Tour de France

Konkurrenter holdt øje med én rytter – og så blev de snydt af Søren Kragh

Søren Kragh Andersen udnyttede på 14. etape, at der ikke var nogen, der regnede med, at han var en udfordrer til sejren.

Ét enkelt stille øjeblik.

Det var alt, hvad Søren Kragh Andersen behøvede i finalen på 14. etape i Tour de France, hvor han angreb med lidt over tre kilometer til mål.

Der var ingen, der kørte efter danskeren med det samme, og det var nok til, at han hentede karrierens største sejr.

Mitchelton-Scotts Luka Mezgec blev nummer to på etapen, og han erkender, at det ikke var Søren Kragh Andersen, der tiltrak sig den største opmærksomhed i den gruppe, der skulle kæmpe om sejren.

- Vi vidste, at der ville komme nogle angreb – især fra Alaphilippe. Vi forsøgte at følge efter ham, men han lykkedes ikke med det, men vi holdt et øje på ham. Da vi stoppede med at køre med tre kilometer igen, angreb Søren Kragh, og dét var momentet, siger Luka Mezgec til holdets hjemmeside.

- Det er en bitter fornemmelse og en skuffelse, da jeg ved, at jeg missede en stor chance for at vinde en etape i Tour de France.

Alle var på deres grænse, og så valgte Kragh Andersen det rigtige øjeblik. Chapeau til Søren Kragh

Greg van Avermaet

Valgte det rigtige øjeblik

Greg van Avermaet, der ifølge eksperterne og bookmakerne var en af favoritterne til 14. etape, siger også, at Sunweb-danskeren formåede at fange det helt rigtige moment.

- Vi var lige blevet hentet på toppen af stigningen (den sidste kategori fire-stigning, red.), og det var hårdt at være der. Alle var på deres grænse, og så valgte Kragh Andersen det rigtige øjeblik. Chapeau (applaus, red.) til ham for at holde os andre væk, siger CCC’s Greg van Avermaet i en pressemeddelelse.

Modsat lørdagens rimelig flade afslutning kan Søren Kragh Andersen og resten af feltet se frem til en bjergrig finale på 15. etape. Det bliver første gang i år, en etape slutter på en stigning uden for kategori.

Den brutale 15. etape kan du læse mere om her: