Tour de France

Æstetisk Tour-bjerg debuterede for otte år siden – i dag køres det tre gange

Grand Colombier fra den ene side. TV 2 SPORT

Tour de France-direktøren, Christian Prudhomme, er skyld i, at flere nye stigninger er blevet implementeret i verdens største cykelløb de seneste år.

Alpe d'Huez, Mont Ventoux og Col du Tourmalet.

Tre ikoniske stigninger, der hver især har lagt asfalt til adskillige historiske øjeblikke i Tour de France og altid bliver mødt med respekt og spænding, hver gang de er på programmet.

Det er virkelig en æstetisk, smuk stigning, og det vil give nogle helt utrolige billeder

Thierry Gouvenou

Og noget kunne tyde på, at man i fremtiden også kommer til at skulle nævne Col du Grand Colombier, når Tourens legendariske stigninger skal remses op.

I 2012 debuterede Grand Colombier i Tour de France. Søndag bliver det kørt for fjerde gang, når 15. etape af verdens største cykelløb skal afgøres.

Årsagen til, at bjerget i Jurabjergene i den nordlige del af Alperne de seneste otte år er blandt de mest benyttede stigninger i Tour de France, er ganske klar.

- Den ligger jo i Jurabjergene, og det er vigtigt for os, for vi har forsøgt at finde nye målbyer uden for Alperne og Pyrenæerne. Og her i Jurabjergene er Grand Colombier helt perfekt, siger Thierry Gouvenou, der er rutedesigner for Tour de France, til TV 2 SPORT.

- Det bemærkelsesværdige er udsigten. Bjerget knejser over Rhonefloden og flere dale. Det er virkelig en æstetisk, smuk stigning, og det vil give nogle helt utrolige billeder. Stigningen er også temmelig lang, siger Gouvenou videre.

TDF etapeprofil 15

Faktisk består Col du Grand Colombier ikke kun af én stigning. På bjerget er der fire veje, der går mod toppen, og på søndagens etape skal Tour-feltet prøve kræfter med tre af dem.

Tre forskellige veje op på én etape

Kigger man på etapeprofilen for 15. etape, ser det ellers ud til, at der skal køres tre forskellige stigninger - hvilket også er tilfældet. Men hvad man ikke kan se på profilen, er, at de tre stigninger er koncentreret om det samme bjergpas.

De tre stigninger er koncentreret om det samme bjerg Col du Grand Colombier.

- På dem alle er stigningsprocenten særdeles vanskelig, og i moderne cykelsport er det stigningerne, der skaber tidsforskelle. Derfor er det et spændende bjerg. Man kan bestige det på flere måder, men hver gang er stigningen svær, siger Thierry Gouvenou.

TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen, der selv kørte de tre stigninger tilbage i juni under optagelserne til Rolf og Ritter på Tour, er ikke i tvivl om, hvad der venter.

- Det er altså ikke for børn. Det er virkelig stejle stigninger, siger han.

Søndagens etape er i alt 170 kilometer lang, men det er først efter 100 flade kilometer, at feltet kører ind på den første stigning. Dermed bliver de sidste 70 kilometer yderst krævende med to kategori 1-stigninger og en enkelt uden for kategori.

Montée de la Selle de Fromentel

Første gang feltet kører ind på det berygtede bjergpas, bliver det ad den stigning, der hedder Montée de la Selle de Fromentel.

Det er en kategori 1-stigning, der strækker sig over 11,1 kilometer og i gennemsnit stiger med 8,1 procent. Det er den sidste del af stigningen, der er den stejleste, hvor procenterne når op på 22.

Herefter venter der en kort, men hurtig og lumsk nedkørsel, hvorefter det straks begynder at gå opad igen.

Col de la Biche

Feltets anden tur op ad bjerget bliver ad vejen Col de la Biche, der ligeledes befinder sig i kategori 1.

Bjergprofil: Etape 15 - Col de la Biche

Stigningen er kun 6,9 kilometer lang, men til gengæld er den noget mere konstant i forhold til dagens første stigning.

Den gennemsnitlige stigningsprocent er på 8,9, og toppen ligger i 1325 meters højde - 200 meter højere oppe end Montée de la Selle de Fromentel.

Igen er nedkørslen en hurtig og stejl en af slagsen. Denne gang er den noget længere, da man kører helt ned til bunden af bjergpasset.

Grand Colombier

Efter få kilometer på flad vej begynder rytterne endnu en gang opstigningen, og denne gang er det helt til toppen af Col du Grand Colombier i 1500 meters højde.

Kun ganske få gange vil der være mulighed for at puste ud på stigningen, der i alt måler 17,1 kilometer og i gennemsnit stiger med 7,1 procent.

Midtvejs på Grand Colombier kommer der et stykke med en række hårnålesving, der kommer lige efter hinanden. Det er ikke det stejleste stykke på stigningen, men det er utvivlsomt det sted, hvor de mest seværdige billeder kommer.

Hårnålesvingene på Col du Grand Colombier.

Og de smukke billeder i kombination med stejle stigningsprocenter kan være med til gøre Grand Colombier til et af de mest bemærkelsesværdige bjerge i Tour de France.

- Fordi stigningen er så æstetisk og fysisk krævende, har den alt det, der skal til for at blive et legendarisk bjerg, siger Gouvenou.

Når rytterne krydser målstregen, kan de se tilbage på 70 kilometer, hvor 35,4 af dem er gået opad.

- Det er en svær etape, det her, sagde Rolf Sørensen efter selv at have nået toppen af Grand Colombier under optagelserne til Rolf og Ritter på Tour, hvorefter han kom med en opfordring til de ryttere, der fortsat håber på et topresultat i klassementet.

- Nøglen er at turde fra 70 kilometer med de her lange stigninger. Det er over 30 kilometers stigning. Alene kan man virkelig gøre en forskel.

Bjergprofil: Etape 15 - Grand Colombier

I august blev Grand Colombier besøgt af etapeløbet Tour de l'Ain. Her var den øjeblikkelige indehaver af den gule trøje, Primoz Roglic, hurtigst, hvor han henviste Egan Bernal og Nairo Quintana til de sekundære placeringer.

Prudhommes ønske blev opfyldt

Col du Grand Colombier er ikke det eneste bjerg, der i løbet af de seneste år har fundet vej til ruten i Tour de France for første gang.

La Planche des Belles Filles, der ligger i Vogeserne og i år lægger asfalt til den afsluttende enkeltstart på 20. etape, debuterede ligeledes i 2012 og er nu med for fjerde gang.

En fornyelse af løbet, som direktøren for Tour de France, Christian Prudhomme, har stået i spidsen for.

- Christian Prudhomme har de senere år valgt at indlemme mellemstore bjerge. Jurabjergene, Vogeserne og Massif Central. Tanken var, at man også kunne køre Tour de France andre steder end i Alperne og Pyrenæerne. Og Grand Colombier er et af de bjerge, som bidrager med noget ekstra til Tour de France, siger Thierry Gouvenou.

Og Tour de France-ledelsen bliver ved med at opdage nye udfordringer til verdens bedste cykelryttere. På 17. etape vil feltet således stifte bekendtskab med Col de la Loze, der er navnet på en særdeles stejl stigning, der i 2019 blev asfalteret som en cykelsti mellem skisportsstederne Méribel og Courchevel.

- Vi går ind i en ny verden. En ny måde at klatre på med ekstreme stigningsprocenter, sagde Thierry Gouvenou, da årets rute blev præsenteret i oktober 2019.