Bernal er udgået af Tour de France
Den forsvarende Tour-vinder har trukket sig før onsdagens 17. etape.
Egan Bernal er færdig i dette års Tour de France.
Det oplyser Team INEOS i en pressemeddelelse.
- Vi har taget beslutningen i Egans bedste interesse. Egan er en sand mester, som elsker at konkurrere, men han er også en ung rytter med mange Tours foran sig, og på dette punkt, føler vi, det er klogere at stoppe med at køre, siger holdchefen Sir Dave Brailsford.
Sidste år blev Egan Bernal den første colombianer til at vinde Tour de France. Han var med sine 22 år tilmed den yngste vinder siden 1909.
I år har han haft langt større problemer. På 15. etape, der sluttede op ad Grand Colombier, tabte han syv minutter til de andre favoritter.
På tirsdagens kuperede etape kom han i mål med sprinterne over 27 minutter efter etapevinderen Lennard Kämna.
Efterfølgende fortalte Bernal, at han led af rygsmerter hele dagen og mod slutningen af etapen også havde ondt i sit ene knæ.
- Det er selvfølgelig ikke sådan, jeg ønskede, mit Tour de France skulle slutte, men jeg er enig i, at dette er den bedste beslutning for mig med de nuværende omstændigheder. Jeg har den største respekt for dette løb, og jeg ser allerede frem til at komme tilbage i de næste år, siger Bernal.
Han havde desuden en dårlig optakt til Tour de France, da han udgik af etapeløbet Critérium du Dauphiné. Ligeledes med rygsmerter.
Ifølge INEOS skal colombianeren nu fokusere på at komme sig efter Touren og sætte nye mål for resten af sæsonen.
Egan Bernal er ikke en del af Colombias trup til VM i næste uge.
17. etape af Tour de France uden Bernal kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY fra klokken 12.05.