Tour de France

Rytterne stoppede op, og der blev helt stille, da Tourens seneste dødsfald blev meldt over radioen

Det amerikanske Motorola-hold i sorg før starten på 16. etape. Patrick Kovarik / Scanpix Denmark

På 15. etape for 25 år siden skete det seneste dødsfald i Tour de France på en bjergetape i Pyrenæerne.

Det er en kontrast, der skærer langt ind i sjælen.

To kroppe på asfalten.

Den ene helt stiv på ryggen i kanten af vejen. I kamp mod smerten fra det åbne brud på hoften. En livgivende smerte. En spændt krop og et ansigt med tænder, der stadig kan skæres.

Kontrasten ligger et par meter længere tilbage. Krøllet sammen. I en slags fosterstilling. Uden spændte muskler eller en krop, der forsøger at bekæmpe smerten. Livløs i ordets sandeste betydning.

Og så er der blodet. Det forlader rytteren i en voksende plamage, der følger vejens hældning.

En rød strøm af liv, der forlader rytteren fra såret i hovedet.

- Styrt her. Alvorligt styrt endda. Det ser ud, som om en rytter har ramt en af de piller, de skarpkantede piller, der står her ved vejsiden.

Det er Jørn Mader, der sætter ord på de billeder, der løber hen over tv-skærmene i Danmark.

- Det er ikke nogen rar situation, fortsætter han i transmissionen.

Nej, nej, nej

Hjemme i Albese 20 kilometer øst for Como i den italienske provins Lombardiet opfanger en kvinde styrtet på det tv, der kører som baggrundsstøj til dagens ærinder.

- Jeg hørte, kommentatorerne snakkede om et styrt. De sagde, at det var en Motorola-rytter, og mit hjerte sprang et slag over.

- Jeg skyndte mig ovenpå. Kameraet havde zoomet ind på rygnummeret. Det var 114 – Fabios nummer.

Kvinden er Rosa Casartelli. Mor til den italienske Motorola-rytter Fabio Casartelli, der ligger livløs på asfalten, som var han en kludedukke, der var slynget ud på vejen.

- Jeg begyndte at løbe rundt på gulvet og skrige ’nej, nej, nej!’ Så begyndte jeg at ringe til Frankrig.

Det er på 15. etape for 25 år siden. Tour de France 1995. Fra Saint Girons til Cauterets i Pyrenæerne.

Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund steg tempoet helt vildt på nedkørslen bagefter

Stephen Swart

En bjergetape af den slags, der får mundvandet hos Tour de France-elskere til at flyde over med bjergtoppe som Peyresourde, Aspin og Tourmalet undervejs på de 206 kilometer.

Dirk Baldinger vrider sig i smerte efter den voldsomme kollision med betonpillen i kanten af vejen.

Men så langt når trioen Dirk Baldinger, Dante Rezze og Fabio Casartelli ikke.

Ved kilometermærke 34 går det galt.

- Vi startede etapen med at køre op mod Portet d’Aspet uden det store drama, husker Stephen Swart tilbage på hændelsen for 25 år siden.

Dengang var newzealænderen holdkammerat med Fabio Casartelli hos det amerikanske hold Motorola. Nu sidder han på den anden side af jordkloden og husker tilbage på dagen i en telefon.

- Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund steg tempoet helt vildt på nedkørslen bagefter.

90 kilometer i timen på stålrammen. Til tider et fald på 17 procent på den lille bjerglandevej. Det kræver et vist talent at manøvrere de smalle ringe på cyklen ned ad de smalle veje i det tempo.

- Det er, som om vejen pludselig svinger den forkerte vej, det må have snydt dem, mener Swart.

Det går galt. Danske Jesper Skibby, der sidder i feltet for TVM-holdet, ser en Kelme-rytter komme i karambolage med de store betonpiller i vejsiden, der skal sikre, at biler ikke skrider ud i intetheden i de skarpe sving.

Men det, der er tænkt som en sikkerhed, ender med at være en dødsfælde.

Livløs på vejen

Tyske Dirk Baldinger kolliderer med kroppen og pådrager sig et åbent brud på hofteregionen. Det er ham, der ligger stiv i vejsiden med kroppen kæmpende mod voldsomme smerter.

- Jeg kom ud af en lang venstrekurve, pludselig lå der nogle ryttere i en bunke midt på vejen. Jeg kunne se betonpillerne, der markerede afgrunden i højre side af vejen, fortæller Baldinger senere om det sidste, han husker, før han flyver hen over sit eget styr.

Dante Rezze fra det lille Aki-hold er heldig. Han undgår en heftig kollision, men forsvinder i stedet for mellem to piller. Ned ad skrænten og slipper med et brud på foden.

Fabio Casartelli forsvinder ikke i dybet. Han tager heller ikke fra med kroppen. I sit styrt har den bare 24-årige italiener hamret hovedet mod de store betonpiller, der ikke giver sig.

Det er Fabio Casartelli, der ligger livløs på vejen, mens blodet løber i store mængder fra hans ansigt.

ADVARSEL: Voldsomt billede. Flyt markøren for at se billedet af Casartelli.

/
/

Stephen Swart stopper ved uheldet og giver en melding til sportsdirektørerne på Motorola-holdet.

- Det var før, det var almindeligt med radiokontakt til alle rytterne. Jeg havde en radio på mig den dag, så da jeg så, at han lå der, stoppede jeg et øjeblik og meldte til holdet, at Fabio var styrtet.

Styrt er en del af cykelsporten. Og selvom det var tydeligt, at Fabio Casartellis var et af de mere alvorlige, så var opgaven for Swart at fortsætte. Være der for holdet på landevejene i Frankrig. De sidste etaper frem mod Paris.

I fronten af etapen er der fokus på den lokale bjerghelt Richard Virenque, der i gang med et episk ridt mod tinderne i den prikkede bjergtrøje, der i de år nærmest er tatoveret på den franske stjernerytter.

Imens bliver Fabio Casartelli fløjet til hospitalet i Tarbes i en helikopter.

En trist meddelelse

Men de ved godt på kommentatorpladserne, at det er slemt. Meget slemmere end normalt, når ryttere bliver fløjet bort, for der er total stilhed på Radio Tour. Løbsradioen, der dengang var eneste kilde til information.

Løbets direktør Jean-Marie Leblanc holder radiotavshed.

Det er først tre timer efter styrtet, at det bliver officielt. Det, som alverdens tv-seere har frygtet efter de forfærdelige billeder af den livløse italiener på asfalten.

- Mine damer og herrer, Fabio Casartelli afgik ved døden på vej til hospitalet, lyder den formelle og kortfattede melding fra Leblanc.

I Albese har Rosa Casartelli allerede fået det opkald, alle mødre frygter. Det var Motorolas egen læge, der overbragte hende den smerteligste nyhed af alle.

På dansk tv er det Jørn Mader, der omsætter meldingen til de danske seere.

- Vi har fået en meget trist meddelelse. Vi har fået fortalt, at Casartelli er død. Casartelli, den olympiske mester fra 1992 i Barcelona, er omkommet ved det første styrt, der var i dag på det første bjerg.

- På Port d’Aspet væltede han ud mod nogle sten, slog hovedet, blev fløjet bort i helikopter i dyb koma, og nu er han altså død.

Fra helteepos til tragedie

I fronten af løbet har Richard Virenque sat det afgørende angreb ind. Som en mand med en mission og uvidende om den tragiske hændelse jagter han hæder og ære på en etape, der var som skrevet til et historisk soloridt.

Men skæbnen har sat sig til tasterne og omskrevet det inciterende helteepos til en tragedie af de helt store.

For bare tredje gang har Tour de France krævet det ultimative offer.

Tom Simpson var seneste offer i Touren, da han omkom i 1967.

I 1935 var det spanieren Francisco Cepeda, der ikke overlevede et styrt i en kløft. Og i 1967 var det englænderen Tom Simpson, der kollapsede på Mont Ventoux, da hans hjerte gav op i en blanding af overanstrengelse, hedeslag, amfetamin og alkohol.

Denne julidag i 1995 er det en ung italiener, der havde en lovende cykelfremtid foran sig, der ikke længere er til.

- Det var på den sidste stigning op mod målet, at vi fik det at vide, fortæller Casartellis holdkammerat Stephen Swart om den triste meddelelse.

Han husker endnu, hvordan han fik kuldegysninger, der løb gennem hele kroppen.

Også danske Jesper Skibby får meddelelsen, før han når målstregen.

- Vi får det at vide 50 kilometer før, og så holder vi op med at køre. Hvad fanden skal vi køre for, lød det fra Jesper Skibby efter etapen.

- Der bliver helt stille. Alle er mere eller mindre i chok. Det betyder ikke ret meget, det her, det kan jeg godt sige jer.

Den normalt bramfrie dansker er mærket. Han har været tæt på selv. Da han to år forinden i Tirreno-Adriatico røg af cyklen i en hidsig spurt og fik kraniebrud to steder. Så tæt på det ultimative farvel - og så alligevel så langt fra.

- Jeg har prøvet det på min egen krop, og når man ser det igen, så gør det ondt.

Andre ryttere må i mål, før de finder ud af, at de har været en del af en etape, der vil gå over i historien som en af dem, hvor det er bevist, at det ikke er uden risiko, når man sætter sig op på cyklen og prøver at bryde sine egne grænser.

Richard Virenque i vild jubel, da han krydser målstregen. Kort efter er glæden væk.

Richard Virenque er en af dem.

I vild jubel kører han over målstregen. Alene. Bjergkongen uden andre tronaspiranter i nærheden. Med mere end et minut til nærmeste forfølger lader han sig hylde. Han ved, han har præsteret noget særligt.

Men den ekstatiske glæde er kort.

Der går ikke mange sekunder efter, at han har passeret målstregen, før han får meddelelsen hvisket i øret af en soigneur fra Festina-mandskabet. Så hans jubel og ekstase ikke virker respektløs.

På et splitsekund skifter franskmandens udtryk. Fra den vilde triumf til fortvivlelse og tårer foran tv-kameraerne.

Morbid stemning

Mapei-kaptajnen Tony Rominger får nyheden fra en fransk reporter og stivner. Tabt for ord.

ONCE-mandskabets Erik Breukink bliver på sammen måde konfronteret med Casartellis tragiske endeligt.

- Åh nej. For fanden da, lyder det umiddelbart, for der findes ingen filtre, når følelserne tager over.

- Jeg så da det skete. Det var meget slemt.

For Stephen Swart står stilheden tilbage 25 år efter. Stilheden i feltet, i målområdet. Her, hvor stemningen og luften ellers kan være helt elektrisk efter de store, grandiose etaper.

- Det var næsten morbidt, hvis du forstår, hvad jeg mener. Stille – slet ingen begejstring.

Sådan en ung, positiv rytter, et godt menneske. Åha.

Bjarne Riis

Heller ikke hos Bjarne Riis, hvor glæden ellers bobler, efter han på dagens etape havde hevet tredjepladsen i klassementet fra det franske håb Laurent Jalabert og nu kan gå på podiet i Paris som den første dansker nogensinde. Den danske ørn må lade glæden over den historiske placering vige i målområdet for de barske realiteter.

- Det er uhyre trist. Det er ikke til at holde ud at tænke på. Sådan en ung, positiv rytter, et godt menneske. Åha.

Men selvom Fabio Casartellis lig hurtigt blev fløjet tilbage til Italien til sin mor, sin enke og sin bare tre måneder gamle søn, så var han stadig en del af Motorola-mandskabets Tour de France.

Det var den unge italieners første Tour de France, og selvom han havde forladt løbet på den værste vis, ville holdet vise ham den respekt at tage ham med hele vejen til opløbet i Paris.

Derfor blev hans Caloi-racer med nummer 114 monteret på rammen sat på taget af en af det amerikanske mandskabs biler - for at fuldføre Touren.

- Fabios drøm og hans mål var at slutte Tour de France på Champs-Élysées. Han er her ikke til at gøre det, holdet vil gøre det for ham, lød det fra team-direktøren Jim Ochowicz efter beslutningen.

Cykelgudernes sidste hilsen

Og det var, som om cykelguderne på en måde takkede helt af med det unge håb bare tre dage efter hans død. Som en sidste hilsen. Godt hjulpet på vej af Motorolas kaptajn.

Lance Armstrong, der i en alder af blot 23 år stadig ikke havde fundet vejen til at dominere det franske etapeløb, slår til i et angreb med 30 kilometer til mål af en flad 18. etape.

I et vildt soloridt ind mod mål i Limoges lykkes det amerikaneren at holde de jagtende forfølgere bag sig. Og det var ikke en barmhjertighedsgestus fra feltet til det hårdtplagede mandskab. Det var en hårdt tilkæmpet sejr.

- Det var ikke en gave. Han skulle virkelig kæmpe for den sejr, husker holdkammeraten Swart.

Derfor kunne Lance Armstrong på den sidste kilometer igen og igen pege op mod himlen, da det stod klart, at sejren var hjemme. Det her var ikke kun Lance Armstrongs sejr. Alle vidste, hvem amerikaneren havde i tankerne i sin rørende jubel.

- Der er ingen tvivl om, hvad vi har tænkt på de seneste tre dage. Alle har tænkt på det samme. Ikke fordi vi havde planlagt at vinde etapen i dag. Vi ville bare være med og forsøge at komme os over det. Men Fabio motiverede mig, og jeg tænkte på ham hvert sekund, fortalte Lance Armstrong i sit vinderinterview efter sejren.

- Jeg kørte som to i dag, og Fabio var den anden.

Lance Armstrong med sin rørende hilsen til Fabio Casartelli på 18. etape.

Livet går videre

25 år er lang tid. En generation velsagtens imellem det tragiske styrt, hvor Stephen Swart var på cyklen på de franske landeveje, og så nu, hvor han sidder hjemme i New Zealand med telefonen i hånden.

Man lærer meget på 25 år. Og møder livet på 25 år. På godt og ondt.

Derfor står det tragiske styrt ikke i dag som et skelsættende øjeblik hos den nu 55-årige tidligere Motorola-hjælperytter.

Styrtet er mere end del af det liv, vi møder som mennesker. Hver dag.

- Jeg har set andre dødsfald. Det var en tragedie, og det var en ulykke, men du kan ikke gå rundt og tænke på det hver dag.

- Det er jo, hvad det er. Og livet går videre, siger Swart.

Det gjorde det bare ikke for Fabio Casartelli for 25 år siden.