Tour de France

Søren Kragh klar med ny målsætning efter Tour-triumf

Søren Kragh Andersen dvæler ikke ved sine succeser. Få timer efter sejren på 14. etape var han klar til at udpege sit næste store mål.

Drengedrømmen var kun lige gået i opfyldelse, da Søren Kragh Andersen luftede sine planer for den nærmeste fremtid.

Få timer efter sin etapesejr i Tour de France pegede danskeren på en af de udsatte klassikere som det næste løb, han gerne vil vinde.

- Flandern Rundt er et af mine helt store mål for sæsonen – hvis ikke det største. Jeg går all in og prøver at være så skarp som mulig til det løb, siger Søren Kragh Andersen til TV 2 SPORT.

Normalt ligger Flandern Rundt i foråret, men grund af coronavirussen er løbet flyttet til 18. oktober i 2020.

Skræddersyet til Flandern Rundt

Den belgiske klassiker, der også går under navnet Ronde van Vlaanderen, strækker sig over 240,6 kilometer. Løbet er kendt for mange passager med brosten og korte, stejle stigninger som Koppenberg og Kwaremont.

Flandern Rundt er et af sportens fem monumenter, og ifølge TV 2 SPORTs cykelsportsekspert Rolf Sørensen er Søren Kragh Andersen som skabt til det løb.

- Flandern Rundt er han skræddersyet til. Han har en skarp næse for det. Han er god i positionskampene. Han skal nok komme først ind på brostensstigningerne. Han har det punch, der skal til for at gå med. Han er hurtig i en lille gruppe, så Flandern Rundt er i mine øjne det allerbedste løb for ham, siger Rolf Sørensen.

Lørdagens sejr var Søren Kragh Andersens sjette triumf som professionel. Ud over endagsløbet Paris – Tours har han vundet etaper i Paris – Nice, Tour de Suisse, Tour of Oman og Tour des Fjords.