Cykling

Magnus Cort testet positiv for coronavirus

Magnus Cort  Sylvain Thomas / Ritzau Scanpix

EF Pro Cycling meddeler, at alle andre ryttere fra holdet, der deltog i Tirreno-Adriatico, er blevet testet negative for coronavirus.

Den danske cykelrytter Magnus Cort er testet positiv for coronavirus.

Det oplyser hans hold, EF Pro Cycling, i en pressemeddelelse.

Jeg har det helt fint

Magnus Cort

I pressemeddelelsen skriver holdet, at Magnus Cort, der i den forgangne uge har kørt det italienske etapeløb Tirreno-Adriatico, afleverede en positiv test søndag 13. september.

- Han er blevet isoleret fra resten af holdet og de ansatte, og han kørte selv tilbage til Girona, hvor han nu er i karantæne. Samtlige ryttere og staben er blevet testet to gange - søndag og mandag - og alle resultater er negative, skriver EF Pro Cycling.

"Jeg er meget irriteret"

Magnus Cort oplyser til TV 2 SPORT, at han har det godt omstændighederne til trods.

- Jeg har det fint. Jeg har det helt fint. Jeg har kun nogle få – og ret milde – symptomer. Jeg har lidt kriller i halsen og noget sløvhed, siger Magnus Cort.

- Jeg er meget irriteret over situationen. Jeg har ikke været så bekymret for mig selv, fordi jeg ikke er så syg. Men her i starten har jeg været bange for, om jeg skulle have smittet andre ryttere, siger han videre.

Danskeren oplyser endvidere, at han skal forblive isoleret, indtil han er 100 procent symptomfri, og derfra skal der gå yderligere tre dage.

- Så skal jeg have taget tests af hjerte og lunger for at være sikre på, der ikke er nogle langvarige bivirkninger, siger Magnus Cort.

Flere positive prøver forbundet til italiensk løb

Mandag kom det frem, at CCC's Lukasz Wisniowski var testet positiv for coronavirus. Polakken havde ligeledes deltaget i det italienske World Tour-løb og blev trukket ud af løbet allerede inden etapen.

Umiddelbart inden Tirreno-Adriatico blev Trek-Segafredos stjernerytter Giulio Ciccone testet positiv, hvorfor han ikke stillede til start.

Løbet sluttede mandag, hvor Magnus Cort undervejs nåede at bemærke sig med to tredjepladser.

Blev vraget til Tour de France

Årsagen til, at danskeren har kørt Tirreno-Adriatico er, at han ikke blev udtaget til holdets mandskab til det igangværende Tour de France.

Et fravalg, som han kaldte for "et hårdt slag".

Magnus Cort har tidligere leveret store resultater i Grand Tour-sammenhæng. I 2018 vandt han en etape i Tour de France, og i 2016 krydsede han stregen først to gange i Vuelta a Espana.