Tour de France

Slovensk komet vandt bjergslag - Tour-mesteren led stort nederlag

Den forsvarende Tour-vinder, Egan Bernal, blev sat tidligt på finalestigningen. Slovenerne Tadej Pogacar og Primoz Roglic blev nummer et og to.

Top-3 på etapen

  1. Tedej Pogacar (UAE)
  2. Primoz Roglic (Jumbo-Visma) +s.t.
  3. Richie Porte (Trek) +0'05

Klassementet

  1. Primoz Roglic (Jumbo-Visma)
  2. Tadej Pogacar (UAE) +0'40
  3. Rigoberto Urán (EF) +1'34

Trøjerne efter etapen

  • Gul: Primoz Roglic (Jumbo-Visma)
  • Prikker: Benoît Cosnefroy (AG2R)
  • Grøn: Sam Bennett (Quick-Step)
  • Hvid: Tadej Pogacar (UAE)

Se alle resultater her: Etapen / klassementet

Der blev sat nogle ting på plads på dagens bjergetape. Video: Magnus Stig Christensen

Referat

/ritzau/

Den slovenske cykelrytter Tadej Pogacar (UAE) tog søndag sin anden etapesejr i årets Tour de France, da han sejrede på den bjergrige 15. etape.

Det 21-årige stortalent slog landsmanden Primoz Roglic (Jumbo-Visma) i den afgørende spurt efter hård kørsel op ad finalebjerget, Grand Colombier.

Den unge slovenske komet tager sin anden etapesejr i år. Video: Magnus Stig Christensen

Den helt store taber på etapen blev sidste års Tour-vinder, Egan Bernal (INEOS). Den unge colombianer blev sat i bunden af sidste stigning og tabte flere minutter til de øvrige favoritter.

Søndagens etape bød på tre hårde bjerge, der lå inden for etapens sidste godt 75 kilometer. To af dem var kategori 1-bjerge, mens den afgørende stigning, Grand Colombier, var uden for kategori.

Et udbrud var afsted først på dagen. Blandt udbryderne var Matteo Trentin (CCC), der undervejs hentede 20 point til pointkonkurrencen.

Også Pierre Rolland (B&B) var afsted, men hullet til lykkeridderne blev aldrig stort nok, til at de for alvor kunne drømme om etapesejren.

Derfor var favoritterne samlet, da de ramte dagens sidste stigning.

Her blev dagens store offer hurtigt fundet. Egan Bernal, der vandt Tour de France sidste år, kunne ikke følge med, da Jumbo-Vismas formstærke altmuligmand, Wout van Aert, satte et ubarmhjertigt tempo.

Adam Yates (Mitchelton-Scott) forsøgte sig med et angreb op ad den over 17 kilometer lange stigning. Roglics mandskab kontrollerede dog farten med hård hånd og fik også hurtigt opslugt den britiske rytter.

Da rytterne var under en kilometer fra mål forsøgte Roglic at stikke fra konkurrenterne og høste fortjenesten af sit holds hårde arbejde.

Der var dog ikke helt bund nok i Roglics angreb, og Tadej Pogacar og Richie Porte (Trek) fulgte med sloveneren. Til sidst blev tingene afgjort i en spurt mellem Roglic og Pogacar, og her var den yngste slovener hurtigst.

Roglic kan dog glæde sig over fortsat at have den gule førertrøje. Den beholder han som minimum frem til tirsdag, da der er hviledag mandag.