Tour de France

Fatter ikke holdets taktik - tidligere holddirektør skyder på INEOS

Egan Bernal jagter klassementets førsteplads i årets Tour de France. Marco Bertorello / Ritzau Scanpix

Tidligere Team Sky-direktør sætter spørgsmålstegn ved Ineos' taktik under dette års Tour og mener ikke, at holdets stjerne er, hvor han skal være.

- Jeg tror, de (INEOS, red.) er lidt for afhængige af at hænge deres egen kørsel op på, hvordan deres konkurrenter gør det. Når man har vundet så meget, som de har, så er det svært at tilpasse sig, siger den tidligere Team Sky-direktør Sean Yates til franske l'Equipe ifølge The Telegraph.

Han var en del af ledelsen på det daværende Team Sky i perioden 2010-2012.

Nu går holdet under navnet INEOS-Grenadiers, som triumferede i 2019-udgaven af Tour de France, da deres colombianske rytter Egan Bernal kunne kalde sig vinder af løbet.

Det generelle niveau har løftet sig, men Bernal har ikke fulgt den tendens

Sean Yates, tidligere holddirektør for Team Sky

Kritikken kommer af, at Egan Bernal endnu ikke har formået at stemple ind i løbet som den forsvarende titelvinder, han er. I skrivende stund er han 59 sekunder efter den gule trøje, der bæres af Primoz Roglic fra Jumbo Visma.

I stedet for en strategi, der handler om at køre Egan Bernal frem i klassementet, burde de have flere strenge at spille på, lyder det fra Sean Yates.

- INEOS er kommet til Touren i den tro, at de har feltets bedste rytter. At diktere tempoet er brugbart, når man råder over den bedste rytter. Jo højere tempo, desto mere afstand kan man gå til finalen med. Men lige nu er den bedste rytter Primoz Roglic.

- Det generelle niveau har løftet sig. Men Bernal har ikke fulgt den tendens, siger han.

Ekspert forsvarer INEOS og Egan Bernal

Kritikken er ikke ny, og INEOS' udeblivende præstationer har været et stort samtaleemne under dette års Tour.

Senest fortalte Michael Rasmussen i Aftentouren lørdag, at Egan Bernal lignede en, der havde det svært.

Chris Anker Jørgensen der er cykelekspert på TV 2 SPORT fortæller, at situationen med INEOS er noget, man også diskuterer i Frankrig. Netop fordi holdet har sat sig så hårdt på de store løb de seneste år. Men det væsentlige er, at niveauet bare er ekstra højt i år.

- Jeg oplever ikke, at INEOS er blevet dårligere, men snarere som et udtryk for, at de andre hold har løftet deres niveau. Jeg må også forsvare dem og sige, at de trods alt har forsøgt at sende folk i udbrud og derpå tilpasse sig til, hvad der sker i løbet, fortæller Chris Anker Sørensen.