne af sin portugisiske holdkammerat, der for at sikre sig de bedst mulige vinderchancer valgte at lægge sin hånd over på Freys styr og på den måde holde ham tilbage.

- Det ville blive en kæmpe skandale. Hvis jeg ville træde igennem, ville vi styrte begge to. Det ville jo være forfærdeligt, hvis to holdkammerater kommer op at toppes lige inden målstregen og måske ville ligge på vejen, når feltet kom forbi, husker Mogens Frey.

Agostinho kom først i mål, mens Mogens Frey måtte se sig henvist til de sekundære pladser. Troede han.

- Jeg tænkte, at der ikke var noget at gøre ved det. Jeg ville blive nummer to på etapen, og så måtte jeg se, om jeg ikke kunne vinde nogle af de andre etaper.

- Men mens jeg blev interviewet af den franske speaker, kom de med resultatet, hvor de sagde, at jeg havde vundet.

Danske etapevindere i Tour de France

Mogens Frey (1970)

Kim Andersen (1983)

Jørgen V. Pedersen (1985)

Johnny Weltz (1988)

Jesper Skibby (1993)

Bjarne Riis (1993, 1994, 1996)

Bo Hamburger (1994)

Rolf Sørensen (1994, 1996)

Jakob Piil (2003)

Michael Rasmussen (2005, 2006, 2007)

Nicki Sørensen (2009)

Magnus Cort (2018)

Tour de France-ledelsen havde besluttet at tildele sejren til den dengang 29-årige dansker efter at have set, hvordan afslutningen havde udfoldet sig. Dermed blev Mogens Frey den første danske cykelrytter til at vinde en etape i det franske etapeløb.

Genså etapesejren for første gang nogensinde

Mogens Frey var i slutningen af juni gæst i TV 2's program Tour de ja-vu, hvor der blev set tilbage på en lang række gyldne øjeblikke i Tour de France-historien.

Det var i den forbindelse, at den i dag 79-årige tidligere cykelrytter genså Danmarks første Tour-sejr - og det var faktisk første gang nogensinde, at han ved selvsyn så, hvordan sejren kom i hus.

- Det var selvfølgelig en oplevelse. Jeg har aldrig set de billeder før, og det undrer mig, at man kunne se den der diskvalifikation, fordi man kan jo altså ikke se på billederne, at min holdkammerat tog mig på styret og så videre.

Mogens Frey (th) gæstede TV 2 i sommer.

Danskeren var blevet udtaget til Tour de France, selv om han var i gang med sin første sæson som professionel cykelrytter. Det var derfor uventet for ham selv, at han var blandt de foretrukne 10, der skulle med til Touren for det franske hold.

Mogens Frey åbnede løbet ved at blive nummer fem på prologen, der blev vundet af selveste Eddy Merckx.

Agostinho skubbede Mogens Frey og tog fat i danskerens styr i spurten om etapesejren.

Jagtede penge fra bjerg- og bonusspurter

Men det var altså først på den 270 kilometer lange 9. etape fra Saarlouis til Mulhouse, at danskeren skulle nå helt til tops. En sejr, der kom lige så meget bag på ham, som udtagelsen til Tour de France gjorde.

- For mig var det bare en helt almindelig etape.

Efter eget udsagn sad Mogens Frey med helt fremme i feltet, da etapens første bjergspurt skulle køres. Mens de øvrige ryttere ikke ønskede at angribe yderligere, havde den danske Frimatic - De Grimaldy-rytter andre tanker.

- Der var jo penge til dem, der nåede toppen først på bjergspurterne og de almindelige spurter. Det var egentlig dem, jeg kørte efter, husker danskeren, der fik 625 kroner udbetalt i fast løn og "skulle køre sig til resten".

Mogens Frey under Tour de France i 1970, hvor han vandt på 9. etape.

Mogens Frey angreb alene, men i løbet af etapen skulle han få uventet selskab, da holdkaptajnen Joaquim Augostinho pludselig fordoblede antallet af ryttere i udbruddet.

- Jeg forstod det ikke. Men forhistorien var jo nok, at der var opstået en eller anden form for jalousi. Det var jo sådan, at Augostinho normalt tog al opmærksomheden, da han var den eneste rytter med format på holdet.

- Og så kom der en eller anden rytter oppe nord fra, som måske også kunne finde ud af at bøje benene. Så opstod den jalousi. Det var i hvert fald mit indtryk, siger Mogens Frey.

Blev bedt om at tabe spurten af holdejeren

Ejeren for Frimatic - De Gribaldy var den tidligere cykelrytter Jean de Gribaldy. Han var med som sportsdirektør og kunne fra bilen observere sine to ryttere i front.

Jeg ved ikke, om den betyder noget, fordi det er fortid, kan man sige

Mogens Frey

Ifølge Mogens Frey var der ingen tvivl om rangordenen på holdet - og det var ikke til dansk favør.

- Han kom op på siden af mig med sportsdirektørbilen og lavede et tegn til mig om, at jeg skulle blive nummer to, og Augostinho skulle vinde. Det efterkom jeg ikke. Jeg svarede ikke.

- Men sidste fem kilometer var det mig, der måtte tage det store slæb, fordi de angreb nede bagfra med Eddy Merckx. Han frygtede jo Agostinho, for han var rigtig stærk i bjergene. Men de kom ikke op til os, og vi kom i mål fire sekunder før hovedfeltet.

Mogens Frey og Agostinho på vej ind mod mål

Sejren, som Mogens Frey endte med at få tildelt, var danskerens eneste i Tour de France. En uge efter triumfen i Mulhouse blandede han sig igen i topkampen, da han blev nummer tre på 16. etape til Montpellier.

Ærgrelsen overskygger glæden

Mogens Frey sluttede Tour de France som nummer 59 - knap en time og tre kvarter efter vinderen, Eddy Merckx.

Selv om danskeren var langt fra kampen om den gule førertrøje, så kan ingen tage fra ham, at han blev historiens første danske vinder af en etape i selveste Tour de France.

Men i dag er det sjældent, at Mogens Frey sender tankerne tilbage til datoen 5. juli 1970.

- Jeg ved ikke, om den betyder noget, fordi det er fortid, kan man sige. Jeg tænker ikke over det, siger danskeren.

Og når han fra tid til anden bliver bedt om at forholde sig til Tour-sejren for 50 år siden, bliver glæden hurtigt erstattet med ærgrelse.

- Det, der måske ærgrer mig allermest, er, at jeg burde have vundet tre etaper i Tour de France. Jeg syntes ikke, det var så vanskeligt, som der var blevet givet udtryk for.