Her er det danske VM-hold
Landstræner Anders Lund har udtaget Danmarks VM-hold, hvor Jakob Fuglsang bliver kaptajn. Kasper Asgreen og Mikkel Bjerg er udvalgt til enkeltstarten.
Sidste års VM i Yorkshire endte i en stor jubelrus for det danske cykellandshold.
Men selvom Mads Pedersen, der er forsvarende verdensmester, ikke stiller til start ved det udskudte VM, er der stadig store ambitioner i år.
Det fortæller landstræner Anders Lund, der har udtaget sit hold til linjeløbet, hvor målet er en medalje.
- Alle otte, der er udtaget, er i form og har for nylig vist noget på højt plan og på krævende ruter. Arbejdsopgaven er rimelig klar. Det handler om at hjælpe Jakob Fuglsang. Han bliver kaptajnen, siger Anders Lund til TV 2 SPORT.
- Det bliver en selektiv gruppe, der skal afgøre det mellem sig, og der har vi et rigtig, rigtig stærkt kort i ham. Han er specialist i at afslutte den slags cykelløb, så vi kan drømme om medaljerne, og jeg forventer, at vi er der, når løbet skal afgøres.
Her er de danske ryttere på linjeløbsholdet
- Jakob Fuglsang
- Michael Valgren
- Magnus Cort Nielsen
- Christopher Juul-Jensen
- Mikkel Honoré
- Casper Pedersen
- Jonas Gregaard
- Niklas Eg
Her er de danske ryttere på enkeltstartsholdet
- Kasper Asgreen
- Mikkel Bjerg
Det er den italienske by Imola, der er udpeget som ny VM-vært.
Valgren bliver løjtnant
På det danske VM-hold er der fem ryttere, som lige nu kører Tour de France. Det er Kasper Asgreen, som skal køre enkeltstarten, Christopher Juul-Jensen, Casper Pedersen, Niklas Eg og Michael Valgren.
Sidstnævnte kommer til at få en særlig rolle på Anders Lunds VM-hold. Landstræneren har noteret sig, at Valgren er blevet bedre og bedre kørende i Tour de France, og derfor håber han på at kunne udnytte NTT-rytterens egenskaber på den kuperede rute.
- Det er også et slags forsvar for kaptajnen at have en stærk løjtnant, for så skal kaptajnen ikke selv i spil hele tiden. Det kan vise sig at være et taktisk våben, hvis man kan få en ud foran, for så kan man køre afventende. På den måde håber jeg, at Valgren tager superformen med ud af Touren, lyder det fra Anders Lund.
- Han bliver en rigtig vigtig rytter for det danske landshold. Han er en virkelig dygtig mesterskabsrytter.
Fire afbud
VM i 2020 skulle have været afholdt i bjergrigt terræn i Schweiz, men det er på grund af coronavirussen blevet flyttet til en mindst lige så hård rute i Italien.
En blanding af den hårde rute og sammenpressede kalender har medført afbud. Foruden verdensmester Mads Pedersen og den nyslåede Tour-etapevinder Søren Kragh Andersen, som meldte fra tidligere på måneden, er der også afbud fra Jonas Vingegaard, mens Kasper Asgreen satser på enkeltstarten i stedet.
- Det er en hård rute for et dansk landshold, og det gør selvfølgelig, at folk tænker sig om en ekstra gang. Sådan var det også i Innsbruck i 2018, hvorimod folk stod i kø før Yorkshire sidste år, fordi de kunne se sig selv lang tid i det cykelløb. Så det kan godt være, at der har været en anelse flere afbud i år, siger Anders Lund.
- Men det vigtigste er, at jeg tror på dem, jeg har udtaget. Og så er det ekstremt vigtigt for kulturen på et landshold, at det er otte ryttere, som ønsker at køre løbet og er topmotiverede. Det giver den rigtige stemning og energi. Det er meget vigtigere, end at der står et stjernenavn på holdkortet, hvis han har hovedet et andet sted.
VM-løbene køres fra 24. til 27. september og kan ses på TV 2s kanaler.