Tour de France

’Årets fund’ i sin første Tour: - Han har potentiale som Mbappé, siger Cancellara

Marc Hirschi har for alvor slået sit navn fast i årets Tour de France. Nu får han masser af ros.

Cykelverdenen har lært at udtale Marc Hirschi i dette års Tour de France.

Den blot 22-årige Sunweb rytter har nemlig haft et fremragende løb. Hele tre gange er han strøget over målstregen blandt de tre første, og på 12. etape fik han fuld gevinst.

Måske kan han gå efter Vuelta a España eller Giro d’Italia på længere sigt. Og hvem ved – måske Tour de France?

Fabian Cancellara, tidl. cykelrytter

De flotte resultater er i den grad blevet bemærket.

- Han har været overraskende god. Man kan vel godt kalde ham for årets fund i Tour de France. Han har været meget overbevisende, siger Morten Bennekou, der fungerer som ekspert på TV 2 under den franske Grand Tour.

Og schweizerens imponerende kørsel har fået holdkammeraten Søren Kragh til at drømme.

- Hvis han ikke allerede er en stjerne, bliver han det helt sikkert i fremtiden, siger danskeren.

’Hirschi er som Mbappé’

En, der meget vel kan hjælpe ham på vejen mod toppen af cykelverdenen, er Fabian Cancellara.

Den tidligere toprytter er nemlig agent og sparringspartner for den unge rytter. Hirschi fortalte efter sin etapesejr til TV 2 SPORT, at de to havde skrevet sammen så sent som morgenen inden hans etapesejr.

Cancellara var da også en af grundene til, at den tidligere U23-verdensmester begyndte at cykle.

- Tour de France, Fabian Cancellara og Schweiz Rundt er de tre ting, der har fået mig til at drømme, siger Marc Hirschi, der altid har set op til det tidligere tempofænomen.

Cancellara, der bor kun 300 meter fra Hirschis forældre, har ofte rost den unge rytter.

- Han har samme potentiale som Kylian Mbappé (fransk fodboldspiller, red.). Marc har alle de egenskaber, det kræver, lød det fra 'Spartacus' til Cyclingnews i begyndelsen af Tour de France.

Sammenlignes med sit forbillede

De to schweizeres nære forhold har også ført til sammenligninger af de to. Og Morten Bennekou kan sagtens se ligheder.

- De er jo begge fra Schweiz, så på den måde er det nærliggende. Han har noget af det samme – han har også et punch hen over bakkerne.

Vidste du at?

Hirschi skrev historie, da han vandt 12. etape ...

  • Han blev den første schweiziske etapevinder i Tour de France siden Fabian Cancellara i 2012.
  • Han blev den yngste schweiziske etapevinder i Tour de France (22 år og 15 dage). Den tidligere rekord tilhørte Urs Freuler (22 år og 238 dage).
  • Hirschi er den første schweizer til at vinde i sin Tour de France-debut siden Fabian Cancellara i 2004.

Alligevel mener elitechefen i DCU, at der er et stykke vej, før Hirschi når samme niveau.

- Han har ikke helt samme motor. Der er stadigvæk et stykke vej, vurderer Morten Bennekou.

Selv sætter Hirschi stor pris på, når de to nævnes i samme sætning.

- Det er dejligt at høre sådan et kompliment, siger det unge stjerneskud.

’En komplet rytter’

Marc Hirschi, der vandt sin første professionelle sejr på 12. etape af Tour de France, har ikke altid været landevejsrytter.

Tidligere har han kørt både cykelcross, mountainbike og banecykling. Ifølge ham selv er det en af årsagerne til, at han blandt andet har vist sig som en god nedkører.

- Jeg har prøvet mange forskellige cykeldiscipliner, og det har virkelig hjulpet mig. At køre ned ad er også meget mentalt. Det handler om at have en god fornemmelse, og meget af det er i hovedet, siger Hirschi.

Marc Hirschi viser her prøver på sine gode nedkørselsevner. Video: TV 2 SPORT

Men han er ikke bare en god nedkører. Faktisk mener Morten Bennekou, at han kan det hele.

- Han er meget komplet. Han har vist, at han kører fint op ad, og så kører han fabelagtigt på nedkørsler. Han har også vist, at han læser løbet godt.

- I årets Tour de France har han ikke forsøgt noget, som ikke er lykkes. Han sidder også helt utroligt flot på en cykel, siger Bennekou.

’Kan ikke vinde Grand Tours’

Selvom det i årets Tour de France har virket som om, Marc Hirschi kan det hele, er der begrænsninger. Det mener Morten Bennekou.

- Han kommer ikke til at vinde Grand Tours, men han skal satse på de hårde endagsløb. Det kan være Ardennerklassikerne, Lombardiet Rundt – men også de ugelange etapeløb, vurderer Morten Bennekou.

Men det er Cancellara ikke nødvendigvis enig i.

- Måske kan han gå efter Vuelta a España eller Giro d’Italia på længere sigt. Og hvem ved – måske Tour de France, lyder det.

Selv har han da også svært ved at finde ud af, hvad han er bedst til.

- Det er stadigvæk ret svært at sige, hvilken type rytter jeg kommer til at blive. Men jeg er nødt til at sige, at jeg kan blive en rytter, der satser på endagsløb som Liège-Bastogne-Liège og Ardennerklassikerne, sagde Hirschi til Cyclingnews i slutningen af august.

Én ting er dog sikkert. Hans fremtid ser særdeles lys ud.

- Han har vist, at han har potentialet til at blive en af de store stjerner, siger Morten Bennekou.