Roserne vælter ned over Søren Kragh - det siger de danske ryttere
De øvrige danske ryttere var glade på Søren Kraghs vegne, da de kom i mål. Læs reaktionerne her.
Søren Kragh Andersen gav Danmark Tour de France-etapesejr nummer 20, da han lørdag vandt 14. etape.
Og det var ikke bare danskeren selv, der var lykkelig efter etapen. Også de andre danskere i Tour de France-feltet glædede sig over Kraghs flotte etapesejr.
Herunder kan du læse, hvad hans landsmænd havde af rosende ord.
Michael Mørkøv
Deceuninck-Quick Step
- Det er en fed nyhed. Vi fik det at vide fem-ti kilometer før mål. Som dansker kan man kun være stolt. Det betyder noget, selvom vi ikke kører på samme hold.
- Jeg er også cykelfan selv og holder utroligt meget af Søren. Jeg synes, at det er fantastisk, at vi har fået en dansk etapesejr i årets Tour.
Kasper Asgreen
Deceuninck-Quick Step
- Det er vildt fedt med en dansk etapesejr til Søren. Han har været virkelig flot kørende hele Touren, så det er meget fortjent. Det er bestemt ikke tilfældigt, at det er ham, der rammer sådan en etape som i dag.
- Han har en kæmpe motor, så han kan køre alene, som han gjorde et stykke af vejen her. Og han har en god acceleration. Han kommer godt med henover rigtig mange stigninger uden at bruge alt for mange kræfter på det.
- Jeg glæder mig til at komme ind i bussen og sende en besked til ham og ønske tillykke med sejren.
Casper Pedersen
Team Sunweb
- Det er sindssygt stort for ham. Jeg er sikker på, at han havde drømt om det, siden han var knægt. Han skal nok have et par dage, for at det kan synke ind.
- Det er den her scene, han gerne vil præstere på. Nu gør han det. Man kan godt sige, at det er drøm for ham.
Michael Valgren
NTT Pro Cycling
- Det er fandeme i orden Søren. Det er stærkt. Han har lagt op til det hele ugen. Han har set ud til at være virkelig godt kørende.
- Han kørte jo nærmest efter sin egen holdkammerat på et tidspunkt – så har man altså gode ben. Det er fuldt fortjent og stort tillykke.