Tour de France

Kraghs sejr får 'stor betydning' - men ikke på kontraktens størrelse

Rolf Sørensen vurderer, at det kommer til at have stor betydning for Søren Kragh Andersen, at han nu kan kalde sig Tour-etapevinder.

Et skridt op på den allerstørste scene.

Det er, hvad Søren Kragh Andersen har taget, efter han vandt 14. etape i Tour de France. Danskeren har tidligere hentet store sejre i sin karriere, men ikke i verdens største etapeløb, hvor hele kloden følger med.

Ifølge TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen får sejren stor betydning for Sunweb-danskeren i fremtiden – både kontraktmæssigt, men også personligt.

- Det betyder meget, og det er den helt store scene rent pressemæssigt. Man bliver anerkendt og kendt i verden på det, siger Rolf Sørensen.

- Det lød som om, at Søren Kragh tvivlede en lille bitte smule på sig selv, og det har han absolut ingen grund til. Han er så fantastisk dygtig en cykelrytter på alle plan, så det kommer kun til at give mere.

Han er en sky person, så jeg tror, at sejren vil være med til at give ham noget mere selvtillid

Ken Sommer, Søren Kragh Andersens agent

Bliver betalt for at vinde

Men ifølge Søren Kragh Andersens agent, Ken Sommer, kan danskeren dog ikke se frem til ekstra cifre på kontrakten lige med det samme på trods af karrierens største sejr til dato.

- Rent kontraktmæssigt kommer det ikke til at ændre så meget, da han næsten lige har underskrevet en ny kontrakt, så den tæller til og med 2022. Så den kommer ikke til at katapultere i vejret, da han allerede bliver betalt for at vinde disse sejre, og han har en god kontrakt, siger Ken Sommer til TV 2 SPORT.

- Men jeg vil sige, at han allerede er deroppe, da han tidligere har sejret i Paris-Tours, har en etapesejr i Paris-Nice og en sejr i Schweiz Rundt. Men forhåbentlig giver det ham noget mere selvtillid, så han er i stand til at vinde endnu mere.

Håber på mere selvtillid

Agenten er dog sikker på, at danskeren kommer til at få gavn af sejren rent personlighedsmæssigt, imens respekten i feltet også vil blive større.

- Han er en sky person, så jeg tror, at sejren vil være med til at give ham noget mere selvtillid, da det er en sejr på den største scene i verden. Og den viser bare, hvor stærkt en rytter han er. Og det ved de andre ryttere i feltet også nu, siger Sommer.

Søren Kragh Andersens etapesejr er den første danske Tour-sejr i to år. Senest vandt Magnus Cort en etape i 2018-udgaven af løbet.

Øverst på podiet står en dansker fra Strib og modtager folkets hyldest. Video: Magnus Stig Christensen