Tour de France

Fuentes og Ferrari dopede Tour-stjernene og trækker fortsat skygger over cykelsporten

Michele Ferrari og Eufemiano Fuentes er kendt som 'cancerceller' i cykelsporten.  Scanpix Denmark

Jan Ullrich, Lance Armstrong og Alejandro Valverde er bare nogle af de Tour-stjerner, som samarbejdede med dopinglægerne Ferrari og Fuentes.

Eufemiano Fuentes. Michele Ferrari. To navne. To historier. Samme skæbne.

De to læger er umulige at komme uden om, når der bladres om på cykelsportens mørke, uundgåelige kapitler om doping.

Ferrari var den bedste. Det ved alle

Filippo Pozzato, tidligere dopingdømt cykelrytter

I mere end 30 år hjalp de Tourens største stjerner i forsøget på at komme til tops. Lance Armstrong, Jan Ullrich, Alejandro Valverde, Pedro Delgado, Tony Ruminger for blot at nævne et par stykker af de mange.

Ikke alle deres 'patienter' har indrømmet brug af doping, men de to doktorer med nålene og de nøje tilrettelagte træningsprogrammer blev opdaget til sidst.

Ferrari og Fuentes' rygte og image blev forvandlet fra træningsguruer til cykelsportens cancerceller.

Deres plads i cykelsporten og Tour de Frances historiebøger er dog unægtelig og indiskutabel. TV 2 SPORT fortæller her historien om de to læger, der dopede Tour-stjernerne og fortsat spøger.

Både Lance Armstrong og Jan Ullrich har fået dopinghjælp af Ferrari og Fuentes.

Delgado blev den spæde, spanske start

Året er 1984, da den spanske doktor Eufemiano Fuentes får sit første arbejde på et cykelhold.

Det er spanske Orbea-Danena, der finder plads til spanieren, som fire år forinden var blevet ansat som læge i det spanske atletikforbund.

- Han var en fantastisk person. Yderst kompetent og rigtig sjov. Han havde svært ved at komme op om morgenen, så hver gang han kom for sent, fortalte han, at hans bedstemor var død, sagde sportsdirektøren Txomin Perurena om, hvordan det var at have Fuentes på Orbea-holdet.

Den på det tidspunkt 29 år gamle spanier får hurtigt gjort sig bemærket på holdet med andet end at sove længe. Allerede året efter giver de nye 'metoder for restitution' for alvor pote. Holdets stjerne, Pedro Delgado, vinder sin første Grand Tour i form af Vuelta a España. Den spanske cykelrytter tog endnu en sejr i den spanske Grand Tour i 1989.

Han har aldrig indrømmet brug af systematisk doping, men blev under Tour de France i 1988 testet positiv for det slørende stof Probenecid. Dengang var det dog ikke nok til en udelukkelse. Delgado fik lov til at køre løbet færdig og vandt verdens største cykelløb.

Det var Eufemiano Fuentes, der gav mig EPO

Jesus Manzano, tidligere cykelrytter på Kelme-holdet

Helt så godt går det ikke for Eufemiano Fuentes hos det spanske atletikforbund, hvor han fortsat arbejder i 1985, mens han hjælper Delgado til Vuelta-sejr.

Fem af de atleter, han særligt har ansvaret for, bliver testet positiv for doping. Ondt bliver værre, da Fuentes forsøger at skjule de positive dopingprøver. Det gør ham til 'persona non grata' hos det spanske sportsråd, CSD.

- Det ville være dårligt for atleternes image og for spansk sport, lød lægens forklaring dengang på, hvorfor han havde forsøgt at skjule de positive dopingtests.

Fuentes' navn er for første gang kædet unægteligt sammen med doping - og det bliver ikke den sidste gang. Men det er ikke nok for det spanske atletikforbund, der først fyrer Eufemiano Fuentes i 1986 - da hans senere kone, Cristina Perez - en specialist i 400 meter hæk, bliver testet positiv for amfetamin.

Pedro Delgado gik hele vejen i Tour de France i 1988 på trods af at have testet positivt for den slørende stof Probenecid.

- Appelsinjuice er lige så farligt som EPO

Et år senere - i 1987 - er det Michele Ferrari, der gør sit indtog i cykelsporten.

Lægen kommer ind på det italienske mandskab Château d'Ax, der blandt andet har Francesco Moser og Tony Rominger som de store stjerner.

Den lille italiener med brillerne kommer ikke ind og er højtråbende fra start. Han iagttager tingene lidt fra afstand, men kommer hurtigt ind på livet af schweizeren på 26 år.

Samarbejdet tager stille og roligt form. Ferrari guider og dirigerer Rominger. Spis det her, træn sådan her. Sådan fortsætter duoen i ti år fra 1987 til 1997.

- Alt går igennem ham. Jeg har fuld tillid til ham, udtaler Tony Rominger op gennem 1990'erne, hvor han begynder at betale Ferrari af egen lomme som sin egen personlige træner.

Investeringen giver afkast med det samme i form af sejre i starten af 1990'erne.

Tre gange vinder schweizeren Vuelta a España, mens han også er den stærkeste i Giro d'Italia ved en enkelt lejlighed. I Tour de France bliver han nummer to i 1993 efter Miguel Indurain. På intet tidspunkt har Tony Rominger nægtet et samarbejde med Michele Ferrari, men den dag i dag holder han fast i, at der aldrig har været doping involveret.

Ferrari er en af de bedste personer i den her sport

Lance Armstrong efter sin Tour de France-sejr i 2001

Romingers sejre forhindre dog ikke doping-rygterne i at klæbe sig til Michele Ferraris navn i starten af 1990'erne. Men den nøjeregnende doktor mangler ikke jobtilbud rygterne til trods.

I 1994 er det schweiziske Gewiss-Ballan, som lykkes med at få Michele Ferrari ombord. I april leverer holdet så én af cykelhistoriens største magtdemonstrationer.

De får tre mand på podiet i Fléche Wallonne og knuser al modstand med sejren til Moreno Argentin foran holdakammeraterne Giorgio Furlan og Evgeni Berzin. Det er dog ikke det mest bemærkelsesværdige den april-dag. Den sørgede Michele Ferrari for i et interview efter sejren.

- EPO er ikke farligt. Det er misbruget. Det er også farligt at drikke ti liter appelsinjuice, lød det opsigtsvækkende svar fra Ferrari, da han bliver spurgt ind til præparatet, der år tilbage havde kostet nogle hollandske cykelryttere livet.

Den udtalelse koster kort efter en fyreseddel fra Gewiss-Ballan. Samarbejdet med den scheiziske stjerne Tony Rominger fortsætter dog. Det samme gør de gode præstationer. Senere på året smadrer Rominger timerekorden og forbedrer den med mere end to kilometer.

- Jeg kunne ikke have gjort det uden Ferrari. Han har 50 % af æren for det her resultat.

Tony Rominger sætter en suveræn timerekord i 1994 i Bordeaux.

Kun de blinde kunne ikke se, hvad der foregik hos ONCE

Efter et par stille år, hvor Eufemiano Fuentes får slikket sårene efter problemerne og de positive dopingprøver hos det spanske atletikforbund, gør spanieren comeback i cykelsporten i 1990.

Manolo Saiz, som senere har været i søgelyset i flere af cykelsportens dopingsager, er manden, der henter Eufemiano Fuentes tilbage i cykelverden og ind på Team ONCE.

Året efter skal mandskabet, sponsoreret af blindelotteriet ONCE, toppræstere på hjemmebane i Vuelta a España. Noget overraskende er 'El Doctor' ikke en fast del af staben omkring holdet til det store løb. Lige indtil den vigtige enkeltstart på 8. etape.

Her skulle den spanske læge angiveligt være hoppet om bord på et fly med en køletaske, der, som Fuentes selv forklarede journalisterne, skulle indeholde 'nøglerne til Vuelta a España'. Etapen blev vundet af ONCEs Melchor Mauri, som også endte som samlet vinder af Vuelta a España.

Den opsigtsvækkende historie er aldrig blevet bekræftet.

Jeg ved, det var en stor fejl, og jeg fortryder det meget. Jeg vil gerne undskylde overfor alle i verden

Jan Ullrich om sit dopingsamarbejde med Eufemiano Fuentes

Efter et par år hos ONCE med rigeligt succes gik turen for Fuentes videre til Kelme. Han er godt nok stadig ansat som 'læge', men stjernerne på skuldrene bliver flere og flere.

Han er med til at tegne taktikken på holdet. Hvem skal køre hvilke løb, hvorfor og hvornår. Han bliver den absolutte leder og afviser samtidig et jobtilbud fra fodboldklubben FC Barcelona. På Kelme-holdet er der ingen tvivl; alle ved, det er Fuentes, der trækker i trådene på både den ene og den anden måde.

- Kelme tvang mig til at tage ulovlige stoffer og truede med at fyre mig, hvis jeg nægtede. Det var Eufemiano Fuentes, der gav mig EPO, fortalte den tidligere Kelme-rytter Jesus Manzano i 2004 i et interview med den spanske avis AS, efter han ikke fik forlænget sin kontrakt.

Spanieren havde dog ingen beviser, og selvom flere nøglepersoner på holdet - heriblandt Eufemiano Fuentes - blev afhørt, fandt de spanske myndigheder ikke beviser for at kunne køre en sag.

Doktor Fuentes slap med skrækken. I hvert fald i denne omgang. Men Manzanos voldsomme anklager skulle vise sig at blive starten på enden for Fuentes' plads i cykelsporten. Begyndelsen på 'Operacion Puerto'.

I 2013 var Eufemiano Fuentes i retten for sin rolle i 'Operacion Puerto'.

Armstrong og Ferrari: En doping-duo som ingen andre

For italienske Michele Ferrari bliver afslutningen på 1995 skæbnesvangert; han møder den mand, der skal vise sig at blive den mest dominerende nogensinde i Tour de France. Lance Armstrong.

Mødet mellem texaneren og italieneren bliver arrangeret og sat op af legendariske Eddy Merckx. Kemien mellem Armstrong og Ferrari er der nærmest fra første blik. Sammen med Tony Rominger bliver den tidligere amerikanske triatlet den absolutte førsteprioritet hos doktor Ferrari.

Efter et par år er fokus dog udelukkende på Armstrong. Ferrari og Armstrong udgør feltets absolut hurtigste doping-duo, der kun bliver stærkere år for år.

EPO. Testosteron. Kortison. Væksthormon. Blodtransfusioner. Armstrong brugte det hele, mens Ferrari superviserede. Og skulle du med som hjælperytter på US Postals Tour-hold, så var det et krav fra amerikaneren, at du var dopet.

- For Lance var doping en del af hverdagen. Det var som ilt, har hans tidligere holdkammerat Tyler Hamilton efterfølgende beskrevet i sin bog, mens flere andre af Armstrongs hjælpere har fortalt samme historie.

Lance Armstrongs pengeoverførsler til Michele Ferrari

Lance Armstrong overfører fra 1996 og ti år frem mere end 5.3 millioner danske kroner til Michele Ferrari.

  • 21/02-1996: 87.633 DKK
  • 09/05-1996: 177.780 DKK
  • 24/07-1996: 261.750 DKK
  • 06/05-2002: 466.500 DKK
  • 29/08-2002: 466.500 DKK
  • 06/05-2003: 622.000 DKK
  • 06/10-2003: 1.866.000 DKK
  • 02/07-2004: 684.000 DKK
  • 29/03-2005: 622.000 DKK
  • 31/12-2006: 684.000 DKK

I alt: 5.322.563 DKK

Kilde: USADA

- Doktor Ferrari hjalp mig med bloddoping, har Victor Hugo Peña, en anden holdkammerat fra US Postal-dagene, afsløret over for det amerikanske anti-dopingagentur, USADA, i deres store efterforskning mod Lance Armstrong i 2012.

Men resultaterne på cyklen taler for sig selv. Lance Armstrong vinder syv Tour de France på stribe. Millioner ruller ind, og mistanken om dopingsnyd bliver større og større år for år. Både mod Lance Armstrong og Michele Ferrari.

- Ferrari er en af de bedste personer i den her sport, udtalte Armstrong efter sin Tour-sejr i 2001.

- Han hjælper mig med min træning. Vi har aldrig talt om doping, og jeg har aldrig brugt doping.

Samme plade blev spillet år efter år. Indtil 2005 hvor Armstrong indstiller sin karriere og sammen med sin tro følgesven, Ferrari, ser ud til at slippe af sted med den ti år lange løgn.

Syv gange vandt Lance Armstrong verdens største cykelløb. Sejrene er efterfølgende blevet taget fra ham på grund af et massivt brug af doping.

Første Tour efter Armstrong endte i doping-kaos forsaget af Fuentes

Med den suveræne Lance Armstrong på pension var Tour de France 2006 udset som starten på en ny æra.

De fleste pegede på amerikanerens mangeårige rival, Jan Ullrich, som den store favorit. Den store udfordrer? Bjarne Riis' italienske opfindelse Ivan Basso fra danske CSC. Men bare to dage inden starten på den franske rundtur ændrede folks syn på den kommende Tour sig drastisk.

Stjerner som Jan Ullrich, Ivan Basso, Joseba Beloki, Alberto Contador, Francisco Mancebo og Alexandre Vinokourov blev alle nægtet deltagelse, efter de spanske myndigheder offentliggjorde et dokument, der satte dem og 50 andre cykelryttere i forbindelse med Eufemiano Fuentes.

En omfattende efterforskning spanierne havde igangsat efter Jesus Manzanos opsigtsvækkende anklager to år tidligere.

Jeg kan identificere alle blodposerne og fortælle, hvem 'kodenavnene' hører til

Eufemiano Fuentes

Den spanske doktor havde under sin tid hos Kelme set en god forretningsmulighed. En privatpraksis, hvor alverdens atleter kunne henvende sig og få hjælp til at præstere. Den mulighed havde flere af cykelsportens største stjerner ikke kunnet forpasse.

- Jeg brugte Fuentes' behandlinger. Jeg ved, det var en stor fejl, og jeg fortryder det meget. Jeg vil gerne undskylde over for alle i verden, sagde Jan Ullrich tilbage i 2013, da han indrømmede brug af doping - mere end syv år efter omverdenen for første gang hørte om 'Operacion Puerto'.

For spansk politis opsigtsvækkende fund af 211 blodposer i fryseren, 1000 doser af anabolske sterioder samt dagbøger med navne og 'kodenavne' på forskellige cykelrytter under en rensagning af Eufemiano Fuentes' hus var i første omgang ikke nok til domme eller karantæner.

Den spanske darling Francesco Mancebo stoppede godt nok sin aktive karriere, men Ullrich, Contador og de andre stjerner gik alle fri af sagen i oktober. Her måtte det spanske cykelforbund, RFEC, stoppe sin efterforskning, da retten i Madrid nægtede dem at bruge dokumenterne i sagen.

Tilbage i 2006 havde Spanien ikke samme anti-dopinglovgivning som resten af Europa. Det var med andre ord ikke muligt at dømme nogen for overtrædelse af lovgivning. Det blev dog lavet om måneder efter sagens afslutning.

- Jeg har ikke gjort noget ulovligt, forklarede Eufemiano Fuentes, der i hjemlandet også slap for en tur i retten i første omgang, men som nu var 'persona non grata' i cykelsporten.

Det samme gjorde sig gældende for flere af de ryttere, der var blevet nævnt i sagen. Det væltede bestemt ikke ind med jobtilbud, og samtidig fortsatte medierne med at grave videre i den store historie.

'Operacion Puerto'

  1. Cykelrytter i 'Operacion Puerto'

    Disse navne har alle været sat i forbindelse med 'Operacion Puerto'.

    Jan Ullrich - DNA-tests bekræftede, at tyskerens blod var i 9 poser hos Fuentes. Han gik under kodenavnene Jan eller Hijo Rudico (Rudys søn). Ullrich selv indrømmede samarbejde med Fuentes i 2013.

    Thomas Dekker - hollænderen indrømmede, at han var Classicomano Luigi på Fuentes' blodposer. Han stoppede karrieren efter den indrømmelse.

    Alejandro Valverde - fik to års karantæne den 1 januar 2010, spanieren var VALV og PITI (navnet på Valverdes hund, red.) på Fuentes' blodposer.

    Ivan Basso - italieneren indrømmede i 2007, at han var Birillo på Fuentes' blodposer. Basso blev efterfølgende idømt en karantæne. 

    Frãnk Schleck - Schleck indrømmede at have overført knap 7000 euro til Eufemiano Fuentes, men nægter ethvert kendskab til doping eller personlig kontakt med spanieren. 

    Michele Scarponi - indrømmede at være Zapatero og fik efterfølgende karantæne.

    Óscar Sevilla - spanieren var identisk med 'kodenavnet' Sevilliano på Fuentes' blodposer. Han stoppede karrieren efter afsløringen. 

    Tyler Hamilton - amerikaneren har selv indrømmet samarbejdet med Fuentes, der hjalp med både EPO og forskellige typer af bloddoping.

    Jörg Jaksche - tyskeren indrømmede, at han var identisk med 'kodenavnet' Bella på Fuentes' blodposer. 

    Michele Bartoli - italieneren havde stoppet karrieren, da sagen begyndte at rulle. Han skulle angiveligt være Sansone på Fuentes' blodposer. Bartoli har ikke selv udtalt sig i sagen.

    Marco Pantani - den afdøde italiener skulle ifølge avisen Corriere della Sera have været i kontakt med Fuentes i 2003 under 'kodenavnet' PTNI.

    Mario Cipollini - Gazzetta dello Sport har afsløret, at den tidligere sprinter skulle være 'Maria' i Fuentes' kodesystem. Cipollini selv har nægtet ethvert kendskab.

    Carlos García Quesada.

    David Etxebarría.

    Unai Osa.

    Marcos Serrano.

    Ángel Vicios.

    José Ignacio Gutiérrez.

    Jose Enrique Gutiérrez.

    Carlos Zárate

    Koldo Gil

    Alberto Contador – renset fra sagen i august 2006.

    Sergio Paulinho - renset fra sagen i august 2006.

    Allan Davis – renset fra sagen i august 2006.

    Joseba Beloki - renset fra sagen i august 2006.

    Vicente Ballester - renset fra sagen i august 2006.

    Davis Bernabeu - renset fra sagen i august 2006.

    David Blanco - renset fra sagen i august 2006.

    José Ardrián Bonilla - renset fra sagen i august 2006.

    Juan Gomis - renset fra sagen i august 2006.

    Eladio Jiménez - renset fra sagen i august 2006.

    David Latasa - renset fra sagen i august 2006.

    Javier Pascual Rodríguez - renset fra sagen i august 2006.

    Rubén Plaza renset fra sagen i august 2006.

    Santiago Botero - renset fra sagen i oktober 2006.

     

     

Manglende lov reddede Fuentes for flere års fængsel

Og det omfattende arbejde skulle snart vise sig at give pote.

I april 2007 kunne tyske medier berette, at ni af blodposerne fra Fuentes' fryser med navnene Jan, number 1 eller Hijo Rudicio (Rudys søn, red.) matchede med Jan Ullrichs DNA. Så fik flere stjerner ellers travlt med at krybe til korset.

En måned senere var det Ivan Basso, der erkendte overfor den italienske olympiske komité, CONI, at hans blod også var en del af Eufemiano Fuentes' store fryselager. Snart fulgte Jörg Jaksche trop som Bella, mens også Michele Scarponi måtte indrømme, at han var Zapatero.

Forældelsesfristen på ti år er overskrevet, så navnene kan ikke længere blive offentliggjort

WADA i 2019 om nye atleter i 'Operacion Puerto'

I 2012 er det så Tyler Hamilton, der fortæller, at hans danske holdejer, Bjarne Riis, var manden, som introducerede ham til den 'lidt skøre, men fantastiske' spanske læge.

- Fuentes ved, hvad man skal gøre, og hvordan du undgår at blive fanget, uddybede Hamilton, mens Bjarne Riis nægtede ethvert kendskab til spanieren.

I januar 2013 sad han der så endelig selv. Hjernen bag det hele. Eufemiano Fuentes. 'El doctor'. I retten for at skulle afgive sin forklaring på den største dopingsag i spansk sportshistorie og én af de mest omfattende, cykelsporten nogensinde har set.

- Jeg kan identificere alle blodposerne og fortælle, hvem 'kodenavnene' hører til, lød det gavmilde tilbud fra doktoren.

Dommeren i sagen, Julia Santamaria, underrettede efterfølgende Fuentes om, at det ikke var et krav, hvorefter den spanske læge trak sit tilbud tilbage.

Da der langt om længe, syv år efter sagens start, falder dom, kan sagens store hovedperson åndet lettet op. Et års fængsel og fire års karantæne fra hvervet som sportslæge. Fuentes kan kun dømmes for 'at bringe den offentlige sundhed i fare' - ikke for overtrædelse af dopinglovgivningen, der først blev lavet om efter Fuentes' handlinger.

En ankesag i 2016 renser dog den dopingdømte Eufemiano Fuentes for alle anklager. Blodtransfusioner kan ikke anses som en trussel mod den offentlige sundhed, lyder det i afgørelsen.

I 2013 kunne Fuentes ikke længere undgå en tur i retten.

Trods indrømmelser nægter Ferrari endnu

I 2013, faktisk i de samme dage som Eufemiano Fuentes sidder på anklagebænken, er det Lance Armstrongs tur til at gå til bekendelse hos den amerikanske talkshowvært Oprah Winfrey.

Presset og indrømmelserne om den massive doping samt forholdet til Michele Ferrari fra flere tidligere holdkammerater som Floyd Landis og Tyler Hamilton var blevet for meget.

Frem til det tidspunkt har Michele Ferrari dog fortsat godt gang i forretningen. Michele Scarponi, Giovani Visconti og Alexander Vinokourov er nogle af dem, der nyder godt af, at italieneren har fået mere tid på hånden efter Lance Armstrongs karrierestop.

- Ferrari var den bedste. Det ved alle, udtaler Filippo Pozzato, en anden af Ferraris tidligere klienter, i 2012 om den italienske dopinglæge.

- Alle ved det, og jeg ved det særligt efter at have været hans klient, så jeg kan tale om det. Ferrari giver cykelryttere EPO, udtalte Filippo Simeoni ligeledes om den kontroversielle læge.

Det virker da også til, at det meste af cykelverden ved, at Ferrari rimer på doping. Ellers finder de ud af det, da USADA offentliggør en 1000 sider lang rapport i 2012, der er med til at trække tæppet væk under cyklingens dopingduo nummer et, Armstrong og Ferrari.

- Dopingprogrammet på US Postal er det mest sofistikerede, professionaliserede og succesfulde, sportsverdenen nogensinde har set, lyder konklusionen fra USADA, det amerikanske anti-dopingagentur, i den over 1000 sider lange rapport, der var med til at fælde Lance Armstrong og Michele Ferrari.

På den baggrund bliver Michele Ferrari idømt livsvarig karantæne fra sport sammen med Lance Armstrong.

Jeg har ikke haft noget forhold til nogen ryttere på Astana-holdet i 10 år

Michele Ferrari om et muligt samarbejde med Jakob Fuglsang

Hjernen bag det hele nægter dog fortsat ethvert kendskab til, at den suveræne amerikaner på noget tidspunkt skulle have dopet sig med hans viden.

- Jeg så aldrig nogensinde Lance Armstrong dope sig. Han spurgte mig aldrig for nogen information om doping, sagde Ferrari i et interview med Al Jazzera efter sin karantæne.

På intet tidspunkt skal Michele Ferrari i fængsel for det, de fleste kender som cykelsportens største snyderi. Det sker først i 2017, da italieneren i hjemlandet bliver idømt 18 måneders fængsel for at hjælpe den italienske skiskytte Daniel Taschler med at dope sig. Det er telefonaflytninger, der fælder den verdenskendte læge.​

 I 2012 blev Michele Ferrari bortvist fra cykelsporten for livstid.

De to læger spøger endnu

Den dag i dag spøger de to læger Ferrari og Fuentes fortsat i ny og næ - også i cykelsporten. Vi skal ikke længere tilbage end i starten af i år.

Her offentliggjorde danske medier en hemmelig rapport fra cykelsportens uafhængige antidopingenhed, Cycling Anti-Doping Foundation - CADF, der satte den danske cykelstjerne Jakob Fuglsang og holdkammeraten Alexey Lutsenko i forbindelse med Michele Ferrari.

Enheden valgte ikke at gå videre med rapporten til den internationale cykelunion, UCI, da de 'ikke fandt grund til disciplinære sanktioner'. Både Jakob Fuglsang, Alexey Lutsenko og Michele Ferrari har nægtet ethvert samarbejde eller møde.

- Jeg har ikke haft noget forhold til nogen ryttere på Astana-holdet i 10 år, forklarede Ferrari blandt andet på sin egen hjemmeside om et muligt samarbejde med Astana-duoen.

For Eufemiano Fuentes' vedkommende har der været noget mere stille, selvom han blev renset for alle anklager. Men 'Operacion Puerto' lever fortsat i et vis omfang.

Det internationale dopingagentur, WADA, fik ved Fuentes' appelsag i 2016 råderetten over de 211 beslaglagte blodposer fra spanierens fryser. De er naturligvis blevet gennemanalyseret op til flere gange, selvom de i dag er over 14 år gamle.

En WADA-rapport fra sidste år afslørede, at agenturet nu har matchet 11 forskellige atleter til blodposerne fra Fuentes. Fire af dem skulle stadig være aktive.

- Forældelsesfristen på ti år er overskredet, så navnene kan ikke længere blive offentliggjort, forklarer WADA i deres rapport, hvor de heller ikke sætter ord på, om det er personer fra cykling, fodbold eller andre sportsgrene oplyste agenturet heller ikke noget om.

Med andre ord har de spanske og italienske doktor efterladt deres store aftryk i cykelsportens mangeårige historiebøger.

For evigt vil de være synonym med doping. Ikke bare som dopinglæger, men som dopingprofessorer. De absolut dygtigste på deres felt.