Tour de France

- Har været en kamp at nå hertil, siger rørt etapevinder

Miguel Angel Lopez havde svært ved at skjule følelserne efter sejren på 17. etapes kongeetape.

De colombianske cykelfans fik onsdag eftermiddag noget at varme sig på efter Egan Bernals nedslående Tour-exit.

Hans landsmand Miguel Angel Lopez vandt nemlig Tour de Frances kongeetape efter et suverænt angreb på den brutale afsluttende stigning uden for kategori, Col de la Loze.

Den store etapesejr i Tour de France-debuten fik følelserne frem hos den 26-årige Astana-bjergrytter.

- Jeg er glad. Det er meget bevægende for mig.

- Vi har knoklet meget. Det har ikke været let at nå hertil. Jeg er bevæget, sagde Lopez, hvis ansigt tydeligt bar præg af stærke følelser.

Slog slovenske favoritter

På den brutale Col de la Loze-stigning fik Lopez de umenneskelige stigningsprocenter til at se menneskelige ud og vandt foran Tour-favoritterne Primoz Roglic og Tadej Pogacar med henholdsvis 15 og 30 sekunder.

Det er en meget særlig dag, ikke?

- Vi havde selvtillid. Det var vores terræn. På de sidste 1000 meter var den ligesom hjemme. Og vi havde håbet på et øjeblik som det i dag med holdet.

- Det har været en kamp at nå hertil. Så vi har fortjent det, siger etapevinderen.

Som en ekstra bonus bevægede Lopez sig op på podiet i klassementet. Han er nummer tre i løbet og har et minut og 39 sekunders forspring til fjerdepladsen, Richie Porte.