Tour de France

Cavendish kiggede op på Riis og grinte, da han kom med et uventet råd

Mark Cavendish kommer ikke til at udbygge sin vilde Tour-statistik i år. Til gengæld kan han se tilbage på store øjeblikke i verdens største cykelløb.

I en årrække var flade etaper så godt som lig med sikker sejr til Mark Cavendish.

Inden 19. etape i Tour de France 2009 havde den britiske sprinter allerede vundet i alt otte Tour-etaper i sit blot andet Tour de France.

Hvis Bjarne siger det, så tager man det for gode varer

Mark Cavendish

Logikken syntes simpel: Spar på kræfterne på 19. etape, som bød på en 14 kilometer lang stigning kort før mål, og vær klar til massespurten på Champs-Élysées to dage senere.

- Det var jo en medium bjergetape. Hvis man slår den op på Wikipedia, er den ændret til en flad etape, for man forestiller sig ikke, at jeg kunne vinde en bjergetape.

- Og det hele skete takket være Bjarne Riis, siger Mark Cavendish til TV 2 SPORT.

'Bjarne doesn't shit about'

Mark Cavendishs landevejskarriere tog for alvor fart i 2008, hvor han kørte for Team Columbia, det tidligere Telekom-hold.

Det år vandt han sin første etapesejr i Tour de France. Og tre mere, før han stod af cyklen efter 14. etape for at gøre sig klar til OL.

Tour-stimen fortsatte i 2009, hvor han vandt 2., 3., 10. og 11. etape. I Cavendish-terræn. Flad vej.

Så da feltet nærmede sig Paris, bevægede tankerne sig frem til det sagnomspundne opløb på Champs-Élysées. I hvert fald var der ikke store tanker om 19. etape to dage inden.

- Vi boede på samme hotel som Team Saxo Bank. Bjarne Riis kom over til vores bord og spurgte, om jeg gik efter etapesejren. Jeg kiggede bare på ham og grinte, siger Cavendish.

Han viser, hvordan han placerede pegefingeren og tommelfingeren omkring hagen som for at signalere eftertænksomhed. "Det plejer Brian Holm og Bjarne Riis at gøre". Og så lyttede Cavendish.

For som han siger: "Bjarne doesn’t shit about, does he?" Riis fyrer ikke bare noget af.

Den danske Saxo Bank-holdejer troede på Mark Cavendish og fortalte ham om finalen. Nok var stigningen - med top 16 kilometer før målstregen - lang, men kun de første 1,5 kilometer var hårde, lød analysen fra Riis.

Så hvis holdet blev hos ham, burde han give det chancen.

- Det blev vi så enige om at gøre, siger Cavendish.

Da han og feltet nærmede sig Col de l'Escrinet, satte holdet Bernhard Eisel og Kim Kirchen frem for at køre briten først ind på stigningen.

Blev undervurderet

Således kunne han lade sig falde en smule tilbage på de hårde 1,5 kilometer i starten uden at sejle agterud. Derefter lavede holdet en boble rundt om ham for at tage al vind, og maskinerne Tony Martin og George Hincapie skulle føre ham det sidste stykke til toppen og dernæst på nedkørslen.

Den del af missionen lykkedes til perfektion.

Men det fortæller også historien om noget, der den dag i dag nager Mark Cavendish.

- Det har ofte været en fordel for mig, at folk har undervurderet mig. De troede ikke, jeg kunne klatre, men jeg er faktisk ikke nogen dårlig cykelrytter, siger han.

- Det har altid været mit lod, at folk ikke tror på mig. Jeg nyder at vise dem, at de tager fejl, og det gjorde jeg så sandelig her. Nogle af holdene gik ikke efter sejren, men var kun ude på at knække mig.

Omkring 30 ryttere sad tilbage i det lille felt, som nu skulle køre for sejren på 19. etape med målstreg i Aubenas.

Aldrig prøvet sådan en spurt

Briten var unægteligt den hurtigste rytter, men stærke sprintere som Thor Hushovd og Óscar Freire var også kommet med over Col de l'Escrinet.

Samtidig var det uprøvet land, og her drejer det sig ikke om etapeprofilen.

- Jeg havde ikke udset mig etapen som en mulig sejr, fordi jeg normalt kører massespurter med leadout-tog. Her var der 20-30 ryttere, og det giver en helt anden spurt, siger Cavendish.

- Jeg havde aldrig prøvet noget lignende og besluttede mig for at improvisere i finalen.

Med 1,2 kilometer til mål slap George Hincapie fronten, og Tony Martin førte Cavendish ind til de sidste 200 meter, hvor han løftede sig fra sadlen og sprintede over målstregen foran Thor Hushovd til sin niende etapesejr i Tour de France.

Mark Cavendish vandt 19. etape i Tour de France 2009, som bød på en lang kategori 2-stigning kort før mål. Video: Bo Bentsen

Fordi han var blandt verdens stærkeste cykelryttere på det tidspunkt. Og fordi Bjarne Riis "didn't shit about".

- Han siger tingene ligeud. Sådan er det bare. Hvis Bjarne siger det, så tager man det for gode varer, siger Mark Cavendish.

To dage senere vandt Mark Cavendish sin første sejr på Champs-Élysées i Paris. Det var hans tiende etapesejr i Touren.

Mens Bjarne Riis i år rejser til Touren som sportslig leder for NTT, kommer Mark Cavendish ikke med. Hans nye hold Bahrain McLaren har nemlig set bort fra ham.

Den smukkeste sejr i karrieren

I 2013 vandt Mark Cavendish for fjerde gang i træk på Champs-Élysées. Ingen anden har nogensinde vundet der mere end to gange.

Så mens 19. etape fire år tidligere er Cavendishs stolteste øjeblik, kalder han netop den fjerde sejr på Champs-Élysées for den smukkeste i karrieren.

Men ikke på grund af det historiske i at tage fire på stribe.

I 2012 skiftede Mark Cavendish til det relativt unge britiske storhold Team Sky, efter han i 2011 var blevet verdensmester i København.

Team Sky skulle køre Tour de France for at vinde med Sir Bradley Wiggins, med hvem Cavendish var blevet verdensmester i parløb i 2008.

Chefen kunne ikke lide sprintere

Cavendish var med andre ord kommet til et hold, hvor det handlede mere om at sikre den gule trøje hele vejen til Paris for første gang i holdets historie.

Han vandt godt nok 2. etape, men på de næste mange etaper var han ikke i nærheden af sejre.

- Sean Yates var sportsdirektør, og han kan virkelig ikke lide sprintere. Han regner os ikke for noget, så han ville ikke køre for spurtsejre. Da jeg vandt den første etape, måtte jeg klare mig selv. Alt handlede om at beskytte Bradley, siger Cavendish.

Efter 17. etape sad Team Sky solidt på Touren.

Wiggins førte løbet med to minutter ned til holdkammeraten Chris Froome på andenpladsen og knap tre minutter til Vincenzo Nibali på tredjepladsen.

Wiggins modsagde chefen

Så da snakken faldt på den flade 18. etape, tog Wiggins ordet.

- Vi talte om at køre spurten den dag, men Sean Yates sagde nej. Bradley stillede sig imod inde i bussen og sagde, at vi skulle køre spurten for mig.

Wiggins mente, at Cavendish skulle belønnes for hårdt arbejde i bjergene for den gule trøje. Og ifølge Cavendish tilføjede han: "Jeg har bare en enkeltstart i morgen, som jeg alligevel vinder, så lad os køre for Cavendish”.

Den gule trøje og resten af holdet kørte Cavendish til sejr på 18. etape, og kunststykket blev gentaget tre dage senere på Champs-Élysées.

Wiggins havde sikret sig Tour-sejren endegyldigt med sejr på enkeltstarten på næstsidste etape og kunne gøre sig klar til paradekørslen i Paris.

Paradekørsel blev der dog ikke meget af.

- Vi sad og snakkede aftenen inden, men han gik tidligt i seng og sagde: ”Vi er ikke færdige endnu”. Det er ret specielt, siger Cavendish.

- Hvor ofte ser man den gule trøje køre i mål på Champs-Élysées uden champagne i hånden?

Rørende indsats

Da feltet nærmede sig målstregen, var den gule trøje med helt fremme for at hjælpe den regnbuestribede VM-trikot.

Det var sågar Bradley Wiggins, der førte feltet ind under Flamme Rouge, som markerer, at der er en kilometer tilbage.

- Man kan se på ham, at han ikke gør det for syns skyld. Ansigtet viser, hvor meget han giver, og hvor meget det betyder for ham. Det er rørende for mig. Det er vinderen af Tour de France. Udover det rent professionelle er det rørende, at Bradley gjorde det, siger Cavendish.

Mark Cavendish vandt sidste etape i Tour de France 2012. Her var Tour-vinderen Bradley Wiggins med i forarbejdet. Video: Bo Bentsen

- Jeg tror ikke, vi kommer til at se den gule trøje føre an for verdensmesteren igen.

Den fjerde sejr på Champs-Élysées i træk var Tour-sejr nummer 23 for Cavendish.

35-årige Cavendish er siden nået op på 30 etapesejre i verdens største cykelløb. Han er dermed kun 4 sejre fra Eddy Merckx' rekord.