Tour de France

Etapevinder så ingen mening i angreb: - Roglic virker ustoppelig

Tadej Pogačar vandt 15. etape i Tour de France, men ifølge sloveneren gav det ikke mening at angribe, da Primož Roglič var for stærk.

Der var lagt op til det helt store festfyrværkeri på den sidste stigning på 15. etape i Tour de France.

Alle favoritterne sad samlet, da de ramte Grand Colombier, men det var kun Adam Yates, der kom med et spinkelt forsøg op ad stigningen. Jumbo-Visma satte nemlig så høj en fart, at alle var så mørbankede, at de ikke kunne angribe.

Til sidst spurtede Pogačar sig til sejren, og han fortæller herefter, at han ikke angreb før, da han ikke ville få noget ud af det.

- Jumbo var virkelig forberedt på i dag, og de satte et højt tempo hele dagen. Det gav ingen mening at angribe, og varmen gjorde det også svært. Men jeg er glad for at vinde igen, siger Tadej Pogačar efter etapen.

- I øjeblikket virker Roglič ustoppelig. Men Bernal knækkede i dag, måske gør jeg det en anden dag, og Roglič kan også. Der er stadig muligheder.

Roglič ville gerne vinde

Selvom de to slovenere kom i mål i samme tid, henter Tadej Pogačar fire sekunder på Primož Roglič i klassementet på grund af bonussekunder.

Primož Roglič fortæller efter etapen, at det var planen at sætte et hårdt tempo på hele etapen. Han er glad for sejren, men undrer sig over, at han ikke fik bonussekunderne.

- Jeg ville gerne vinde i dag. Holdet gjorde et stort stykke arbejdet, men jeg kom lidt til kort i sidste ende. Men det var en god dag for os, og vi er stadig i den gule trøje. Drengene var virkelig flyvende, så chapeau til dem alle. Indtil videre har vi lavet et godt stykke arbejde i Touren.

- Det ville selvfølgelig have været bedre, hvis jeg hentede fire sekunder, men til sidst var han lidt bedre, men jeg er glad for måden, det gik på, siger Jumbo-Visma-kaptajnen.

Roglic kan dog glæde sig over fortsat at have den gule førertrøje. Den beholder han som minimum frem til tirsdag, da der er hviledag mandag.